Føler mistro!

Hej Allesammen

Jeg skriver denne gang som anonym, da det kommende er noget der virkelig generer mig og jeg føler mig flov over det 

Det bliver nok noget af en smørre, så her kommer den!

Jeg er 20 uger henne i min graviditet, min kæreste og jeg har været sammen i 3½ år og jeg har egentlig aldrig tvivlet på hans kærelighed til mig.

Her i min graviditet er jeg blevet mistroisk og suspekt overfor min kæreste, han er en pæn mand og både mænd og kvinder finder ham attraktiv. Det har ikek generet mig før, indtil nu....

Jeg har det dårligt når min kæreste er i byen, jeg udspørger ham nærmest dagen efter om hvor de var, hvem han var der sammen med og havd de lavede etc. hvilket jeg aldrig har gjort før...

Jeg hader at havde det sådan her og forsøger virkelig at undertrykke det, men det er svært.... Har ikke fortalt ham, at jeg har det sådan.

Ved det i bund og grund skyldes min egen usikkerhed, da jeg har svært ved at acceptere at jeg er vokset en del og måske har taget 5 -7 kg på - kan ikke være i mit tøj, føler mindre værd over min krop og forsøger virkelig, at se det som noget usædvanlig smukt at være gravid, men det kniber lidt.

Det smitter af på mit humør og selvfølgelig min lyst til sex, jeg har virkelig brug for at min kæreste viser mig, at han stadig finder mig attraktiv... Men der har bare været så meget, så meget som ikke har givet os begge det overskud  det kræver, at bidrage med noget ekstra.

Min kæreste glæder sig til at skulle være far, han aer min mave og synes det er fantastisk og siger selv, at det ikke er et turn off for ham.

Men det piller ikke ved, at jeg stadig føler mistro og betvivler ham. Bare sådan en lilel ting som, at han en dag kun fortalte miig 2 ud af de 3 steder han havde været i byen, giver mine grimme tanker frit spil - hvorfor udelukker han at fortælle det, hvad skjuler han....!

Jeg har det så dårligt med at have det sådan her, jeg har aldrig oplevet det og grimmes ved at være mistroisk. Jeg har meget svært ved at acceptere denne usikre del af mig selv, da jeg aldrig har oplevet disse følelser samt, jeg i bund og grund ved, at der ikke er noget hold i de tanker!

Jeg har som sagt ikek sagt noget til ham, for jeg synes det er på grænsen til noget sygeligt... Og fordi det bunder i min egen usikkerhed. Har tænkt mig at sige det til ham, men skal lige have leveret den på en sådan måde, at det kommer ud rigtigt.

Er der andre herinde der har oplevet lignende?

Jeg oplevede det slet ikke i den grad som du men jeg oplevede også en periode i min graviditet hvor jeg i den grad skulle bekræftes at han ville mig, vores daværende ufødte barn og at det nok skulle gå. At min krop sådan forandres fandt jeg svært selvom jeg nød at bære mit barn så der blev derfor både ryddet op i nogle venner, vores liv, købt ny lejlighed osv.

At få et barn er en kæmpe omvæltning og der er en grund til at man taler om "graviditetshormoner"

Så næste gang du mærker "besættelsen" så forsøg at slå koldt vand i blodet og tænk at du er halvvejs. se hvordan du har det når jeres barn er født og så tag det derfra

Pøj Pøj

Jeg syntes at du skal fortælle ham hvordan du har det. Han kan sikkert forstår det. Det er ikke rart at går med usikkerheden og specielt når man er gravid. Det er mange hormoner der spiller et spil.

Jeg havde det på samme måde, jeg har aldrig været jaloux men jeg har altid sagt til ham at jeg vil vide hvor han er henne. Men da jeg blev gravid og min krop forandrede sig der blev jeg jaloux for min mand var ikke interreseret sig meget for sex som han plejede at være. Så tog jeg et snak med ham om det. Der fortalte han at eneste grund han ikke gad at have sex var, at han var bange for at skade babyen og bange for at sætte fødslen igang.

Held og lykke med det

jeg har selv haft jalousien inde over her under graviditeten, men ikke i særlig høj grad og det skyldes måske netop at jeg har været ærlig omkring den overfor Søren. jeg synes du skal fortælle din kæreste, at det at din krop ændrer sig så meget under graviditeten gør dig usikker primært på dig selv fordi du ikke føler dig ligeså attraktiv som før og det får du så kastet over på ham og bliver jaloux, selvom du jo egentlig godt ved at du ikke bør være det. jeg er sikker på han vil berolige dig, tage nogle hensyn og ikke mindst fortælle dig hvor smuk han synes du er med maven og alting

da jeg sagde det til Søren, i et grådanfald, kunne han ikke lade være med at smile og grine lidt, for som han sagde - det var helt dejligt at vide at JEG kunne være bange for at miste HAM, når det var noget han gik og troede kun fungerede omvendt

det der med at være ærlige overfor hinanden er stærkt undervurderet, jeg synes du skal prøve det og er sikker på der udelukkende kommer noget positivt ud af det for jer

har selv haft og har det sådan.

jeg har sagt rent ud til ham jeg er i en periode hvor jeg har brug for ham og hans kærlighed.

jeg har let ved at at få brygget helt vildt sammen inde i hovedet, og skal til tider lige vende og dreje det nogen gange ender det i skænderier andre gange når det ikke så vidt og jeg kan smågrine lidt af mig selv...

men inderst inde ved jeg han er glad for mig...

bedre gør ikke vi skal lære hinanden at kende sammentidig med graviditeten, da jeg jo var gravid da jeg mødte ham...

så det bedste du kan gør er (tror jeg) at fortælle ham hvilket tanker du har og hvordan du ser dig selv og hvad du har brug for for at føle dig støttet og elsket