Er ked og sur på samme tid!!!!!

hertil morgen skulle datteren jo i børnehave, og jeg spurgte om svigerforældrene ville aflevere hende, for det plejer de altid at ville når de er her. Ellers ville jeg jo selv gå over med hende (kæresten havde også snakket med dem om det - det ville de gerne).

Men de ville gerne gå over med hende. Hun fik tøj på, og solcreme og var klar til at gå, da hun jo pludselig bliver ked af at hun skal i børnehave. Så stiller svigerfar sig op og spørger hende og hun hellere vil være hjemme hos dem - Øh ja selvfølgelig vil hun da hellere det!!! Men hun er ved at blive kørt ind i børnehaven! og det hjælper ikke på det, at han så bare spørger om hun vil være hjemme!

De går så over med hende og kommer tilbage efter 20 minutters tid. Svigerfar kommer stormende ind i lejligheden og nærmest råber ad mig, hvorfor fanden han skulle være bussemand! Hun græd da de gik (gør hun hver dag - hun har kun været der i 3 ugers tid), og om hun aldrig havde været der før osv osv osv!!! Hvordan tror han så lige vi som forældre har det med, at hun græder ved aflevering, sådan var det også i den gamle børnehave og det burde han kunne huske, eftersom de SELV har insisteret på at ville aflevere hende hver gang! Jeg gik i forsvar og sagde til ham, at de jo selv ville gå over med hende, og at hun altså græder hver dag, og AT det bestemt ikke hjælper noget at spørge pigen om hun hellere vil være hjemme hos dem! Klart at hun så ik vil i børnehave når hun ved de er her!

Så siger han at de snart henter hende igen (igen modsiger de alt hvad de selv tror og mener - han har lige sagt om hun aldrig er i den børnehave, for derefter at hente hende monster tidligt, så hun igen mister noget tid med veninderne derovre). Oven i det ville de så hente hende, for derefter at tage afsted herfra - altså burde hun måske bare være blevet over i børnehaven så hun ikke skulle se de bare smuttede kort tid efter de havde hentet hende.

Jeg er så ked af det!! Synes simpelthen bare jeg bliver rumlet over og talt ned til. Jeg ville da allerhelst selv have hende hjemme, men hun skal altså i børnehave for ellers kommer hun aldrig ind i gangen derovre og så bliver det bare værre og værre. Jeg er sygemeldt med kvalme - har de overhovedet heller ingen forståelse for!

Havde allermest lyst til at sige til dem at de bare skulle smutte herfra med det samme, men jeg kan bare ikke få sådanne ting over læberne . Men næste skridt bliver, og det kommer desværre til at gå udover min datter.. men jeg bliver nødt til at tage afstand til dem nu, og de skal heller ik se min datter foreløbig - synes det er smadder ærgerligt! De har lavet så meget andet lort i alt den tid jeg har kendt dem, og hver gang har jeg tænkt på min datter, at hun da selvfølgelig skulle have lov at se dem, og jeg måtte bare - ja.. prøve igen igen igen og igen. Men nu er kæresten også begyndt at få øjnene op for hvordan de er overfor mig, og os alle sammen. De er begyndt at blive nogle sure gamle mennesker!

Ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg.. er bare SÅ ked af det. Synes absolut ikke det er sjovt det her

Anonym skriver:

hertil morgen skulle datteren jo i børnehave, og jeg spurgte om svigerforældrene ville aflevere hende, for det plejer de altid at ville når de er her. Ellers ville jeg jo selv gå over med hende (kæresten havde også snakket med dem om det - det ville de gerne).

Men de ville gerne gå over med hende. Hun fik tøj på, og solcreme og var klar til at gå, da hun jo pludselig bliver ked af at hun skal i børnehave. Så stiller svigerfar sig op og spørger hende og hun hellere vil være hjemme hos dem - Øh ja selvfølgelig vil hun da hellere det!!! Men hun er ved at blive kørt ind i børnehaven! og det hjælper ikke på det, at han så bare spørger om hun vil være hjemme!

De går så over med hende og kommer tilbage efter 20 minutters tid. Svigerfar kommer stormende ind i lejligheden og nærmest råber ad mig, hvorfor fanden han skulle være bussemand! Hun græd da de gik (gør hun hver dag - hun har kun været der i 3 ugers tid), og om hun aldrig havde været der før osv osv osv!!! Hvordan tror han så lige vi som forældre har det med, at hun græder ved aflevering, sådan var det også i den gamle børnehave og det burde han kunne huske, eftersom de SELV har insisteret på at ville aflevere hende hver gang! Jeg gik i forsvar og sagde til ham, at de jo selv ville gå over med hende, og at hun altså græder hver dag, og AT det bestemt ikke hjælper noget at spørge pigen om hun hellere vil være hjemme hos dem! Klart at hun så ik vil i børnehave når hun ved de er her!

