Jeg husker ikke selv, at have oplevet, at nogle har irettesat mine børn.
Så har det ihvertfald været i en situation, hvor jeg er okay med det.
F.eks. når vi besøger min mor, så er det helt i orden at hun bestemmer reglerne, og siger fra overfor ting, som mine unger vil/gør, som hun ikke vil have. Men som oftest er jeg der selv og irettesætter selv mine børn.
Lige sådan vil jeg også helst have, når jeg er til stede, at jeg bliver spurgt ad, om det er okay at andre træffer en eller anden beslutning omkring mine børn ....F.eks. at de lige forhører sig hos mig først, inden de bare vælger, at de gerne må lege udenfor, eller at de gerne må få en is ...eller hvad det nu lige måtte være.
Jeg er okay med det meste, men jeg syntes dog, når jeg ER der, at det er op til MIG, om det skal være sådan eller ej.
Når jeg så f.eks. overlader ungerne til min mor, så er det selvfølgelig HENDE der har ansvaret og træffer beslutningerne! Det har jeg det helt okay med.
Men når det kommer til fremmede, altså folk i et indkøbscenter, f.eks, som jeg overhovedet ikke kender, så tror jeg faktisk at jeg ville blive harm over det, hvis de blandede sig eller irettesatte mine børn. Igen - når jeg ER der, så skal jeg nok tage mig af det!
Det er nok forskelligt fra voksen til voksen HVORNÅR og HVORDAN man syntes, at børn skal opdrages og hvornår der skal skæres igennem. Og jeg syntes da også det er skidt, hvis forældrene slet ikke reagerer på det, hvis deres børn opfører sig skidt.
Men det skulle altså berøre mig eller mine børn, før jeg ville blande mig!!
Hvis et barn råber og skriger, så er der hurtigt mange blikke i retningen af det og dens forældre ...og man er jo ingen måde en dårlig forældre, blot fordi ens barn tager sig en skrigetur i centret. Men puuuhaa, det er vist de fleste forældres svedende marridt.
Dér hvor jeg måske KUNNE finde på at blande mig, ville være, når det berørte mig. Som f.eks. hvis et barn har sådan en børne-indkøbsvogn, og stormede rundt som en sindsyg i butikken og bare jordrede op i knæhaserne på mig, så jeg var ved at knække sammen på gulvet i en blanding af forskrækkelse og smerte, så ville jeg nok kunne finde på at sige noget i stil med "SE DIG FOR, OG KØR ORDENTLIG MED DÉN VOGN!!" ....ligesom jeg ville, hvis det havde været en voksen, der havde gjort det.
Jeg skal ikke kunne sige mig fri for at have sagt "Nej" eller "Stop - Ikke slå" til andres børn, hvis de har været ved at gokke mit barn én oveni hovedet. Måske ville forældren selv have sagt noget til sit barn, hvis ikke jeg kom i forkøbet ...hvad ved jeg?! Og måske burde man lade forældrene....?!? .....Men hvis ikke en forældre er tilstede, eller måske bare ikke rigtigt reagerer på det, så vil man selvfølgelig ikke bare lade stå til, og lade det andet barn fortsætte sin adfærd.
Så for mig er det nok primært en vurdering, fra gang til gang. Hvor jeg måler og vejer, om det er "nødvendigt" eller ej, at jeg blander mig.
Hvis det GÅR UD OVER mig eller mine børn, så er jeg ikke bleg for at sige noget, hvis ikke forældrene selv reagerer!
Og jeg er selv en forældre, som reagerer og opdrager mine børn.
Måske ikke som alle og enhver mener det bør gøres (for vi gør det jo alle på vores egne måder), men jeg handler dog!
Hvis ikke jeg gjorde, så ville andre jo "være i deres ret" til det, på én eller anden måde. Men da jeg selv mener, at jeg er ret hurtig til selv at reagerere og handle, så mener jeg ikke, at andre er i deres ret til, at blande sig.
Men det er selvfølgelig svært at sige med sikkerhed, hvordan man ville føle og reagerer, da det meget afhænger af situationerne.
