Må lige dele en dejlig oplevelse med jer.
I dag har jeg været med min mor - og NM og Michael - til et fødselsdags jubilæum på det sted, hvor hun var i behandling for alkoholisme, da jeg var 12 år. Hun har siden drukket igen - og meget - i perioder, men om et par uger har hun været ædru i tre år og det er det længste, hun nogensinde har været i den tid, jeg kan huske! Og det er bare så dejligt! Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skulle have klaret at få et barn, hvis hun samtidigt drak og jeg skulle tage mig af hende, så på en måde, er det pga hendes ædruelighed, at vi over hovedet har fået NM.
Men tilbage til sagen. I dag havde hun så meldt sig til det her træf på det gamle behandlingshjem, hvor hun havde været så glad for at være for 21 år siden og vi kørte hende derud.
Vi regnede alle sammen med, at der sikkert ikke ville komme særligt mange mennesker, for man møder jo ikke så mange i hverdagen, der afslører, at de er alkoholikere, så vi havde vel nærmest forestillet os, at der ville komme en 10-20 stykker snigende med skæg og blå briller. Men da vi så kom derud - det er i en lille bitte bondeby i nærheden af, hvor vi bor nu - var der simpelthen så mange biler, at byens indbyggertal må være blevet 80-doblet.
Da vi kom ind stod folk og sang det vers, som de ikke-velbevandrede i anonyme alkoholikere kredse, nok har hørt i amerikanske films: Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre dem, jeg kan og visdommen til at kende forskel.
Jeg kunne udmærket kende stedet fra da jeg besøgte hende der som 12-årig og jeg fik en kæmpe klump i halsen over at være der og se så mange mennesker, der alle sammen vidste, hvordan det var at enten være alkoholiker eller at leve sammen med dem. Og samtidig se, hvor mange ældre der var, der stadig var i live.
Da min mor var i behandling, var de 8 på holdet og de eneste, der stadig lever er min mor og en mand. Resten er døde at forskellige alkoholrelaterede sygdomme.
Ej, nu stopper jeg, for det her er ved at blive til indlægget, der aldrig ville ende. Det korte af det lange er, at jeg bare er så lykkelig lige nu for at min mor er ædru og stadig lever og at jeg har fået lov at blive mor og det måtte jeg lige dele med jer (L)
Knus fra Birgitte
Anmeld