Så siger han at de snart henter hende igen (igen modsiger de alt hvad de selv tror og mener - han har lige sagt om hun aldrig er i den børnehave, for derefter at hente hende monster tidligt, så hun igen mister noget tid med veninderne derovre). Oven i det ville de så hente hende, for derefter at tage afsted herfra - altså burde hun måske bare være blevet over i børnehaven så hun ikke skulle se de bare smuttede kort tid efter de havde hentet hende.

Jeg er så ked af det!! Synes simpelthen bare jeg bliver rumlet over og talt ned til. Jeg ville da allerhelst selv have hende hjemme, men hun skal altså i børnehave for ellers kommer hun aldrig ind i gangen derovre og så bliver det bare værre og værre. Jeg er sygemeldt med kvalme - har de overhovedet heller ingen forståelse for!

Havde allermest lyst til at sige til dem at de bare skulle smutte herfra med det samme, men jeg kan bare ikke få sådanne ting over læberne . Men næste skridt bliver, og det kommer desværre til at gå udover min datter.. men jeg bliver nødt til at tage afstand til dem nu, og de skal heller ik se min datter foreløbig - synes det er smadder ærgerligt! De har lavet så meget andet lort i alt den tid jeg har kendt dem, og hver gang har jeg tænkt på min datter, at hun da selvfølgelig skulle have lov at se dem, og jeg måtte bare - ja.. prøve igen igen igen og igen. Men nu er kæresten også begyndt at få øjnene op for hvordan de er overfor mig, og os alle sammen. De er begyndt at blive nogle sure gamle mennesker!

Ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg.. er bare SÅ ked af det. Synes absolut ikke det er sjovt det her

Hvad sker der lige for de svigerforældre og hvor er din mands opbakning i det her?

Det første jeg tænker når jeg læser din historie er - hvorfor fanden skal de bestemmer, hvad der er rigtig og forkert for din datter og hvordan kan de bestemmer at de henter hende lige om lidt?!?!?!

Jeg tror jeg var kortsluttet og havde sagt at de bare skulle passe sig selv. Jeg har selv døjet en del med nogle af svigerne, men har også bare fortalt med store ord, at  når jeg mener hun skal blive i vuggestuen indtil et bestemt tidspunkt, så bedes dette blive overholdt (vi har også haft en vanskelig indkøring) og nej så skal hun ikke hentes tidligere end aftalt.

Undskyld mig, men hvad fanden har de gang i?!?! og så overfuse dig bagefter - nej nej nej det holder bare ikke

Jeg havde bedt min mand om at tage en alvorlig snak med dem og for det første fortælle ham, at nu er det slut - jeg kan ikke mere og jeg vil ikke mere før de har fattet, hvad de har gang i! Nu skal det ikke foregå på deres præmisser, men på vores og vort barns præmisser!!! Basta og det kan de jo sådan set ikke sætte sig imod, hvis de ikke kan opfører sig ordentligt så kan de ikke forvente, at i har tid eller lyst til at være sammen med dem!

Hvis ikke han kan tage teten som en mand, så ville jeg absolut selv stå imod med alt hvad jeg kunne og bare nægte noget som helst samvær med dem, det er jo ikke meningen at du også skal køres ned psykisk! Hvad de har mener er retningslinjerne for jeres datter er jo ikke nødvendigvis sådan det bør være - det er jeres barn ikke deres de har haft deres chance for at udøver den kamp med din mand.

Øv hvor er det bare en irriterende og ømtålelig situation du sidder i. Men du bliver nødt til at kæmpe med næb og klør - jeg har gjort det og du kan også !!!

Mit svar er nok ikke det du aller helst vil læse men her kommer det alligvel... Jeg syntes det er HELT FORKERT at lade andre end dig og far aflevere et barn der har en svær indkøring i en ny børnehave !

Kan faktisk godt forstå deres reaktion over et grædende barnebarn de skal gå fra...

