bare mig

første gang gravid, dagen efter mit bryllup og gravid i uge 32,4...
Jeg havde gåt hele dagen og haft ondt i maven, alle blev ved med at sige at det nok bare var barnet der fyldte... der var ikke nogen det troede på mig, så jeg tænkte bare på noget andet.

men ca kl. 20, får jeg så ondt i maven, at jeg bare ikke kan stoppe med at græde, min mand ringer til jordmoren på fbr. hospital.. jeg kunne ikke selv snakke med dem da jeg var helt opløst i gråd.. men jordmoren ville snakke med mig,, jeg forklarede så godt jeg kunne hvordan jeg havde det, hun sagde at jeg lige måtte slappe lidt af, hun forslog at jeg spiste noget aftensmad og så ventede en time eller to, og så kunne jeg komme ind på hospitlet.
jeg blev så fustret over, at der bare var ingen der troede der var noget alt, allle syntes bare jeg var pivet.
men kl. 21, kan jeg ikke holde det ud mere, jeg kryber mig ud af min lejlighed med min mand ved min side.. ned på nørrebrogade og finde en taxi... hvorfor er de der aldrig når man skal bruge dem? jeg græd højlydt mens jeg klamrede min hånd fast til min mave. endelig fik vi en taxi og så hen på hospialet..
Da vi kommer derhen har jeg fået et endnu dårligere.. (jeg vil lige sige at jeg ikke på noget tidspunkt tænker over at min fødsel er i gang, jeg tror at det måske er forstoppelse eller sådan noget) en jordmor ser straks hvor dårligt jeg har det, og beder mig om at ligge på en briks, så hun kan sætte elektroder på min mave, men jeg kan slet ikke ligge på ryggen og river dem af.. hun er bare sådan en sur ældre dame, der siger at jeg lige må tage mig sammen, men det kan jeg ikke, jeg kaster op og kan ikke gå, stå eller ligge ned.. samtidig er jeg så bange for at der er set noget med mit barn... jeg var dybt ulykkelig, var i en ond drøm... efter 15 min. af jamren beslutter jordmoren sig endelig om at kigge mig dernede.. hun siger lige pludselig "herre gud, du er jo åbent 9 cm" jeg ved ikke hvad der betyder, men kan godt regne ud at det ikke er godt..

jeg har altid haft sådan en romantisk drøm om at føde, jeg ligger i en blød seng, med stigebøjler, min mand står ved min side, barnet kommer ud og bliver lagt til mit brygt, hvor det straks begynder at sutte. englene synger og alt er hvidt og rent.

men jeg bliver nærmest skuppet ind på et værelse hvor der er en lille hård briks, ingen stigbøler eller varme bade.. jeg har nu forstået at jeg skal til at føde mit første barn,, jeg græder så meget og røver at fortælle jordmøderne at min fødselsforberedning først begynder onsdag.. men inden hører på mig... jeg skal tisse og med støtte fra min mand humper jeg mig ud på toilettet, der går mit vand.. ind på briksen igen og brække mig lidt mere.. så kommer der den første præsse ve, og en til og en til og så flyver der en baby ud med sådan en stor fart.. han skriger med det samme. 2110 g og 49 cm. lang. Børnelægen er levet tilkaldt,, ser ham an, klipper hans navlesnor og ruller ham ind og så får jeg ham op til mig, mens jeg bliver syget.. (og det gjorde virkelig også ondt) 10 min. eter bliver mit barn og min mand kørt på hvidovre hospital, de skal ind på neonatal.
Her ligger jeg så helt alene, med flad mave og uden mand i 2 timer og venter så af blive kørt ud til dem.. det er de længste 2 timer i mit liv....

endelig kommer jeg der ud og kan rigtig kigge på min lille baby, han er det smukkeste jeg nogensinde har set... man kan ikke sige at jeg elskede ham ved første blik, men jeg ville gøre alt for ham...
Junes er en meget stærk lille dreng,
2 uger på neonatal med sonde mad, malkemaskiner, fedtet hår og sorte rander... Så måtte vi komme hjem.. vi var meget heldige, ikke alle for tidligt fødte børn kommer hjem så tidligt.

Det var et helvede at være på hospitalet, men lægerne var dygtige og søde.

jeg er næsten kommet mig, men det tog lang tid med mange underlige tanker.

