Møg-bulimi :(

Øv, jeg synes jeg kæmper for tiden. Jeg kan ikke rigtig styre mig, selvom jeg har holdt sygdommen i skak så længe...

Det startede for ti år siden, med alt for meget motion og alt for lidt mad. Jeg tabte mig lynhurtigt og rigtig meget. Jeg blev sendt til vægttjek hos lægen, der ikke så mig som syg... Havde han bare gjort det, så var mit liv måske ikke endt i sådan et kaos....

Efter et år på meget lav vægt kammede det over i det modsatte. Alt for meget mad og vægten steg og steg. Hvordan skule jeg takle det? jeg valgte at kaste op, og det har jeg gjort i perioder siden da.. De første 4 år med jævne mellemrum og med en elevatorvægt uden lige. Efter at have mødt kærligheden faldt jeg til ro. Der var en der kunne flytte fokus.... Men nu, 4½ år efter presser det hele sig på igen. Den seneste uge har jeg kastet op 4 gange. 4 gange for meget, det er jeg udemærket godt klar over. Men jeg føler ikke jeg kan være i min krop. Føler heller ikke mit billede af den er realistisk.

Jeg har flere gange talt med læger om det. 5 forskellige læger har sagt at jeg ikke var syg... Men mit sind og forhold til kost er altså ikke raskt..

Hvad gør i andre for at holde jer på måtten? har i fået hjælp, eller kæmper i kampen med jer selv hver eneste dag?

Jeg frygter den dag jeg bliver gravid, at mit billede af kroppen bliver endnu værre. Vi kæmper for at få barnet, men inden i mig ligger frygten for at det bliver rigtig hårdt at kroppen ændres..

Jeg troede jeg havde fod på det........

Anonym skriver:

Øv, jeg synes jeg kæmper for tiden. Jeg kan ikke rigtig styre mig, selvom jeg har holdt sygdommen i skak så længe...

Det startede for ti år siden, med alt for meget motion og alt for lidt mad. Jeg tabte mig lynhurtigt og rigtig meget. Jeg blev sendt til vægttjek hos lægen, der ikke så mig som syg... Havde han bare gjort det, så var mit liv måske ikke endt i sådan et kaos....

Efter et år på meget lav vægt kammede det over i det modsatte. Alt for meget mad og vægten steg og steg. Hvordan skule jeg takle det? jeg valgte at kaste op, og det har jeg gjort i perioder siden da.. De første 4 år med jævne mellemrum og med en elevatorvægt uden lige. Efter at have mødt kærligheden faldt jeg til ro. Der var en der kunne flytte fokus.... Men nu, 4½ år efter presser det hele sig på igen. Den seneste uge har jeg kastet op 4 gange. 4 gange for meget, det er jeg udemærket godt klar over. Men jeg føler ikke jeg kan være i min krop. Føler heller ikke mit billede af den er realistisk.

Jeg har flere gange talt med læger om det. 5 forskellige læger har sagt at jeg ikke var syg... Men mit sind og forhold til kost er altså ikke raskt..

Hvad gør i andre for at holde jer på måtten? har i fået hjælp, eller kæmper i kampen med jer selv hver eneste dag?

Jeg frygter den dag jeg bliver gravid, at mit billede af kroppen bliver endnu værre. Vi kæmper for at få barnet, men inden i mig ligger frygten for at det bliver rigtig hårdt at kroppen ændres..

Jeg troede jeg havde fod på det........

Jeg fårstår dig fuldt ud ! 

jeg havde det i en periode på 2 år i alderen 12 - 14 år, men stoppede brat da min læge sagde mit spiserør havde taget stor skade, jeg fik en bog med hjem om hvad der ville ske (med billeder) hvis jeg ikke stoppede, det var et stort wakeup call for mig ! 

det er selvfølgelig en "nem" udvej til et vægttab, men det er ikke det værd, hvis du prøver at søge lidt rundt på nettet om hvad der sker, tror jeg / håber jeg at det også kan hjælpe dig lidt 

Anonym skriver:

Øv, jeg synes jeg kæmper for tiden. Jeg kan ikke rigtig styre mig, selvom jeg har holdt sygdommen i skak så længe...

