Lykkepiller el. ingenting?

Igår var kæresten og jeg ude at gå en tur, det var skide hyggeligt - vi er bedst til at snakke sammen når vi f.eks. går ture eller kører bil. Så som så mange gange før snakkede vi dybt igår under gåturen.
Jeg måtte indrømme at der ikke skulle prikkes ret meget til mig før jeg ville bryde helt sammen. Jeg er de sidste dage blevet mere og mere bevidst om at jeg påfører mig selv en 'happy-face-maske' hvér evig eneste dag. 
Jeg er ikke glad, men der er jo ikke nogen der ved at jeg er dybt ulykkelig og virkelig har svært ved at komme op. Tror det kom meget bag på min kæreste, det virkede i hvertfald sådan.
Han hyggede om mig resten af aftenen og nussede mig i søvn.

Her til morgen brød jeg fuldstændig sammen. Jeg får ingen søvn, for hvis ikke jeg har plukkeveer - så tænker jeg som en gal og er rigtig ked af det. 
Jeg gik i bad (måske mest for at man ikke kunne se at jeg græd), så stod jeg der hulkende, i min mest sårbarre position - hulkende og nøgen. Selvom min kæreste egentlig var på vej ud af døren og allerede var sent på den, ja så smed han tøjet og kom ind i badet og holdt om mig. Ufatteligt hvor meget han vil gøre for mig - det virker måske ikke af meget at udskyde skolen en halv time/en time, men for en som mig, som virkelig er bange for at vise hvordan jeg er mest sårbar, så betyder det altverden.

Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor jeg er ked af det - men jeg er bange for at min depression er på vej tilbage og dét ønsker jeg bestemt ikke. Ville ikke engang ønske at min værste fjende skulle igennem sådan en omgang.

Jeg er super bange og jeg håber inderligt at min jordemoder kan hjælpe mig lidt idag, for jeg VIL ikke ned i det hul som er så ubeskriveligt svært at komme op af igen.

..suk! Totalt tude indlæg, men egentlig rart nok at komme ud med det.

____________________

Efter at have været hos jordemoder idag, fik jeg at vide at jeg skulle få noget anti-dep. medicin. Jeg ved at det er både skadeligt for barnet at jeg er ulykkelig, men at det også er skadeligt for hende hvis jeg går rund og er 'kunstigt' lykkelig ..

Nogle gode råd?

Nej har desværre ingen råd eller noget - men synes du skulle have et

jeg tænkte på om man ikke kunne få nogle der var milde hvad med af snakke eller spørge din psykiater hvis du har sådan en håber du ved hvad der lige skulle stå...

vil bare sig jeg håber du snart får det godt og ellers så snak om hvor meget det kan skade for hjælper heller ikke du er helt nede...

håber snart du kommer igang med noget så du ikke går og er trist  lige en kæmpe knuser her fra

Det kan være skadeligt for både dig og dit kommende barn at gå rundt med en depression. Man kan få milde antidepresiva som ikke påvirker baby så meget. Undersøg det med din egen læge. For jeg mener at have hørt (under et medicinkursus i psykofarmica) at det er mere skadeligt at gå rundt med depressionen, end at tage antidepresiva!

Kære du.

Da jeg var ca 6 måneder henne røg jeg ned med en alvorlig depression og måtte på medicin for at komme ovenpå igen. 

Der findes forskellige slags medicin, som er tilladt at tage når man er gravid. Der er en minimal risiko for abstinenser hos barnet, men man bliver holdt godt øje med gennem graviditeten og efter fødslen. 

Min datter har overhovedet ikke ladet sig mærke af at jeg har taget medicin gennem graviditeten

Og som du selv skriver, hellere tage vare på dig selv så du kan være den bedste mor for dit barn, end bare at ignorere faresignalerne.

Det fik jeg konstant af vide at psykiater og læge

Du tager netop ansvar ved at lytte til dig selv. Så skynd dig til læge og snak det hele igennem.

