Han har ikke lyst... :-(

Lidt trist er jeg altså... Nu har Elias' far det sidste år skiftet mening om han vil eller ikke vil være far... Han var lidt spændt inden fødslen. Spurgte en masse til ham... så hørte vi ikke noget i 3 måneder. Før brevet fra statsamtet kom.. og der var det brok over bidrag (hvilket det har været næsten hver gang vi har snakket)

Sidst spurgte jeg ham så om han havde overvejet om han ville se ham. Så gik han helt i baglås, og skældte mig ud.... og nej han havde bestemt ikke lyst lige nu...

Jeg var ikke i forhold med ham da jeg blev gravid.. Han sagde mere eller mindre det var op til mig. Han ville helst abort, men uanset hvad fandt vi ud af det.... skiftede så senere mening igen...

Jeg vidste godt jeg ville være alene med Elias, men han havde flere gange givet udtryk for at han selvfølgelig ville se ham. Han kunne da ikke leve med tanken om at have et barn han ikke kendte... Men hver eneste gang vi snakker sammen ender jeg med at sidde og undskylde, han er sur over han skal betale bidrag. Jeg har simpelthen snakket ham så meget efter munden, fordi jeg ikke vil risikere at blive uvenner, og mindske min søns chance for at lærer sin far at kende.

Han har stadig ikke fortalt nogen han har en søn, siger godt nok han vil sige det tiil sine forældre snart....

Ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg... Synes bare det er lidt svært at leve med den dårlige samvittighed over for hans far,  sammentidig dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed. For har trods alt fået den dejligeste lille dreng ud af det...

Hvordan klarede i andre det, var jeres børns far med fra starten, kom med senere eller er han der slet ikke...?

Uha, hvor jeg dog kender det.

Vi havde stoppet vores forhold da jeg opdagede at jeg var gravid. Jeg gav ham selv valgt, at endten var han der 100% for trolden eller oz var han der slet ik - han valgte dog det sidste. Idag kan jeg slet ik forstille mig at ham i "min" hverdag, på et eller andet punkt er jeg glad for hans beslutning. Trolden har dog en masse "onkler" som oz laver drenge-ting med ham, det er dog ik så slemt endnu.

Jeg havde det meget svært i starten, jeg havde jo "taget" daddy fra trolden. Men heldigvis ved daddy ik hvad han går glip af. Vi har slet ik nogen kontakt mere.

Tina med Bastian fra april 08

for fanden, søde!

Vil bare sende dig et kram!

Kan ikke forestille mig hvor hårdt det må være for dig, men er nødt til at sige til dig du skal stoppe med den dårlige samvittighed! Du kan ikke afgøre om han skal være en del af Elias' liv eller ej, men kun gøre som du gør nu - tilbyde ham gang på gang at se sin søn!

Jeg synes det er forkasteligt at han ikke "kendes ved ham", men det er så en helt anden snak!

Du gør hvad du kan for at Elias skal få et forhold til sin far, og det synes jeg smukt og prisværdigt! Du elsker din lille basse og ønsker kun det bedste for ham. Men hvis hans far ikke vil være en del af hans liv er det måske det bedste for Elias at han ikke er det!?

Endnu et kram

Miss Tina skriver:

Uha, hvor jeg dog kender det.

Vi havde stoppet vores forhold da jeg opdagede at jeg var gravid. Jeg gav ham selv valgt, at endten var han der 100% for trolden eller oz var han der slet ik - han valgte dog det sidste. Idag kan jeg slet ik forstille mig at ham i "min" hverdag, på et eller andet punkt er jeg glad for hans beslutning. Trolden har dog en masse "onkler" som oz laver drenge-ting med ham, det er dog ik så slemt endnu.

Jeg havde det meget svært i starten, jeg havde jo "taget" daddy fra trolden. Men heldigvis ved daddy ik hvad han går glip af. Vi har slet ik nogen kontakt mere.

