Kun mors pige.

Hej hej alle. Min kæreste og jeg har sammen en datter på lidt over et halvt år. Hun er mors pige, men med måde. Hun kan sagtens komme over til mormor, veninderne eller 'tilfældige' mennesker - men ikke hendes far :'( Gør han noget forkert? - Udtrykker han noget forkert? - Eller? Har aller mest lyst til at stikke til ham dagligt, og fortælle ham 'du er en dårlig far' >( Ja, det er forkert. Men hjælp mig lidt påvej. Knuss

Jeg har ikke oplevet noget lignende med min datter og mand. Men til tider da hun var mindre (hun er nu 1,5 år) kunne hun være sky overfor andre mænd.

Nu ved jeg ikke om du er hurtig til at tage din datter igen, når hun er hos din kæreste og hun brokker sig. Men kunne det ikke tænkes at de måske skulle have lidt kvalitetstid sammen. Helt alene. Det tror jeg, at jeg ville prøve hvis jeg var dig.

Held og lykke med det -skriv endelig igen hvordan det går.
(H) fra Ditte

Tusinde tak fordi du skrev. Det er mit første barn, og er ærgeligtalt meget pylret omkring hende. Og jo, har det med at tage hende hurtigt fra ham - hvis hun er ked. Det er lige som om at hun 'afskyr', når han rækker armene ud til hende. Var din mand med til mange af opgaverne mht. den/de små, som lille? (H)

Hejsa

Umiddelbart vil jeg tro at Fru Moar er inde paa noget af det rigtige. Jeg tror det er meget typisk for os kvinder at vi helst selv vil naar det kommer til at troeste boern. Og at vi skal laere at maendenes maade ogsaa er ligesaa god. (Okay, eller ihvertfald god nok ;) ) Og ligesom vi skal laere det skal boernene ogsaa laere det. Og det kan de kun ved at blive "udsat" for fars maade. Saa selvom det er svaert og jeres datter graeder en smule laengere end hvis du tager hende, saa lad ham bare. Saet dig paa din haender, taenk paa noget andet, gaa ud af rummet, hvadsomhelst, men lad ham ordne det.

En helt anden ting er ogsaa den tid din mand bruger med jeres datter. Da min datter var mindre var hun ligesom du fortaeller, glad for mor men skyede ikke fremmede. Hun afviste dog ikke direkte sin far, men hun soegte ham heller ikke. Han troede at bare ved at vaere hjemme skabte han en kontakt mellem dem. Men det var foerst da han aktivt gik ind og legede mere med hende og generelt var mere med til det hele, at de ligesom fandt hinanden. Saa slappede han lgiesom af igen og reaktionen kom straks fra vores datter, og siden har han ikke slappet af. Nu er vores 2. barn, en soen fuldkommen fardaarlig, saa han har virkelig laert noget de sidste aar.

Knus
Trine

Hejsa,

Jeg tror de andre har ret :P Da Jesse var mindre var han også mors barn, men efter jeg "lærte" mig selv at forlade lokalet når far skulle til (for ikke at blande mig) blev far hurtig lige så god som mor (eller næsten lige så god :D)

Jeg tror de skal have lov til at være sig selv sammen, så kommer det helt af sig selv.

(H)

Hejsa...

Det kan godt være at det ikke er Kæreste / mand der er noget galt med.. Mikkel havde lidt det samme i en alder af ca 8-9 måneder... Han ville ikke sidde hos sin bedstefar, og det var ikke fordi vi ikke var der ofte, så han havde set ham mange gange...
Vi har så senere fundet ud af at det muligvis var bedstefars skæg han var bange for - for straks efter at han havde baberet det væk, var der INGENTING, Mikkel krævlede selv hend til bedstefar og ville op osv efter han fjernede sit skæg..

Måske der er et eller andet ved din mand hun er bange for, f.eks skæg..

Bare et lille forslag fra mig..

Knus fra Camilla.

for os er det lige omvent for tiden er det kun far der dur og mor skal bare holde sig væk..:P¨

men far har også hvade meget væk i hverdagen fordi han arbejder lidt over det hele...

men jeg tro bare du skal prøve af give farmand lidt tid med jers datter hvor du tag en tur ud med veninden alene og hygger jer..

mine forældre har fortalt mig at de havde et lignende problem med min lillesøster. min far var landmand, og i sæsonen med høsten var han stort set ikke hjemme og så faktisk næsten ikke min lillesøster (eller mig, men jeg var ikke så nem at påvirke; min lillesøster har været 8-9 mdr). og hun ville til sidst slet ikke kendes ved ham. skæbnen ville så at min mor havde en del møder om aftenen i en uge, og så var min far nødt til at passe hende om aftenen.... hun storskreg hele den første aften men de næste aftenen blev det bedre og derefter var der ikke rigtig noget, så måske skulle du simpelthen tage hjemmefra (hvis det er muligt pga amning, hvis du gør det) og så lade dem være alene og få etableret en kontakt alene, for som du selv indrømmer, så er du måske lidt hurtig til at tage hende (et naturligt moderinstinkt) og så afbryder du måske den kontakt de kunne opbygge (for hun skal jo også lære at hun har en far)
desuden er det jo også synd for din kæreste / mand at hun ikke vil være ved ham
(H)

Det er nemlig synd for ham.
Og så led som jeg er, kan jeg ikke lade være med at konstatere, at han er en dårlig far :/
Har prøvet at tage væk fra hende, intet hjælper. (Med dårlig samvittighed).
I op til flere timer, men hver gang har der været bøvl og skrigeri, måske en ud af 5 gange har det været hyggeligt for dem.
Men når jeg træder ind af døren er det dét samme igen.

Jeg mener jo ikke det er rigtigt at lade sin lille mus græde hjerte skærende, og bare stå der og kigge på.


????? (H) ?????

Hun er så lille....lad hende vælge hvordan hun har det bedst...en far har ikke meget at gøre før barnet er over et år og så vil du helt sikkert opleve peridoer hvor du ikke duer....Hvordan skulle det hænge sammen med at man er en dårlig forældre?
Det lille barn lever som i en symbiose med deres mor og langsomt åbner verden sig og barnet oplever at være et elvstændigt lille væsen og det er jo farligt og så bliver mor endnu mere vigtig for at beskytte mod den farlige verden.
Synes måske nok du er en lidt dårlig kæreste hvis du melder ud at din mand ikke er en god far...hmm...
Knus Eva