Gør noget ved det nu inden du ender i en alvorlig depression lige som mig

Glemte helt at nævne at det gør mig rigtig ondt at du har det så skidt, men hvor har du en forstående og dejlig kæreste! Jeg synes det siger meget om ham, at han vælger at gå ind til dig i badet.,og  udskyde sine planer. 

Keabla skriver:

Igår var kæresten og jeg ude at gå en tur, det var skide hyggeligt - vi er bedst til at snakke sammen når vi f.eks. går ture eller kører bil. Så som så mange gange før snakkede vi dybt igår under gåturen.
Jeg måtte indrømme at der ikke skulle prikkes ret meget til mig før jeg ville bryde helt sammen. Jeg er de sidste dage blevet mere og mere bevidst om at jeg påfører mig selv en 'happy-face-maske' hvér evig eneste dag. 
Jeg er ikke glad, men der er jo ikke nogen der ved at jeg er dybt ulykkelig og virkelig har svært ved at komme op. Tror det kom meget bag på min kæreste, det virkede i hvertfald sådan.
Han hyggede om mig resten af aftenen og nussede mig i søvn.

Her til morgen brød jeg fuldstændig sammen. Jeg får ingen søvn, for hvis ikke jeg har plukkeveer - så tænker jeg som en gal og er rigtig ked af det. 
Jeg gik i bad (måske mest for at man ikke kunne se at jeg græd), så stod jeg der hulkende, i min mest sårbarre position - hulkende og nøgen. Selvom min kæreste egentlig var på vej ud af døren og allerede var sent på den, ja så smed han tøjet og kom ind i badet og holdt om mig. Ufatteligt hvor meget han vil gøre for mig - det virker måske ikke af meget at udskyde skolen en halv time/en time, men for en som mig, som virkelig er bange for at vise hvordan jeg er mest sårbar, så betyder det altverden.

Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor jeg er ked af det - men jeg er bange for at min depression er på vej tilbage og dét ønsker jeg bestemt ikke. Ville ikke engang ønske at min værste fjende skulle igennem sådan en omgang.

Jeg er super bange og jeg håber inderligt at min jordemoder kan hjælpe mig lidt idag, for jeg VIL ikke ned i det hul som er så ubeskriveligt svært at komme op af igen.

..suk! Totalt tude indlæg, men egentlig rart nok at komme ud med det.

____________________

Efter at have været hos jordemoder idag, fik jeg at vide at jeg skulle få noget anti-dep. medicin. Jeg ved at det er både skadeligt for barnet at jeg er ulykkelig, men at det også er skadeligt for hende hvis jeg går rund og er 'kunstigt' lykkelig ..

 

Nogle gode råd?

Hejsa

Jeg sidder og får en klump i halsen over din historie, for det kunne være taget ud af min egen hverdag. Jeg fik et sammenbrud for knap 3 år siden, hvorefter jeg brugte det meste af 2 år på psykolog samtale samt medicinering for at komme ovenpå igen - jeg trappede ud af mine antidepressiva sidste år i maj og det gik super fint indtil jeg blev gravid i november. I starten var jeg overbevist (måske kun overfor andre) om at det "bare" var graviditetshormoner, der spillede mig et puds, men da vi nåede påske i år, brød min verden sammen - jeg kunne simpelthen ikke foregive at være glad og lykkelig hver dag, når jeg inderst inde var dybt ulykkelig og bange for alt hvad der havde med graviditeten at gøre. Jeg forsøgte endda at skjule det for min mand, men han havde jo længe kunne se at det gik ned af bakke, jeg ville bare ikke høre hvad han sagde, fordi jeg ikke ville erkende at jeg havde brug for hjælp, men jeg fik endelig ringet til mig læge (som jeg også havde da jeg kæmpede med depression sidst) og fortalte ham situationen, jeg sagde til ham "jeg kan ikke mere, jeg kan ikke klare det selv" - jeg fik tid hos ham allerede 1 time efter, hvor vi fik en snak om hvad der foregik i mit hoved, vores hverdag m.m. - han henviste mig til en hospitalslæge på Hvidovre, da han gerne ville have en specialist ind over da jeg var gravid i 20. uge.

