"Overarbejdende kæreste"
Hej Trine
Min kæreste og mig har snakket meget om at få et barn sammen. Faktisk havde vi planlagt hvornår vi ville forsøge og har glædet os utoligt meget til at lave et lille liv sammen og blive forældre. Vi er begge midt i tyverne. Jeg synes der er godt styr på det praktiske og det økonomiske osv.
Men det der bekymrer mig er, at min kæreste arbejder rigtig meget. Han kan pludselig blive sendt til den anden ende af landet og være væk en hel uge (hvilket sker ofte). Det er efter min mening lidt ustabilt og jeg bekymrer mig over hvordan det vil blive hvis/når vi får barn. Ikke mindst hvordan barnet vil opleve det som lidt ældre???
Jeg kan godt komme til at føle mig svigtet, når han sådan tager afsted og føler at penge og ydre værdier er vigtigst for ham. Så hvordan vil et barn ikke føle det? Min egen far har ikke vist anden interrasse i mig end at han har givet mig ting og gaver for at kompensere for sin manglende tilstedeværelse. Det har taget mig lang tid at bearbejde. Det vil jeg ikke "udsætte" mit eget barn for.
Jeg er bange for at blive "enlig mor" i forholdet.
Jeg vil lige tilføje, at jeg har givet udtryk for mine tanker, frustrationer og bekymringer samt ønsker og behov. Men med det job han har, bliver det nok ikke anderledes:'(
Jeg er virkelig forvirret over hvad jeg skal gøre, vælge, sige osv. Jeg ønsker mig brændende et barn og det gør min kæreste også, men...
Det skal lige siges, at min kæreste er utrolig kærlig, ansvarsfuld osv. Mit eneste, men store problem, er hans arbejde. Jeg ved aldrig helt hvor jeg har ham henne.
Jeg håber ikke det blev alt for rodet at læse. Kan du give mig nogle råd? Ved godt at det kun er mig og min kæreste der kan tage beslutningen, men gode råd kan altid bruges.
Mvh
Trines svar
Hej!
For mig lyder det som om det aller aller vigtigste er på plads - nemlig jeres indbyrdes kærlighed og at I vil hinanden så meget, at I begge ønsker at få et barn sammen. Større kærlighedserklæring findes næppe!
Jeg kan godt forstå din bekymring - og du ved endnu ikke om det bliver et problem for jer - ligesom jeg slet ikke tror det er et problem for jeres fælles barn, at far er væk i perioder, hvis han ellers er nærværende og kærlig overfor dig og barnet, når han er hjemme. Der findes forældre, der er fysisk tilstede, og hvor der trods det ingen kontakt er.
Jeg forstår som sagt din bekymring - og mit råd er: lad ikke dét at have et problem blive til et problem. Hvis du gør det, får du to problemer i stedet for ét. Forstået på den måde, at du er rigtig, rigtig træt af at din kæreste er meget væk - klart nok - selvfølgelig savner du ham- og du ved ikke, om han bliver fraværende som far, kompenserer med gaver mm. Det er, hvad din far gjorde og det er klart du ønsker at beskytte jeres barn mod det, og det er en projektion - dvs. dét du tror om din kæreste.
Jeg fornemmer på det, du skriver, at I har en god kontakt og er enige om mange ting. Desuden virker du som en stærk og selvstændig pige, der sagtens kan klare meget på egen hånd - jeg tror, at jeg ville springe ud i det. Held og lykke med det.
venlig hilsen
Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