 

Tina med Bastian fra april 08

Tak for svar... Jeg har 2 brødre, er ikke i tvivl om de nok skal give han drengeoplevelser nok...

Er glad for at høre det går "lidt over" igen... :-) Stadig så nyt... men indtil videre krydser jeg fingre for at hans forældre slår lidt fornuft ind i knoppen på ham, når de får det af vide....:-D

Caroline86 skriver:

for fanden, søde!

Vil bare sende dig et kram!

Kan ikke forestille mig hvor hårdt det må være for dig, men er nødt til at sige til dig du skal stoppe med den dårlige samvittighed! Du kan ikke afgøre om han skal være en del af Elias' liv eller ej, men kun gøre som du gør nu - tilbyde ham gang på gang at se sin søn!

Jeg synes det er forkasteligt at han ikke "kendes ved ham", men det er så en helt anden snak!

Du gør hvad du kan for at Elias skal få et forhold til sin far, og det synes jeg smukt og prisværdigt! Du elsker din lille basse og ønsker kun det bedste for ham. Men hvis hans far ikke vil være en del af hans liv er det måske det bedste for Elias at han ikke er det!?

Endnu et kram

Takker, det varmer.... :-)

Indtil videre trøster jeg også mig selv med at det jo heldigvis ikke er de første år Elias kommer til at huske... Så hvis han (forhåbentlig) skifter mening, er der stadig mulighed for at de kan have et godt forhold....

Savner ham som sådan ikke i hverdagen, savner ham nok mest på Elias' vejne... :-)

Forstår slet slet ikke man overhovedet kan sige nej til at kende sit barn.... Han ender jo bare i sidste ende med et forklaringsproblem, når der står en teenage dreng og banker på hans dør....

Tullen85 skriver:

Lidt trist er jeg altså... Nu har Elias' far det sidste år skiftet mening om han vil eller ikke vil være far... Han var lidt spændt inden fødslen. Spurgte en masse til ham... så hørte vi ikke noget i 3 måneder. Før brevet fra statsamtet kom.. og der var det brok over bidrag (hvilket det har været næsten hver gang vi har snakket)

Sidst spurgte jeg ham så om han havde overvejet om han ville se ham. Så gik han helt i baglås, og skældte mig ud.... og nej han havde bestemt ikke lyst lige nu...

Jeg var ikke i forhold med ham da jeg blev gravid.. Han sagde mere eller mindre det var op til mig. Han ville helst abort, men uanset hvad fandt vi ud af det.... skiftede så senere mening igen...

Jeg vidste godt jeg ville være alene med Elias, men han havde flere gange givet udtryk for at han selvfølgelig ville se ham. Han kunne da ikke leve med tanken om at have et barn han ikke kendte... Men hver eneste gang vi snakker sammen ender jeg med at sidde og undskylde, han er sur over han skal betale bidrag. Jeg har simpelthen snakket ham så meget efter munden, fordi jeg ikke vil risikere at blive uvenner, og mindske min søns chance for at lærer sin far at kende.

Han har stadig ikke fortalt nogen han har en søn, siger godt nok han vil sige det tiil sine forældre snart....

Ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg... Synes bare det er lidt svært at leve med den dårlige samvittighed over for hans far,  sammentidig dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed. For har trods alt fået den dejligeste lille dreng ud af det...

Hvordan klarede i andre det, var jeres børns far med fra starten, kom med senere eller er han der slet ikke...?

Puha hvor jeg kender det alt for godt

Vi har været nøjagtig det samme igennem med Olivers far og han er nu 2år, det er først nu hans far er begyndt og tage sig sammen.

Hans forældre har først fået besked om Oliver for et par måneder siden og det var ved at jeg kontakte hans mor og fortalte det som det var, hun har et rigtig godt forhold til Oliver den dag i dag og jeg tror bestemt hun har en stor del i at Olivers far har taget sig lidt sammen nu.

