Jeg skrev for et stykke tid siden at jeg havde hentet mit barn hos min mor, da hun lød fuld i telefonen.
Vi fik aldrig snakket ud om det og jeg synes siden det er blevet værre og værre med hende. Pga. en konstateret sygdom er hun tvungen til at holde op med at ryge. Jeg snakkede med hende i dag og sagde at hun jo ikke kunne holde op med dette, så længe hun kiggede dybt i flasken. Dette viste hun godt og jeg spurgte til antabus, hvilket hun slet ikke (heldigvis) var afvisende overfor og at hun ville til læge og få orden på nogle ting. Hun spurgte om jeg ville stå hver dag og se på at hun tager det, da hun hverken vil til lægen dagligt eller blande en arbejdsgiver ind i det. Dette har jeg sagt ja til og hun spurgte også om jeg ville tage til læge sammen med hende, da dette var et meget svært emne for hende. Hvilket jeg også har sagt ja til.
Men pludselig føler jeg mig som mor for min mor, men gør det gerne, da jeg så kan sende mit barn op til hende uden at gå og tænke og gruble over hvad der sker deroppe.
Men ja, jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med dette indlæg, men dejligt at vi har fået talt ud og dejligt at hun vil gøre noget ved det, men skræmmende at jeg skal til at være "mor".
Anmeld
