tøver med at komme igang

jeg har i 5 måneder haft en henvisning til en røgtenundersøgelse af æggeleder liggende her hjemme.. Jeg kan bare slet ikke tage mig sammen til at få ringet og bestilt tid. jeg skal ringe første dag af min mens, det gjorde jeg også første gang med der havde de ikke tid.. efter da syntes jeg der er kommer alt muligt i vejen (dårlige underskyldninger).

jeg ved ikke om jeg skyder det væk fordi jeg syntes udersøgelsen lyder ubehalig. eller fordi at så er man i gang og men kan risikere at få afvide at man ikke kan få børn. nu er det papir med henvisningen oven i købet blevet væk

vores læge henviste os med det sammen vi snakkede med hende da hun mente der ganske sansynligt er noget galt, måske med os begge..

hvordan havde i det inden i tog skritte og kom i behandling? og hvordan er det at være igang?

gittn skriver:

jeg har i 5 måneder haft en henvisning til en røgtenundersøgelse af æggeleder liggende her hjemme.. Jeg kan bare slet ikke tage mig sammen til at få ringet og bestilt tid. jeg skal ringe første dag af min mens, det gjorde jeg også første gang med der havde de ikke tid.. efter da syntes jeg der er kommer alt muligt i vejen (dårlige underskyldninger).

jeg ved ikke om jeg skyder det væk fordi jeg syntes udersøgelsen lyder ubehalig. eller fordi at så er man i gang og men kan risikere at få afvide at man ikke kan få børn. nu er det papir med henvisningen oven i købet blevet væk

vores læge henviste os med det sammen vi snakkede med hende da hun mente der ganske sansynligt er noget galt, måske med os begge..

hvordan havde i det inden i tog skritte og kom i behandling? og hvordan er det at være igang?

Jeg kan sagtens genkende den følelse. Dog tog jeg afsted til udredning og fik det hele "overstået" med det samme, da jeg - sammen med kæresten besluttede mig for, at det at få svar i længden ville være lettere at takle, end uvidenheden - den synes jeg var forfærdelig.

Men man er bange, for det betyder jo uendeligt meget for en, og føler det som en dom som allerede er blevet givet en, inden man egentlig har fået nogle svar.

For mig hjælper det at tænke på, at de er så dygtige i dag, at stortset alle der skal have hjælp til at få børn opnår graviditet på et eller andet tidspunkt. Så er det ligesom lidt mere til at bære, selv om tanken om at skulle hjælpes er forfærdelig

Nu er vi så langt i forløbet, at vi netop lige har været igang med første IUI forsøg. Det tog så til gengæld kæresten 4 mdr. fra vi blev godkendt til behandling, til han var parat til at gå igang. Tror han havde svært ved at omstille sig til, at skulle have hjælp. Tror han håbede inderligt, at der ville ske noget i mellemtiden. Vi er uforklarlige barnløse, og så er det måske ekstra svært at forstå, at det ikke er lykkes endnu (snart 2 år)

På en måde er jeg glad for, at vi ikke har fået en begrundelse, og på samme tid piner det mig, at jeg ikke har fået nogle svar.

Tror jeg ville ringe og bede om en ny henvisning, hvis du ikke kan finde den, og så forklare at du synes det har været hårdt at gennemgå udredning - de fleste læger forstår. Synes faktisk man møder megen sympati, og det kan være dejligt, at tale med andre en kæresten og venner etc. om det.

Håber du får samlet dig mod til det, så du kan komme afsted.

En hsg test er ikke så slem igen, og er hurtigt overstået.  Et godt fif som min gyn. gav mig er, at tage et par smertestillende en halv times tid inden. 

Nu fik du en halv roman,  Sorry.

Knus.

jeg tror det er en helt normal reaktion. herhjemme var det Søren der bad om, at vi opsøgte læge og derefter at vi kom i behandling og jeg var bare enormt vred på ham, jeg følte virkelig han svigtede OS. og jeg syntes det var så nemt for ham at sige, at så går vi lige i behandling, for det var jo MIG der gik i behandling og ham der mest af alt bare holdt i hånd - og nåhja, spermede i en kop. så jeg var tosset! og jeg skældte og smældte, men jeg gjorde som der blev sagt alligevel og vi kom igang med det samme, faktisk. det er meget uhyggeligt at gå igang, synes jeg. altså...fordi man er hunderæd for at få den besked, at man bare ikke KAN få børn. nøøøøj, der var mange grunde til at det ikke ville lykkes for os inde i mit hoved, og da vi så en film om nogle kvinder fra 50'erne hvor den ene havde en svulst i livmoderen og derfor ikke havde kunnet få børn, var jeg i nogle uger fuldkommen overbevist om, at det samme ville vise sig at være problemet herhjemme

men så kommer man igang og JA det er skræmmende med behandlingen og der er en del grænser der skal overskrides, men hvis man lærer at tage det med et smil...eller nærmere med rigtig dårlig og forkvaklet humor, hvilket hurtigt kan udvikle sig når man er i behandling , så går det hele meget nemmere!! og man finder ud af, at man kan meget mere end man tror. fx var jeg ved at besvime ved tanken om at skulle stikke mig selv, men det var INGENTING da det først blev gjort.

og idag, hvor jeg venter vores barn, og selvom det er økolavet, så tænker jeg, at det virkelig var det hele værd. jeg ville gå igennem alt det her tusind gange for den lykke det er, at vide at mit barn ligger inde i mig og er sundt og raskt og livligt og snart kommer til verden.

hvis du fokuserer på resultatet istedet for på vejen der fører dertil, så er jeg sikker på du finder et mod og en styrke i dig selv der er meget større end du går og tror

Jeg kan ikke skrive oget bedre end de to høns allerede har men jeg kan skrive, at jeg også var meget skræmt ved tanken. Dog blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere ville bære en sorg over noget jeg vidst hvad var, end noget udefinerbart, som måske slet ikke var tilfældet. (giver det mening?).

Nu er vi på vej i behandling, og til vores store overraskelse er det min kærestes sædkvalitet der er helt i bund. Jeg havde altid troet -siden jeg var ganske lille- at jeg ville være syg i underlivet og aldrig ville kunne få børn. Men alle mine prøver er fine.

Det jeg prøver at sige er, at jeg sagtens forstår dine tanker og føleleser. Men at det kan ende med at intet af det passer. At du er sund og rask, og at behandling kan hjælpe Jer ti at få ønskebarnet i armene. Vi starter i behandling denne måned. Det var et langt projket at komme hertil, både fysisk og psykisk. Men det føles rigtigt!

Husk at brug os herinde i behandlingsgruppen. Her er altid svar på "dumme" spørgsmål, eller et klap på skulderen, når det går lidt trægt!

KNUS

tak for de fine svar, har det meget bedre nu og har ringet til lægen efter en ny henvisning.

tillykke med graviditeten