Junes er nu næsten 3 mdr. gammel. jeg elsker ham mer end himmel og jord. han er bare så sød og nuttet og er næsten ikke bagefter.

tak fordi du gav dig tid og læste dette..

Kæreste AnnaSørine Jeg sidder her og småtuder over dit indlæg :'( Jeg genkender så meget i det fra min egen første fødsel, at det er helt deja-vue-agtigt for mig at læse. Jeg fødte godt nok først i 34. uge men hele fødslen tog 50 minutter. Jeg var lige blevet indlagt på Hvidovre, fordi jeg havde det dårligt. Pludselig sagde det 3 høje knæk-lyde i mit bækken, så var der vandskylle ud i hele sengen og 50 minutter efter var Theodor ude. Jeg var syg af akut svangerskabsforgiftning og nåede ikke at registrere ret meget, var besvimet under en del af fødslen og stuen vrimlede med alt for mange mennesker, der skulle dit og dat. Jeg nåede at få en rygmarvsbedøvelse pga. for højt blodtryk men fik presseveer lige efter. Jeg nåede ikke at se Theodor, pludselig var han og Michael væk, jordemødrene var gået ud (vagtskifte) og jeg lå tilbage med flad mave, uden mand eller barn, og jeg HYLEDE. Var slet ikke klart til at blive mor dér. Vi var indlagt 11 dage på Hvidovre. Theodor var 3 dage på neonatal og få hjælp til at trække vejret, derefter 4 dage i lyskasse. Han vejede 2680 og var 48 cm. Han kunne ikke sutte, så jeg skulle malke ud 6-8 gange i døgnet PLUS give flaske, og han fik sondemad oveni. Jeg genkender alt for godt dét du beskriver med sonde, malkemaskine, fedtet hår og sorte rande under øjnene, jeg var leveringsdygtig i det hele. OG... oveni det hele udviklede jeg uden at vide det en fødselsdepression, som har kostet mig dyrt, fordi jeg aldrig blev behandlet for den. Vi har også været heldige. Efter vi kom hjem har der aldrig været problemer med Theodor, han fik ikke flere infektioner end andre men var selvfølgelig mere gul, rynket, træt og mindre end de andre børn i mødregruppe, så jeg græd tit når jeg kom hjem fra mødregruppe. Jeg følte mig som Nora Malkeko og kunne ikke komme nogen vegne, fordi jeg hele tiden skulle være i nærheden af malkemaskinen med mine lange brystvorter (som heldigvis er blevet normale igen efterfølgende ;)). Nå, dette blev alt for langt, ville bare sige at jeg føler med dig og følte nærmest jeg selv kunne have skrevet dit indlæg. Knus Tina

Hejsa AnnaSørine..

Jeg har læst din indlæg og synes det er ja, jeg kan ikke engang sige hvad jeg synes. Skræmmende at der ikke blev set om det var fødslen der var i gang før. Hvor må det have været forfærdeligt at have så ondt og at det hele blir så forvirrende fordi der skal ske så mange ting på en gang..
Jeg kan godt følge noget at det du skriver, neonatal afdelingen med malkemaskiner, sorte render under øjnene osv... Jeg har selv en søn der er født i uge 30 (1370 G og 41 cm)
På den anden side vil jeg også gerne have lov at sige at jeg synes du er "heldig" (hvis jeg må kalde skrive det:-) ) Jeg hørte ikke min søns første skrig (jeg var i fuld narkose under fødslen) Og rigtig fedt at I kom hjem så hurtigt, det er bare sigtig dejligt at høre at ikke alle skal være på sygehuset så længe.. (vi var der i næsten 2 måneder, og ja jeg vil give dig ret, det var et helvede at være på sygehuset.)
Jeg synes det er rigtig flot at du næsten er kommet over det allerede, (min søn er 2 år nu) og jeg tænker stadig tilbage på det som en ond drøm, der bare ikke vil stoppe igen. Han var skøn og meget meget lille, kæmpede virkelig for sit liv. Lægerne var godt og gjorde det rigtig flot, de brugte også lang tid på at forklare mig hvad der skulle ske hele tiden, f.eks. da han skulle opereres.) Jeg er bange for at få flere børn, hvis det nu skal være samme oplevelse..
Jeg synes det er dejligt at han klare sig godt.. Det er så dejligt at høre om andre for tidlig fødte der klare sig godt.. :-)

Knus fra Camilla