Jeg havde nok valgt at gøre følgende - givet hende lov at holde fridag med farmor og farfar, nu var hun jo spurgt og var blevet glad, en ting er at du ikke syntes om idéen, men en fridag med hygge havde nok ikke skadet den dumme indkøring der er i forvejen og så ville jeg vælge selv at aflevere mit barn så længe han eller hun var ked af det... (også selvfølgelig lige tage en snak om at alle fridage skal gå igennem dig en anden gang)

Det er vigtigt at man har en fast måde at køre tingene på under en svær indkøring og i det her tilfælde med et barn der næsten lige var lovet en fridag, så det havde nok været bedst du selv havde afleveret hende i dag...

Og en sidste ting - syntes ikke du skal straffe barnet og ikke lade hende se sine bedsteforældre fordi du lige nu er ked og skuffet over deres reaktion...

Jeg forstår godt at du ikke vil finde dig I at blive talt ned til og andre der skal vælge for dig. Men som læser af dit indlæg er det altså nemt at se det fra den anden side også.

Knus Pia, som håber I finder en god løsning..

De overhører ALT hvad jeg siger!! Jeg siger hun ikke skal hentes tidligt, men kan samtidig godt forstå de lige vil se hende! Men JEG skal bare ikke være så sød mere!!!

Jeg ringede til manden efter de var gået på tur, inden de ville hente hende, og jeg tudede bare! Han ved udmærket hvordan de er, men han TØR IKKE slå i bordet og sætte dem på plads! Og det har han aldrig kunnet. Jeg sagde til ham, at der ikke bliver noget fællesferie med dem for mit og min datters vedkommende - hvis han vil holde ferie med dem, er det hans valg! Og sådan bliver det fra nu af - jeg orker ikke mere med dem, og lige nu vil jeg bare ha de smutter hurtigst muligt. Jeg ved jeg er fej at jeg ikke bare stiller mig og slår hånden i bordet, men det er faneme svært at gøre det uden mandens "fulde" opbakning. Jeg ved han gerne vil sige noget til dem, men han er så konfliktsky. Jeg ringede oveni købet til ham lige efter hans far havde råbt ad mig, og kæresten fik så hans far i røret og spurgte hvorfor han havde råbt ad mig. Svigerfar sagde bare at det havde han ikke gjort og han gad i hvert ikke være bussemand, og så var det ligesom det, så snakkede de om noget andet kunne jeg høre!

Jeg orker bare ikke mere. Om jeg så skal pakke tasken og smutte med datteren og den lille i maven, så må jeg gøre det

Pia. skriver:

Mit svar er nok ikke det du aller helst vil læse men her kommer det alligvel... Jeg syntes det er HELT FORKERT at lade andre end dig og far aflevere et barn der har en svær indkøring i en ny børnehave !

Kan faktisk godt forstå deres reaktion over et grædende barnebarn de skal gå fra...

Jeg havde nok valgt at gøre følgende - givet hende lov at holde fridag med farmor og farfar, nu var hun jo spurgt og var blevet glad, en ting er at du ikke syntes om idéen, men en fridag med hygge havde nok ikke skadet den dumme indkøring der er i forvejen og så ville jeg vælge selv at aflevere mit barn så længe han eller hun var ked af det... (også selvfølgelig lige tage en snak om at alle fridage skal gå igennem dig en anden gang)

Det er vigtigt at man har en fast måde at køre tingene på under en svær indkøring og i det her tilfælde med et barn der næsten lige var lovet en fridag, så det havde nok været bedst du selv havde afleveret hende i dag...

Og en sidste ting - syntes ikke du skal straffe barnet og ikke lade hende se sine bedsteforældre fordi du lige nu er ked og skuffet over deres reaktion...

Jeg forstår godt at du ikke vil finde dig I at blive talt ned til og andre der skal vælge for dig. Men som læser af dit indlæg er det altså nemt at se det fra den anden side også.

Knus Pia, som håber I finder en god løsning..

Hej Pia tak for dit indlæg.

Jeg er selv meget splittet i det her og kan efterhånden ikke finde hoved og hale i noget mere, også derfor jeg bare måtte ud med det. For gør jeg noget forkert, eller hvordan.

Problemet er at hun også i den gamle børnehave var ked af at blive afleveret, men da ville de også selv aflevere hende!

Jeg kunne sagtens selv være gået over med hende, men det er godt nok svært at få hende med, når svigerfar står og spørger om hun vil være hjemme. Sådan gør han altid! Han spørger ikke mig til råds aldrig og nogen sinde. Jeg ville meget gerne ha undet hende at blive hjemme, men hun har haft en svær indkøring og været syg meget af tiden, så jeg synes hun i hvert fald skal derover i nogle timer.

