Jeg sku lige til at gå helt amok da jeg åbnede mailen og læste nyhedsbrevet fra libero (som mange af jer sikkert får hvis I har bestilt diverse gratis pakker
).... Tillykke med den overståede fødsel og bla bla bla.... ja måske jeg ifølge min termin burde kunne øsnkes tillykke med den lille ny men det er altså desværre ikke tilfældet... så jeg sku lige til at brokke mig over at jeg IGEN blev mindet om, at jeg er gået (hvad der føles som) et par måneder over tid 
Nå men det korte af det lange er, at jeg endte med at blive helt glad og sidde og smågrine lidt af mig selv da jeg læste den følgende artikel... dejligt at der er andre der har det præcis som mig 
Så er det ikke mig der er blevet helt skør i hovedet Mon I også kan nikke genkendende til det?
Den "søde" ventetid - om at gå over termin Lad mig som det første slå fast: Det eneste søde ved graviditet post termin er kagerne. Herfra går det kun ned ad bakke! Og selv kager bliver man altså træt af...
Jeg synes ellers, jeg var blevet lovet at føde før termin. Alle tegn i sol og måne pegede i retning af en snarlig fødsel i 37. uge og min kæreste og jeg udvekslede indforståede blikke med vores jordemoder. Jo, den var vist god nok; der var både faststående hoved, tyngdefornemmelse, plukkeveer og brystspændinger. Det var lige oppe over. Det skulle vise sig, at vi blev straffet for dette hovmod og læren, der kan drages af dette er, at man ikke skal glæde sig for tidligt.
Højt beredskab op til terminen Ugerne op til terminen bar præg af hektisk parathed, som med tiden blev ret udmattende. Jordemoderen rådede mig til at være frisk og udhvilet hele tiden, men spændingen over det forestående bevirkede, at jeg sov elendigt, for hver nat syntes jeg at mærke kimen til den begyndende fødsel. Vi lagde ikke nogen særlige planer, for de måtte sikkert bare aflyses. Som dagene gik uden hverken vandafgang eller veer, dalede spændingen, mens rastløsheden og kedsomheden fik bedre og bedre tag i mig.
Baby lader vente på sig Da jeg passerede terminen begyndte luften for alvor at sive ud af ballonen. Slimproppen gik, men intet skete. Der var her, de mærkelige aktiviteter begyndte sit indtog. Hormoner og frustrationer er som bekendt en sprængfarlig cocktail og er på særligt gode dage i stand til at fyre op under personligheds-ændringer af hidtil uset styrke.
Indebrændt bagning Først var der bagningen. Jeg bager normalt aldrig, men fandt pludselig stor sympati for denne tidsfordrivende hjemlige syssel. En sidegevinst er, at det lugter lidt af overskud med al det bagværk og der er derfor billige points at hente i vennekredsen, men ved nøje inspektion afsløredes det, at brødet og kagerne var smagt til med lidt for rigeligt "frustreret salt", "bande-pulver" og "inde-brændt sukker". Måske var det kun mig, der kunne smage det.
Boykot af telefonopkald og velmente sms'er Så kom kommunikationsnedlæggelsen. Under normale omstændigheder nyder jeg at fordrive overskydende tid med en veninde i telefonen, men jeg blev simpelthen så træt af alle de velmente (men pisseirriterende!) opkald fra venner, der ville høre, om der var sket noget. Hvorfor er det lige, folk ikke fatter, at man nok skal sende en sms, når det sker? Desuden havde jeg hverken noget interessant at fortælle eller lyst til at høre om deres liv, der fra mit selvmedlidende perspektiv forekom komplet irrelevant. Altså holdt jeg op med at besvare opkald og sms'er.
Imens tikkede mails ind fra lykkelige nybagte mødre på mit fødselsforberedelseshold (som alle havde termin efter mig). Jeg følte mig som en mislykket væddeløbshest, der med en dårlig smag i munden sendte oprigtige lykønskninger ud i cyberspace. Jeg blev sådan lidt fornærmet på hele situationen og besluttede mig for at være på tværs - måske kunne jeg narre hende ud?! Faktisk gad jeg da slet ikke føde lige nu, så alt det med at være parat blev kraftigt nedprioriteret. De søde ord og sange til ære for den ufødte blev erstattet af trusler om bortadoption eller kynisk tavshed. Heller ikke det hjalp...
Zoneterapi, urtethe og en magisk uro På et tidspunkt så en ny og kreativ side af mig så dagens lys, bl.a. byggede jeg en uro i de helt rigtige sort-hvide, enkle mønstre til baby. Mit naive håb var naturligvis, at hun ville kunne mærke uroens overnaturlige kraft og speede lidt op for processen af den grund. Tænk engang, det kom faktisk lidt bag på mig, da det ikke virkede. Det samme gjorde sig gældende for urteteen og zoneterapien. Det skal dog tilføjes, at selvom zoneterapi ikke virkede fødselsfremmende, så var det hver en krone værd, eftersom det var et par dage siden, jeg selv havde kunnet nå ned til de hårdt belastede fusser.
13 dage over termin I dag er så den 13. dag over termin og et lys har vist sig i mørket. Kl. 9 ringede en jordemoder og vækkede mig (ved de ikke, at højgravide sover længe?). Jeg blev dog hurtigt god igen, da hun tilbød mig igangsættelse i morgen. Yes, så sker det endelig - jeg skal være mor! Og lur mig, om jeg ikke får veer i nat...
Af Charlotte Baltzer Rode
