Jeg må jo nok erkende det nu

Ja nu syntes jeg ikke jeg kan holde hovedet i busken og skjule det mere.
Jeg er trist og ked af det det meste af dagen, har svært ved at få tingene til at fungere pga smerter, og er nået dertil hvor jeg bare ikke orker mere nu.
Jeg kunne i realiteten overlade mand og børn til sig selv, bare for at få ro.
Jeg trænger så inderligt til ro.
Er så træt af den person jeg er lige nu, med smerter, intet liv og de eneste jeg taler med i løbet af dagen er mine børn, dag ud, og dag ind, og så lige lidt familie, eller en pædagog i ny og næ.
Jeg bryder mig ikke om mit spejlbillede, og er hamrende træt af at kunne tude til tv avisen, eller hvilket program de nu lige sender i tv.
Det meste af tiden går her foran computeren, med at surfe, eller spille lidt.
Jeg savner noget seriøst i mit liv, et indhold uden smerter.
Savner at vågne og være i godt humør.

Jeg blev i efteråret behandlet imod depression, og fik det så meget bedre, men nu er jeg tilbage, og nu er jeg jo bare gravid,og havde satset på at bede lægen om de samme piller igen til efter fødslen, da jeg ikke vil udsætte vores barn for noget, men jeg er virkelig nået dertil hvor jeg kunne forlade manden og lade ham have ungerne, jeg vil bare have et liv,finde den glade og udafvendte person jeg faktisk er.
Og have tid, lyst og overskud til mine børn, lave noget sammen med dem uden smerter og nyde dem som jeg burde.
Jeg ser 100 år ældre ud, og ligemeget hvad hjælper det.
Burde måske farve håret mørkt og lade det blive kort, trænger bare drastisk til at der skal ske noget og ved ikke hvor jeg skal tage fat.
Har bare lyst til at ligge i sengen hele dagen, og vente på den næste dag

Håber det hjælper lidt at tømme ud her...
Tak fordi du læste med.

Hej anonyme

Det er godt du kan få skrevet dine tanker ned og dele dem med andre. Det kan i sig selv lette lidt, når man ikke skal rumme det ene og alene. Du er også nået et langt stykke vej idet at du erkender dig selv og dine følelser....
Det lyder som om du har det rigtig dårligt og er deprimeret. Jeg kan godt se, at det er svært at gøre noget mht medicin, når du er gravid, men måske kan du snakke med din læge. Jeg ved ikke om der er noget antidepressivt man må tage under en graviditet.
Jeg kan godt forstå dine tanker om at forlade både hus, mand og børn. Når man har det sådan, vil man bare være alene og ikke forstyres af nogen. Men det værste man kan gøre er efter min mening og erfaring, at trække sig væk fra verden.
Jeg synes det kan hjælpe, hvis man måske kan gå en tur, tage noget make up på så man føler sig knap så afskyelig osv. Det er bare lettere sagt end gjort!!! I know....

Jeg håber din situation snart vender lidt, så du kan overskue hverdagen og din familie.

(H)Mathilde

Hejsa..

Jeg har ikke rigtig nogle gode råd til dig, desværre, men jeg vil bare skrive at jeg et eller andet sted kender de tanker du har.. Og jeg håber virkelig at du snart får det bedre..

Alt held og lykke her fra. Jeg håber at du får en god snak med din læge eller en anden person der står dig nær om dine følelser..

Knus fra Camilla.

det er aldrig sjovt at have det skidt, og det lyder virkelig til du har det af helvede til men når jeg læser dit indlæg er der to ting der slår mig..... dels dit fokus -du skriver rigtig mange gange hvor meget du ville ønske du ingen smerter havde og det er jo forståeligt nok men -

den anden ting der slår mig er at du generelt i indlægget kun har negative ting med -ok det er jo også klart når du skal tømme ud men prøv at lave et indlæg for dig selv magen til det du har skrevet og så prøv at ændre fokus...

altså alle de steder hvor du f.eks skriver jeg ville ønske jeg vågnede op uden smerter skriver du jeg vågner op med smerter men jeg kan alligevel....og så nævner du de positive ting i dit liv!

Jeg ved godt det er pisse svært men tro mig det er først når du når til en erkendelse og accept af at tingene er som de er og at der godt kan komme noget godt ud af det alligevel at du bliver rigtig glad....

jeg har haft angst i 6år og i starten var jeg skide sur over at jeg skulle gå og have det sådan, de første par mdr sov jeg faktisk inde hos mine forældre og jeg var 18 år hvor fedt er det så lige....
Der gik faktisk laaaang tid med at jeg prøvede at bekæmpe det og være sur og bitter over at jeg skulle døje med det men med tiden accepterede jeg at min situation var at jeg altså havde fået angst og det måtte jeg jo så prøve at få det bedst mulige ud af for situationen blev ikke anderledes.....

det blev vist en forvirrende smøre men du er velkommen til at sende en pb hvis du vil snakke