Nu er der snart gået en måned siden jeg fødte Mikkel og Emil, og det må være på tide med en FB.
Det hele startede mandag morgen den 28. juni. Jeg skulle til planlagt vækstskanning og stod op kl 6.30. Jeg kunne dog mærke at der var noget i gære, men slog det hen med plukveer. Så jeg rullede bare stille og roligt derind af kl 7.30.
Da jeg nåede frem til sygehuset måtte jeg gå foroverbøjet af smerter og jeg henvendte mig til sekretæren i ambulatoriet og sagde at jeg vidst nok havde veer. "Nå da" sagde hun og bad mig tage plads i venteværelset, hvor jeg så sad og ventede i 30 min på at blive kaldt ind.
Jeg blev skannet og sygeplejersken kunne se at Mikkels hoved sad meget langt nede i mit bækken. Jeg blev overflyttet til fødegangen med det samme. Jeg fik ringet til Jesper som var på arbejde og fik fortalt at jeg nu lå på fødegangen med veer og at han da meget gerne måtte komme. Han var der 30 min efter.
Jeg blev undersøgt af en jordemoder som kunne se at at min LH var helt udslettet, men jeg var ikke begyndt at åbne mig endnu. Hun kunne ikke sige om det blev fødsel i dag eller om det ville gå i sig selv igen. Hun konfererede med en læge om de skulle forsøge at stoppe fødslen (jeg var kun 33+3), men lægen sagde at naturen skulle have lov til at gå sin gang.
Så lå jeg der mens veerne tog mere og mere til. Kl 14 havde jeg kun åbnet mig 2 cm og de valgte at overflytte mig til barselsgangen, for det var tvivlsomt om jeg ville føde i dag. Som sagt så gjort. Jeg blev overflyttet kl 15 og nåede at ligge der mindre end en time før veerne for alvor tog til. Tilbage til fødegangen igen, denne gang med voldsomme veer. Jeg havde nu åbnet mig 4 cm.
Så gik der ca 2 timer i rent smertehelvede før der var en jordemoder som spurgte mig om jeg havde overvejet smertelindring. Øh ja tak!!! Så kl 18 kom narkosen og gav mig en epidural blokade. Jøsses hvor er det bare verdens bedste opfindelse!!! Jeg slappede fuldstændig af og blev helt lam fra livet og ned. Skøøøøøønt
.
Kl ca 19 var jeg pludselig 8 cm åben og de valgte at prikke vandet på Mikkel. Så gik det hele pludselig lynhurtigt! Mine veer tog til, og her startede de første komplikationer. Mikkels hjertelyd faldt ned til 50 hver gang jeg havde en ve og de første par gange det skete steg den af sig selv efter veen var ovre. Men pludselig holdt den bare op med at stige igen og lå konstant på 50. Så skal jeg da lige love for at der kom mennesker på stuen. 2 fødselslæger, 2 børnelæger, 2 jordemødre, 1 narkoselæge og 1 assistent. De tog en masse blodprøver fra Mikkels hoved for at se hvordan han iltede sit blod, og det så nogenlunde ud. I mellemtiden begyndte jeg at få presseveer og fødslen gik for alvor i gang. Jeg blev bedt om at presse som hvis det gjaldt mit liv, for Mikkel havde det ikke optimalt derinde og ville meget gerne ud. Og jeg pressede og pressede og råbte at jeg fandme ikke var skabt til at føde og at nu måtte de dælme godt snart få ham ud
. Det eneste jordemoderen havde at sige til det var "der er kun 1 vej ud Mia og nu presser du bare". Det gjorde jeg så, og kl 21.30 kom Mikkel til verden
Jeg fik slet ikke set ham, for børnelægerne tog ham med det samme over på et lille bord hvor de gav ham C-Pap og prøvede at få ham til at give lyd fra sig. Det var et mareridt ikke at vide om han var ok. Da så endelig børnelægen vendte sig om og rakte tommelfingeren i vejret, brød jeg ud i krampegråd af lettelse. Han var ok.
Nå men i mellemtiden havde de prikket vandet på Emil og jeg fik presseveer igen. Kl 21.55 er Emil så født. Ham så jeg heller ikke for han skulle også have vejrtrækningshjælp. Og midt i det hele så jeg dem putte Mikkel i kuvøse og drøne ud af døren med ham. De fortalte ham at de tog ham med på neo og at jeg ville se ham senere. De stak Emil ned til mig i ca 2 sekunder og så kørte de osse med ham.
Der lå jeg så, og Jesper så helt fortabt ud. Skulle han følge med drengene eller blive hos mig?? Jeg sagde til ham at han skulle gå med vores drenge. Jeg ville følge lige i hælene på ham.... troede jeg da. Men nej sådan skulle det ikke gå, for så begyndte jeg ellers bare at bløde som en stukket gris. Moderkagen ville ikke løsne sig og livmoderen ikke trække sig sammen. De trykkede og trykkede på min mave hvert 5. minut og det stod i stråler ud af mig! 1,5 liter i alt.
Der gik 3 stive timer inden jeg endelig blev kørt over til mine drenge. Hvilken lykke endelig at se dem. De lå i hver deres kuvøse med C-Pap på, men jeg fik Mikkel ud og sad med ham i næsten 1 time og bare stirrede på ham. Emil måtte blive i kuvøsen fordi hans iltmætning i blodet kørte lidt op og ned.
Klokken var 3 om natten inden vi kom i seng. Vi sov stort set ikke, men lå bare og kiggede på hinanden og holdt hinanden i hånden. Hvilket mirakel vi lige havde været igennem. Har aldrig oplevet noget så stort, og kommer sku nok heller ikke til det. Ja gu fanden gør det ondt, men hvor er det bare det hele værd. Jeg ville gøre det igen til hver en tid.
Der følger lige et par billeder fra lige før fødslen og lige efter.