Kan godt være dette indlæg kan opfattes fra begge sider og jeg vil meget gerne høre begge. Men for mit vedkommende er det her bare toppen af alt hvad der er sket igennem tiden.

Anonym skriver:

Hej Pia tak for dit indlæg.

Jeg er selv meget splittet i det her og kan efterhånden ikke finde hoved og hale i noget mere, også derfor jeg bare måtte ud med det. For gør jeg noget forkert, eller hvordan.

Problemet er at hun også i den gamle børnehave var ked af at blive afleveret, men da ville de også selv aflevere hende!

Jeg kunne sagtens selv være gået over med hende, men det er godt nok svært at få hende med, når svigerfar står og spørger om hun vil være hjemme. Sådan gør han altid! Han spørger ikke mig til råds aldrig og nogen sinde. Jeg ville meget gerne ha undet hende at blive hjemme, men hun har haft en svær indkøring og været syg meget af tiden, så jeg synes hun i hvert fald skal derover i nogle timer.

Kan godt være dette indlæg kan opfattes fra begge sider og jeg vil meget gerne høre begge. Men for mit vedkommende er det her bare toppen af alt hvad der er sket igennem tiden.

Bor I sammen - altså bor I hos din mands forældre ? eller hvordan... Lyder som om I er meget tæt på dem og sammen med dem tit... ?

Ved godt jeg lyder hård i mit tidligere indlæg og det var nu ikke min mening - det er så super svært når man ikke kender hele historien og kun lige får skrevet lidt ned i et indlæg her...

Men som skrevet tidligere håber jeg I finder en god løsning...

Stort knus fra Pia.

Jeg kan slet ikke se det fra dine svigerforældres side, altså hvordan kan de selv tro, at det er dem der bestemmer over deres barnebarn og ikke dets forældre - det er mig altså meget uforståeligt. Og nej selvfølgelig skal de ikke modsige det du gerne vil have - eks. at hun selvfølgelig skal afsted, ellers får hun det jo aldrig godt og falder til i børnehaven.

Altså med alt det sygedom osv. vi har haft haft det været en mega svær indkøring og det er kun os og alene os der har afleveret hende og hentet hende. Men hun har bare også været så ked af at være der fordi hun ikke nåede at falde til før hun næsten var syg i 3 måneder. Så der bestemte jeg også bare at da hun endelig kom på toppen skulle hun bare være der mest muligt for at vænne sig til ungerne og pædogerne og det har bare været super og gør at hun er rigtig glad for at være der i dag.

angående din mand, nej så er det godt nok svært at skulle diskutere med hans forældre uden opbakning det er for dårligt! Min mand var på samme måde lige indtil det også kammede over herhjemme - og der tog han altså sig selv i nakken og fik snakket især med hans far, at nu skulle det bare være slut! Og det hjalp også en lille smule, men derfor er han stadig en sær snegl. Jeg forsøger også at være tilgivende hele tiden, men det er altså psykisk hårdt!

Og det med at det ikke skal gå udover barnet at du vælger at i ikke skal se dem for en periode, det kan jeg ikke stå inde for, det kunne jo være at det for en periode var for det bedste for jer alle - også lige at få noget luft og give dem stof til eftertanke.

Jeg forstår dine frustrationer og handling er bare en stor del af denne situation, så jeg håber i får snakket igennem med dem og får dem til at forstå, at det er jer der bestemmer og ikke dem.

Pia. skriver:

Bor I sammen - altså bor I hos din mands forældre ? eller hvordan... Lyder som om I er meget tæt på dem og sammen med dem tit... ?

Ved godt jeg lyder hård i mit tidligere indlæg og det var nu ikke min mening - det er så super svært når man ikke kender hele historien og kun lige får skrevet lidt ned i et indlæg her...

Men som skrevet tidligere håber jeg I finder en god løsning...

Stort knus fra Pia.

Nej de bor I udlandet, og når de er her, bor de selvfølgelig hos os, så når de er her, ja så er vi jo MEGET sammen.

I og med at de bor i udlandet, men kommer tit, så ser de jo heller ikke datteren så meget, og jeg forstår jo fuldt ud de gerne vil være sammen med hende. Men mener de kan gøre det på en ordentlig måde og snakke med mig om det først. For når de bare ligesom regner med at de skal bestemme slagets gang hele tiden, så er det jo klart at jeg til sidst ikke gider mere. De har altid været nogle mennesker som gerne ville bestemme alt hele tiden, og når man så sætter sig op imod dem, bliver de todsede. Det kan de bare ikke have.