Jeg håber det aller bedste for jer og hvis han bare ikke vælger og være en del af det, så tænk på at det er beder at han bliver væk end kommer og går som det passer ham.

Jeg havde selv ekstrem skyldfølelse over Oliver, men fik til sidst banket ind i hovedet at det er HANS valg og jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, man kan jo desværre ikke tvinge dem.

Håber det hjælper lidt. kram til dig

Du skal absolut ikke have dårlig samvittighed, for du har intet at have dårlig samvittighed over! Så væk med den. Det vigtigste er, at du kan sige til Elias, når han bliver ældre, at du har gjort alt hvad der stod i din magt, for at hans far skulle se ham. På den måde kan du uden problemer se ham i øjnene med ren samvittighed 

Lauras far har mere eller mindre været på banen hele tiden, men han har desværre endnu ikke fortalt sin familie og mor om hende på trods af det faktum, at hun nu er 8 mdr.  Jeg ønsker bare sådan, at han snart ville fortælle sin mor om hende, så hun kan få et tæt forhold til sin farmor 

K.h. Linda

Jeg er med Linda på den her, for du har gjort hvad du kunne, men hold da op hvor kan jeg nikke genkendende til det du skriver.. jeg syntes jeg er nået dertil hvor jeg har accepteret, jamen det er sådan og han vil ikke komme til at være i hendes liv, men bliver da stadig indimellem overvældet af den der dårlige samvittighed.. vil dog sige at jeg fik afslutning på det, da jeg fik sendt det brev og billeder til farmor, men for mig handlede det om mange ting, men også at jeg havde gået i venteposition fordi hendes far havde lovet han ville fortælle sin mor det, men blev ved med at udsætte det, og ærligt talt så bliver det jo ikke lettere at sige med tiden..men jeg håber for dig at han snart får det sagt så du kan komme videre, enten med lidt deltagelse fra din søns familie eller uden, men alt det venten og frem og tilbage er til at blive skør af.. 

Knuz

N&J skriver:

Jeg er med Linda på den her, for du har gjort hvad du kunne, men hold da op hvor kan jeg nikke genkendende til det du skriver.. jeg syntes jeg er nået dertil hvor jeg har accepteret, jamen det er sådan og han vil ikke komme til at være i hendes liv, men bliver da stadig indimellem overvældet af den der dårlige samvittighed.. vil dog sige at jeg fik afslutning på det, da jeg fik sendt det brev og billeder til farmor, men for mig handlede det om mange ting, men også at jeg havde gået i venteposition fordi hendes far havde lovet han ville fortælle sin mor det, men blev ved med at udsætte det, og ærligt talt så bliver det jo ikke lettere at sige med tiden..men jeg håber for dig at han snart får det sagt så du kan komme videre, enten med lidt deltagelse fra din søns familie eller uden, men alt det venten og frem og tilbage er til at blive skør af.. 

Knuz

Jeg er selv temmelig splittet på det punkt - skal/skal ikke Men jeg går jo stadig og venter

Baagøe skriver:

 

Jeg er selv temmelig splittet på det punkt - skal/skal ikke Men jeg går jo stadig og venter

Havde jeg været det mindste i tvivl om at han faktisk ville fortælle det og så fortælle sandheden delvis (at vi havde kendt hinanden i det år inden), så jeg havde jeg heller ikke gjort det, og da jeg fandt ud af at han havde løget mig direkte op i ansigtet da vi var over ved ham i juni sidste år, så følte jeg ikke jeg skyldte ham mere, men at det handlede om Nikita (så hjalp det heller ikke at jeg skulle under fuld narkose &nbsp

Men Linda jeg forstår det ikke helt,. eller jeg tror jeg har forstået det, det blev ikke helt som du gik og troede.. 

Jeg forstår bare ikke de mænd, det bliver jo ikke lettere at få fortalt jo længere tid der går..