de sidste par måneder har vi nok set i hvert fald 5 film hvor ufrivillig barnløshed indgik. altså som i "vi har kæmpet sådan og intet barn fået" og "da du var i hormonbehandling og min sæd blev oprenset" og ikke mindst "da vi havde skemalagt sex" osv osv. vi har snakket en del om, at det pludselig er blevet et helt normalt emne og noget mange må kunne relatere til, siden det ligefrem finder vej til hollywood.
det er både rart, for så føler man sig ikke helt u-almindelig. men det er da også barskt at emnet dukker op når man sidder og hygger med en film. nu er jeg jo gravid og har været det mens vi har set de her film, men jeg bliver alligevel meget meget berørt af emnet. især i den ene film, hvor hovedpersonen får at vide, at søsteren er gravid og hun fortæller sin mand det og begynder at græde mens hun undskyldene siger, at hun jo virkelig ER glad på søsterens vegne.
jeg tænkte bare, om vi er de eneste der har bemærket dette "nye" fænomen og hvordan I andre har det med at se emnet blive brugt som noget normalt i film og hvordan I har det med at det kan dukke op mere eller mindre ud af det blå? 
Interessant og godt emne du tager op her. Har selv studset over tendensen til "Barnløshed på film", i serier osv. For 10 år siden var det vel kun i "Venner" man oplevede det i forholdet mellem Monica og Chandler.
Bliver selv dybt berørt, fordi jeg netop står i den situation som du så godt kender til. Må indrømme, at jeg synes det er hårdt at skulle nyde en film, og så dukker emnet op - smask lige i hovedet på en. Men samtidig synes jeg det er super godt, at nogen skildrer barnløshed og hvad det medfører af smerter, konflikter osv.
Jeg kan jo så levende som var det mig i den stol, relaterer til den indre konflikt som ligger i, at være barnløs og så få afvide, at ens søskende venter sig. Oplevede jo netop dette for små 14 dage siden, og det var virkelig ikke nemt, og meget smertefuld.Det er anden gang det sker, og det er ikke blevet nemmere.
Kunne egentlig godt tænke mig, at hvis man skildrer barnløshed, at man så gør det på alle måder, og ikke blot har ondt af paret, eller kun skildrer sorgen, men at man også skildrer den skam, fortvivlelse, ensomhed etc. som følger med.
Nu har jeg ikke lige se de film du omtaler, men synes det er godt, at den splittelse der ligger i, at være dybt ulykke og lykkelig på samme tid bliver skildret som du nævner. Det er jo præcis den følelse man render rundt med.
Der er rigtig meget skam forbundt med barnløshed. For mig, ikke så meget omkring det ikke at kunne selv, men mere omkring de tanker og følelser man får, og den misundelse som sniger sig ind på en, og som man - jeg - ikke kan genkende fra før.
Der er ingen tvivl om, at det påvirker en meget...Og måske meget mere end man lige regnede med, da man begyndte at overveje om der evt. var noget i vejen.
Jeg håber da på, at når nu det bliver mere og mere almindeligt at skildre i film, at det så evt. vil medføre lidt mere forståelse udefra. Selv om der er laaang vej til fuldstændig forståelse må små skridt være de første tegn på forbedringer.
Kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at tendensen måske er stigende, fordi flere og flere netop oplever barnløshed.
Gid det ikke er sådan. Ønsker ikke, at selv min værste fjende skal igennem det helvede.
Nu kom jeg vist lidt omkring. 