Jeg havde en god lang snak med lægen på Hvidovre og begge læger forklarede mig at det faktisk er mere skadeligt for fosteret, hvis man er depressiv og tankerne kører non-stop i hovedet fordi at adrenalinen dermed også kører rundt i kroppen hele tiden og det ikke sundt for fosteret. Jeg startede på et præparat der hedder citalopram, som der er forsket meget i vedrørende gravide og som næsten (grænsende til ingen) bivirkninger har for fosteret. Jeg får den laveste dosis (20mg.) men det har ændret min verden, jeg har overskud, jeg kan glæde mig og være lykkelig over at bære på et lille liv og det kan slet ikke beskrives, hvor meget det har ændret min og vores hverdag

Jeg kan sagtens forstå dit forbehold mod at tage antidepressiva, men jeg kan kun fortælle, hvor stor en forskel det har gjort for mig.

I forbindelse med start på antidepressiva blev jeg ligeledes fuldtidssygemeldt af min egen læge, så jeg kunne få skabt lidt ro omkring mig - jeg startede ligeledes hos psykolog igen og har fået afklaret en masse ting omkring min tidligere nervøsitet for graviditeten (jeg havde simpelthen for mange urealistiske forventninger) og ligeledes for selve fødslen. Jeg blev i samme omgang "visiteret" til noget der hedder "blåt team" på Hvidovre - det officielle navn er "team for gravide med specielle behov" som dækker alt fra spiseforstyrelse, depression m.m. hvor man får tilbudt nogle ting, som "normale" gravide ikke får - jeg fik en ekstra scanning i uge 32, for at jeg ikke skulle bekymre mig om hvorvidt lillemanden havde det godt eller ej, vi har mulighed for at blive på barselsgangen 4 døgn efter fødslen, så anmingen forhåbentlig er kommet i gang og vi (specielt mig) kan føle os mere sikre på den nye hverdag når vi kommer hjem - de vil ligeledes sikre sig at vi begge er udhvilede når vi skal hjem og hvis det kræver at de tager over indimellem amningen, så gør de gerne det, vi har ligeledes også haft mulighed for at møde vores SP inden fødslen samt få en rundvisning på fødegangen, som normalt er sparet væk på Hvidovre hospital. Nogle mennesker ville muligvis føle det som overvågning, men vi har valgt at se det positive i det og tage imod den hjælp jeg (vi) har brug for, så vi forhåbentlig kan mindske risikoen for en fødselsdepression hos mig.

Puha, det blev langt, men håber du kan bruge min historie

Katja

Hej Katja.

Fedt med en åben historie. Jeg kan bruge det til rigtig meget og min tvivl omkring medicin er også ændret nu hvor jeg har læst din historie.

Jeg håber meget at min læge vil sætte lige så meget i røre som din gjorde, det lyder til at det har hjulpet dig rigtig meget.

Mange knus herfra

Stof til eftertanke...

Jeg blev diagnosticeret med MS (Sclerose) for snart 4 år siden, og gik i den forbindelse til en psykolog gennem scleroseforeningen for at få hjælp til at acceptere den diagnose. Vi var omkring mange ting, bl.a. lykkepiller og her er hvad hun fortalte:

De folk der bliver hjulpet af lykkepiller, er der hvor depressionen skyldes en kemisk ubalance i hjernen. Det er en kemisk løsning på et fysisk problem - ikke anderledes end at få medicin for at sænke blodtrykket eller lignende.

Hvis du tænker på det på den måde føles det ikke som "kunstig" lykke - det hjalp mig meget.

At jeg så ikke endte i gruppen der kunne have gavn af dem er en anden sag, men efter den snak ville jeg have taget dem, hvis hun havde anbefalet det.