Det startede for ti år siden, med alt for meget motion og alt for lidt mad. Jeg tabte mig lynhurtigt og rigtig meget. Jeg blev sendt til vægttjek hos lægen, der ikke så mig som syg... Havde han bare gjort det, så var mit liv måske ikke endt i sådan et kaos....

Efter et år på meget lav vægt kammede det over i det modsatte. Alt for meget mad og vægten steg og steg. Hvordan skule jeg takle det? jeg valgte at kaste op, og det har jeg gjort i perioder siden da.. De første 4 år med jævne mellemrum og med en elevatorvægt uden lige. Efter at have mødt kærligheden faldt jeg til ro. Der var en der kunne flytte fokus.... Men nu, 4½ år efter presser det hele sig på igen. Den seneste uge har jeg kastet op 4 gange. 4 gange for meget, det er jeg udemærket godt klar over. Men jeg føler ikke jeg kan være i min krop. Føler heller ikke mit billede af den er realistisk.

Jeg har flere gange talt med læger om det. 5 forskellige læger har sagt at jeg ikke var syg... Men mit sind og forhold til kost er altså ikke raskt..

Hvad gør i andre for at holde jer på måtten? har i fået hjælp, eller kæmper i kampen med jer selv hver eneste dag?

Jeg frygter den dag jeg bliver gravid, at mit billede af kroppen bliver endnu værre. Vi kæmper for at få barnet, men inden i mig ligger frygten for at det bliver rigtig hårdt at kroppen ændres..

Jeg troede jeg havde fod på det........

Eeej jeg bliver helt galt på den læge, det er da et tydeligt tegn på at du måske er ved at få et tilbagefald.. 

Jeg har selv kæmpet rigtig meget med det (10 år) og er først blevet symptomfri oktober 2009. Det var en lang sej kamp med masser af arbejde og massevis af professionel hjælp! Det er altså bare nødvendigt, for man bliver nødt til at forstå det og sig selv og hvad der forårsager det for at kunne holde op. Nu hvor jeg selv føler jeg er kommet godt og stærkere ud på den anden side, kan jeg se hvor hårdt det i virkeligheden har været.

Jeg har selv været tilknyttet til centret i Risskov, det har været en kæmpe hjælp. Hvis du vil høre lidt mere eller har brug for at læsse af, må du gerne sende en besked

Men hvor er det godt at du lytter til dig selv og så hurtigt er klar over at der er noget galt, det må du ikke lade en inkompetent læge tage fra dig

kram og al held og lykke til dig

Føler med dig, har selv lidt under det, men fik god hjælp af en psykolog, og kan nok kun anbefale at du får styr på "dig selv" inden du bliver gravid. Jeg er lykkelig for jeg har fået styr på mig selv, og fået en masse værktøjer, da jeg virkelig gør brug af dem under min graviditet, og de er simpelthen guld værd, men det kan kræve utrolig meget, så råder dig helt klart til, at have styr på det inden graviditet, og et lillebarn.

Mit problem var bla kontrollen, jeg følte jeg havde kontrollen, når jeg styrede hvad der kom i min mund og ud af den, men gik ikke længe før jeg mistede kontrollen, uden at tænke over at det havde fået kontrollen over mig, og med graviditet, og barn bliver der virkelig noget at se til, så igen vil jeg klart anbefale hjælp, inden du på lægger dig selv mere

håber det bedste for dig, og kan klart anbefale psykolog, det gav en masse for mig, men er vigtigt man er villig til at arbejde med en selv, og være åben om problemerne, og de har jo tavshedspligt

Har du snakket med kæresten om det, for tror bla også at den modgang du møder ( at de ikke tror på dig) gør at det kan blive værre eller fastholde dig i det, da du måske underbevidst vil bevise at du virkelig er syg. Har du prøet at spørge om du må få en henvisning til psykolog eller psykiater (de gør det sammne, men er gratis, og kan derudover også udskrive medicin hvis der er behov for det)

Kan bla anbefale kognitiv terapi

håber det blev til at finde rundt i

Anonym skriver:

Øv, jeg synes jeg kæmper for tiden. Jeg kan ikke rigtig styre mig, selvom jeg har holdt sygdommen i skak så længe...

