er jeg for gammel? Ingen mænd i omgangskredsen, bør jeg så?

Jeg står overfor at skulle træffe en stor beslutning. Indtil for et år siden var jeg sikker på at jeg ikke ville have børn, hvis jeg ikke mødte den rette mand, og troede at jeg var afklaret med det. Jeg blev så gravid sidste november ved et uheld og panikkede helt, så jeg fik en abort. Nu er jeg ikke så sikker mere, og vil egentlig frygtelig gerne, men er bange. Tiden går og lige om lidt er det for sent.

 Jeg er 40 år og har aldrig været i et længerevarende forhold. Jeg har haft mange mindre forhold, men ikke noget der holdt. Der er stort set ikke nogen mænd i min omgangskreds. Jeg har en svoger, som jeg er tæt med, men ellers er der ikke rigtig nogen. Mit håb om at finde en mand en gang i fremtiden er væk. Har et barn ikke også behov for mandlig indflydelse og er det rimeligt at sætte et barn i verden under de omstændigheder? Jeg mener selv at jeg har lidt under ikke at have en faderfigur i mit liv, og er overbevidst om, at det er en af grundene til, at jeg aldrig har forstået spillet mellem mænd og kvinder. Sådan et liv vil jeg ikke tilbyde et barn. Er det det jeg kommer til at dømme et barn til?

 Er jeg for gammel? Hvad kan jeg tilbyde et barn – jeg vil være næsten 60 inden det er færdigt med gymnasiet? Kan jeg tillade mig det?

 Jeg har 2 søstre, min mor og en god venindeflok, som jeg er sikker på vil støtte og hjælpe mig i det omfang de kan, og brændende ønsker det for mig. Så helt alene er jeg ikke.

 Jeg har brug for at hører fra nogle, der måske har været igennem de samme overvejelser eller som blot kan give mig nogle input til at blive mere afklaret.

 Kh. beem

Hej.

jeg synes du kan tilbyde et barn en hel masse, masser af kærlighed, en god velfungerende og støttende familie, en masse livserfarring. Det er langt mere end hvad mange andre der får børn kan.
Jeg synes ikke det er synd for et barn at du vælger at blive alene mor, det kan godt være der ikke er en fædre figur men tilgengæld er alt din opmærksom hed rettet på dit barn og tror i opbygger noget helt specielt sammen som man kun ved hvad er når man oplever det.
Jeg tror der er kæmpe forskel om man vokser op i et skilsmisse forhold eller som selvvalgt enlig mor. Der er beslutningen truffet og der vil aldrig blive sure miner, tov trækkeri m.m.
Mht. alder, så synes jeg kun alder er et tal, og du kan sagtens blive mor i en alder af 40+, jeg synes mere det handler om sind og hvis du er frisk og ung af sind så ser jeg absolut ingen kvaler her.
Jeg synes du skal go for it! Og være stolt og sige at du har nosser nok til at træffe det valg at være enlig mor. Det må være mega hårdt, men tilgengæld også give en helt masse igen.

Alt mulig held og lykke til dig

Nej du er ikke for gammel alder er kun et tal. Jeg kan ikke sige så meget for synes sarahb har skrevet det hele  Men mærk efter helt inden i dig selv hvad du har lyst til og hvis det så er det jamen så det jo bare at komme igang. 

Håber vi får en opdate når du har besluttet dig. 

Held og lykke med det! 

Nej, jeg synes hvis du har lyst til et barn så er det bare om at komme i gang. Der skal nok ikke gå for lang tid inden du beslutter dig.

Personlig hvis det var mig og jeg var en lidt ældre mor ville jeg sørge for at "holde mig ung" på den måde at man holder sig sund, slank osv. holder sig op på moden osv. så man kan holde trip med de andre klassekammerater osv mødre. (dette er jo først relevant når barnet er meget ældre)

Jeg tror det er meget med hvordan man er i sind, og hvordan andre ser på en (om man går i bedstemor tøj eller om man stadigvæk gør noget ud af sig selv) alt dette er jo også først relevant når barnet er meget ældre og begynder at sammenligne med andres forældre.