Jeg håber også vi finder en løsning - aner bare ikke lige hvordan. Det er ligesom om at det hele er lidt ødelagt nu

Tanja78 skriver:

Jeg kan slet ikke se det fra dine svigerforældres side, altså hvordan kan de selv tro, at det er dem der bestemmer over deres barnebarn og ikke dets forældre - det er mig altså meget uforståeligt. Og nej selvfølgelig skal de ikke modsige det du gerne vil have - eks. at hun selvfølgelig skal afsted, ellers får hun det jo aldrig godt og falder til i børnehaven.

Altså med alt det sygedom osv. vi har haft haft det været en mega svær indkøring og det er kun os og alene os der har afleveret hende og hentet hende. Men hun har bare også været så ked af at være der fordi hun ikke nåede at falde til før hun næsten var syg i 3 måneder. Så der bestemte jeg også bare at da hun endelig kom på toppen skulle hun bare være der mest muligt for at vænne sig til ungerne og pædogerne og det har bare været super og gør at hun er rigtig glad for at være der i dag.

angående din mand, nej så er det godt nok svært at skulle diskutere med hans forældre uden opbakning det er for dårligt! Min mand var på samme måde lige indtil det også kammede over herhjemme - og der tog han altså sig selv i nakken og fik snakket især med hans far, at nu skulle det bare være slut! Og det hjalp også en lille smule, men derfor er han stadig en sær snegl. Jeg forsøger også at være tilgivende hele tiden, men det er altså psykisk hårdt!

Og det med at det ikke skal gå udover barnet at du vælger at i ikke skal se dem for en periode, det kan jeg ikke stå inde for, det kunne jo være at det for en periode var for det bedste for jer alle - også lige at få noget luft og give dem stof til eftertanke.

Jeg forstår dine frustrationer og handling er bare en stor del af denne situation, så jeg håber i får snakket igennem med dem og får dem til at forstå, at det er jer der bestemmer og ikke dem.

Tak er glad for at høre at du forstår mig. På et eller andet tidspunkt begynder man at tænke om det er en selv der bare er så snotdum og uvidende om noget som helst, siden man/jeg hele tiden skal ud i nogle dumme situationer med dem.

Kærestens bror, og hans dame har selv haft MANGE problemer med dem! Hun kunne simpelthen bare heller ikke være sammen med dem ret længe ad gangen, fordi de ville bestemme det hele, hvordan børnene skulle opdrages osv osv.

Men kan godt se det er svært at sætte sig ind hvordan jeg REELT har det med dem, for det jeg har skrevet herinde er kun en brøkdel af hvad der ellers er i rygsækken. Så det er jo kun mig der kan sige hvordan jeg har det, og hvor meget jeg mere kan og vil tolere fra deres side.

Men tusind tak for din opbakning

Pia. skriver:

Mit svar er nok ikke det du aller helst vil læse men her kommer det alligvel... Jeg syntes det er HELT FORKERT at lade andre end dig og far aflevere et barn der har en svær indkøring i en ny børnehave !

Kan faktisk godt forstå deres reaktion over et grædende barnebarn de skal gå fra...

Jeg havde nok valgt at gøre følgende - givet hende lov at holde fridag med farmor og farfar, nu var hun jo spurgt og var blevet glad, en ting er at du ikke syntes om idéen, men en fridag med hygge havde nok ikke skadet den dumme indkøring der er i forvejen og så ville jeg vælge selv at aflevere mit barn så længe han eller hun var ked af det... (også selvfølgelig lige tage en snak om at alle fridage skal gå igennem dig en anden gang)

Det er vigtigt at man har en fast måde at køre tingene på under en svær indkøring og i det her tilfælde med et barn der næsten lige var lovet en fridag, så det havde nok været bedst du selv havde afleveret hende i dag...

Og en sidste ting - syntes ikke du skal straffe barnet og ikke lade hende se sine bedsteforældre fordi du lige nu er ked og skuffet over deres reaktion...

Jeg forstår godt at du ikke vil finde dig I at blive talt ned til og andre der skal vælge for dig. Men som læser af dit indlæg er det altså nemt at se det fra den anden side også.

Knus Pia, som håber I finder en god løsning..

Jeg er SÅ enig Pia. Godt skrevet.