Det startede for ti år siden, med alt for meget motion og alt for lidt mad. Jeg tabte mig lynhurtigt og rigtig meget. Jeg blev sendt til vægttjek hos lægen, der ikke så mig som syg... Havde han bare gjort det, så var mit liv måske ikke endt i sådan et kaos....

Efter et år på meget lav vægt kammede det over i det modsatte. Alt for meget mad og vægten steg og steg. Hvordan skule jeg takle det? jeg valgte at kaste op, og det har jeg gjort i perioder siden da.. De første 4 år med jævne mellemrum og med en elevatorvægt uden lige. Efter at have mødt kærligheden faldt jeg til ro. Der var en der kunne flytte fokus.... Men nu, 4½ år efter presser det hele sig på igen. Den seneste uge har jeg kastet op 4 gange. 4 gange for meget, det er jeg udemærket godt klar over. Men jeg føler ikke jeg kan være i min krop. Føler heller ikke mit billede af den er realistisk.

Jeg har flere gange talt med læger om det. 5 forskellige læger har sagt at jeg ikke var syg... Men mit sind og forhold til kost er altså ikke raskt..

Hvad gør i andre for at holde jer på måtten? har i fået hjælp, eller kæmper i kampen med jer selv hver eneste dag?

Jeg frygter den dag jeg bliver gravid, at mit billede af kroppen bliver endnu værre. Vi kæmper for at få barnet, men inden i mig ligger frygten for at det bliver rigtig hårdt at kroppen ændres..

Jeg troede jeg havde fod på det........

Kære dig.

Jeg står samme sted som dig; har tilbagegang i min sygdom. For sygdom det er jo altså hvad det er. Vi har en lille djævle af en sygdom kaldet BULIMI! og det skal behandles som alle andre sygdomme. Jeg selv har været tilknyttet et center for spisefortyrrede. Det var rigtig gavnligt for mig, så kæmp for en henvisning til sådan et sted - det er gratis. Dog også meget græseoverskidende at sidde i gruppe og snakke om sine psykiske problemer. Men det måler sig nu bare op med den gavn det giver at være i båd med andre, som forstå een. Jeg håber meget for dig, at du får banket i bordet hos din læge for at få en henvisning. Hvis han ikke tager dig seriøst, ville jeg hel klart skifte læge, for hvilken læge er det så lige han er

Jeg selv går meget med tanke om atter at søge hjælp, men min selverkendelse er ikke nået helt dertil endnu. Håber meget, jeg med de værktøjer jeg fik på Stolpegården, kan stoppe denne onde spiral jeg atter er på vej ind i.

Det er VORES liv og ikke spiseforstyrrelsens liv. Vi skal bare kæmpe i mod. Kæmpe knus herfra

Jeg har lidt af bulimi i 14 år, men har været "clean" i næsten et år nu. Jeg har fået intensiv terapi 2 gange om ugen i halvandet år på et behandlingssted for spiseforstyrrede.

Da min mand og jeg besluttede at vi ville have et barn bestemte jeg mig for at gå i terapi, da jeg ikke kunne se hvordan jeg skulle kunne forene et liv med bulimi og en baby på samme tid.

Vi har nu en skøn guldklump og jeg er lykkelig for at jeg ikke kaster op mere. Da det var værst kastede jeg op 10-15 gange om dagen.

Håber meget for dig at du bliver rask. Det er en frygtelig sygdom som æder en op.

Held og lykke