Børn elsker jo ubetinget hvis man er en god mor. Ung, gammel, tyk, tynd, rig, fattig. Hvis man elsker sit barn, holder det trygt og sikkert og overøser med kærlighed mm så vil barnet jo få et godt liv.

Der er jo utrooolig mange som får børn i midten af 30´erne så du vil jo ikke være så meget ældre.

Hej

Jeg er 39 år og er lige blevet mor til en lille pige vha åben donorsæd på en privatklinik. Selvfølgelig er du ikke for gammel til at få børn. Hvis du virkelig ønsker et barn så skal du ikke lade din alder være en hindring

Tak for jeres gode svar. Det betyder meget at hører fra andre, der har været / er i en lignende situation. Jeg kommer helt sikkert til at bruge denne side meget, hvis / når jeg tager beslutningen.

Jeg ved godt at jeg ikke skal vente for længe med at beslutte mig, og det tror jeg heller ikke det kommer til. da det hele tiden kører i mit hoved.

Hvis du gerne vil have et barn, så syntes jeg bestemt ikke du skal lade dig afskrække af udsigten til at være enlig mor, så længe du har overvejet hvad du løbende skal være opmærksom på og ellers så er ærlig omkring det, så mener jeg ikke det bør være et problem.

Men jeg må også skrive, at jeg inden jeg fik min datter ikke kunne forestille mig hvorfor nogen ikke ville have børn, men var selv begyndt at overveje tanken om det ønske egentlig stemte overens med den fremtid jeg ville have. Det at få børn er at fjerne fokus væk fra sig selv, og fokucere 100 % på et andet menneske især det første år, men alle ens prioteter skal være udfra det faktum at man nu pludselig er forældre, og enlig mor, så det giver nogle "begrænsninger". Jeg har valgt en anden vej end den jeg oprindelig så mig selv på, fordi jeg blev gravid og skulle træffe et valg, men jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad jeg havde lyst til. Det jeg egentlig vil skrive er at jeg tror man skal være så sikker som man kan på at det rent faktisk er et barn man vil have, for et barn er der, både når det er belejligt og ikke så belejligt. 

Det er nogen af de tanker jeg havde inden jeg blev gravid, under og efter, og ud fra din egen beskrivelse om hvordan dit liv ser ud, syntes jeg det er vigtig før man vælger at sætte et barn i verden, stiller sig selv spørgsmålet om, hvorfor man vælger at fravælge et barn, for så kort efter at tilvælge et barn, så man er sikker på det er barnet man ønsker, og ikke ideen om et barn eller ideen om familie/udødelighed.

Ved godt det kan læses lidt hårdt, det er bestemt ikke ment sådan

Jeg var i næsten samme situation for 1-2 år siden. Har aldrig villet have børn og har levet som single størstedelen af mit voksne liv, med nogle korterevarende forhold (op til 3 år) ind imellem. For ti år siden blev jeg så gravid ved et uheld, fik en abort, men har spekuleret lige siden og ind imellem fortrudt. Jeg blev mere og mere skruk i løbet af 30'erne og fandt for et par år siden ud af, at jeg ikke kunne leve med, ikke at få børn. Jeg var begyndt at savne at have en familie og  tanken om at blive gammel og ikke have noget familieomkring mig, var slet ikke til at holde ud.

Så efter mange spekulationer og undersøgelser om det ene og andet besluttede jeg mig for at blive alene-mor via en donor på klinik. I mellemtiden har jeg så mod forventning mødt en mand, som jeg har kærestet lidt med, men frem for alt er venner med, og vi har lavet en aftale om at få et barn sammen.

Uanset hvordan man gør det, så kræver det selvfølgelig nøje overvejelser. Alderen mener jeg ikke skal stå i vejen, som de andre siger, hvis man er fit og ung af sind og har mod på det (jeg er selv 42), men man bør efter min mening selvfølgelig ha' gjort sig tanker om, hvilken betydning det kan få for barnet og være forberedt på at støtte på de rigtige måder. Fx hvis folk spør', hvor faren er. Jeg kan anbefale dig et site som hedder Selvvalgt Enlig Mor, hvor kvinder i samme situation mødes og kan snakke om forskellige aspekter af det, at have valgt at få barn alene.

Det er ihf vigtigt at være forberedt på den situation, som man har truffet valg omkring.

Held og lykke med det !