Spiseforstyrrelse??

Jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle putte den her hen..

Jeg "lider" af atypisk anoreksi, men jeg har i flere år ikke mærket noget til det. Nu er det hoppet frem igen, men jeg har ikke lyst til at gøre noget ved det. Det hele startede fordi jeg var meget overvægtig som barn, da jeg var 12 år vejede jeg 80 kg og var kun 160 høj. Jeg startede til boksning, det var bare rigtig godt, men da jeg udviste et sandt talent blev presset fra træneren så stort at jeg stoppede med at spise så jeg kunne komme så langt ned i vægt at jeg kunne få nogle kampe. Jeg vejede 63 kg som 15 årig og var 172 høj, hele min krop bestod at muskler, knogler og skind, men det eneste jeg så var fedt og deller. Det hele endte med at jeg blev meget syg og svag, min mor tvangsfodrede mig og jeg begyndte at tage på igen, men så gik det bare galt den anden vej. Jeg blev svært overvægtig.
Det er enten eller jeg kan ikke finde en mellemting.
Nu er jeg så i gang med at tabe mig og hvert 100 g jeg taber giver mig mere blod på tanden, men jeg ved det ikke er den rigtige måde at gøre det på. Det er som et drug for mig fordi jeg føler at det er det eneste jeg helt selv kan kontrollere.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op for på den ene side ved jeg godt at det er SÅ forkert og farligt, men så på den anden side vil jeg ikke være overvægtig mere og er vildt panisk for at tage på igen..

Jeg er ikke klar til at springe ud af skabet og jeg er ikke klar til at modtage hjælp, men jeg har ingen at snakke med om det..

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle putte den her hen..

 

Jeg "lider" af atypisk anoreksi, men jeg har i flere år ikke mærket noget til det. Nu er det hoppet frem igen, men jeg har ikke lyst til at gøre noget ved det. Det hele startede fordi jeg var meget overvægtig som barn, da jeg var 12 år vejede jeg 80 kg og var kun 160 høj. Jeg startede til boksning, det var bare rigtig godt, men da jeg udviste et sandt talent blev presset fra træneren så stort at jeg stoppede med at spise så jeg kunne komme så langt ned i vægt at jeg kunne få nogle kampe. Jeg vejede 63 kg som 15 årig og var 172 høj, hele min krop bestod at muskler, knogler og skind, men det eneste jeg så var fedt og deller. Det hele endte med at jeg blev meget syg og svag, min mor tvangsfodrede mig og jeg begyndte at tage på igen, men så gik det bare galt den anden vej. Jeg blev svært overvægtig.
Det er enten eller jeg kan ikke finde en mellemting.
Nu er jeg så i gang med at tabe mig og hvert 100 g jeg taber giver mig mere blod på tanden, men jeg ved det ikke er den rigtige måde at gøre det på. Det er som et drug for mig fordi jeg føler at det er det eneste jeg helt selv kan kontrollere.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op for på den ene side ved jeg godt at det er SÅ forkert og farligt, men så på den anden side vil jeg ikke være overvægtig mere og er vildt panisk for at tage på igen..

Jeg er ikke klar til at springe ud af skabet og jeg er ikke klar til at modtage hjælp, men jeg har ingen at snakke med om det..

Hvor jeg dog føler med dig. En spiseforstyrrelse er svær at komme af med, når den først har boret sig ind i ens sind. Den får overbevist dig om, at du er tyk og intet værd, hvis du ikke taber dig. Men det er her du skal blive stædig og fortælle spiseforstyrrelsen at du IKKE har inviteret den ind i din indercirkel igen. At du IKKE har brug for den for at leve et godt liv. Ved det lyder tåbeligt, men se på din spiseforstyrrelse som en lille djævle der prøver at overtage dit lidt og få den sparket godt og grundigt ud af dit liv. For det er DIT LIV !!

Du kan anonymt kontakte LMS http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?artid=47

Og på tlf 70101818 - de er rigtig søde at snakke med, og det er altid rart at få luftet ud overfor nogen der ved hvad du gennemgår. Gør noget ved det NU inden spiseforstyrrelsen atter har overtaget dig liv.

Held og lykke og stort herfra

duddi. skriver:

Hvor jeg dog føler med dig. En spiseforstyrrelse er svær at komme af med, når den først har boret sig ind i ens sind. Den får overbevist dig om, at du er tyk og intet værd, hvis du ikke taber dig. Men det er her du skal blive stædig og fortælle spiseforstyrrelsen at du IKKE har inviteret den ind i din indercirkel igen. At du IKKE har brug for den for at leve et godt liv. Ved det lyder tåbeligt, men se på din spiseforstyrrelse som en lille djævle der prøver at overtage dit lidt og få den sparket godt og grundigt ud af dit liv. For det er DIT LIV !!

Du kan anonymt kontakte LMS http://www.spiseforstyrrelser.dk/script/site/page.asp?artid=47

Og på tlf 70101818 - de er rigtig søde at snakke med, og det er altid rart at få luftet ud overfor nogen der ved hvad du gennemgår. Gør noget ved det NU inden spiseforstyrrelsen atter har overtaget dig liv.

Held og lykke og stort herfra

Jeg tror en stor del af mit problem ligger i at jeg ikke vil have hjælp. Det er så underligt, men jeg vil gerne tabe míg og jeg ser det som en sejer at tabe mig. Jeg har ikke lyst til at få hjælp for så kan jeg ikke få lov til at tabe mig og det vil jeg.

Jeg ved at jeg har et problem, men jeg har ikke lyst til at holde op. Det er lidt som at ryge og ikke ville holde op, man kan ikke stoppe før man er helt klar.

Jeg víl lige kigge på den side

Anonym skriver:

Jeg tror en stor del af mit problem ligger i at jeg ikke vil have hjælp. Det er så underligt, men jeg vil gerne tabe míg og jeg ser det som en sejer at tabe mig. Jeg har ikke lyst til at få hjælp for så kan jeg ikke få lov til at tabe mig og det vil jeg.

Jeg ved at jeg har et problem, men jeg har ikke lyst til at holde op. Det er lidt som at ryge og ikke ville holde op, man kan ikke stoppe før man er helt klar.

Jeg víl lige kigge på den side

Det er jo din spiseforstyrrelse der ikke ønsker du skal få hjælp, men ved at du opretter dette indlæg viser du jo at DU gerne vil ud af det. Ellers havde du ikke behov for at dele dine tanker/bekymringer med os. Jeg vil også godt tabe mig, men jeg lader ikke spiseforstyrrelsen komme ind på livet af mig igen og ved at jeg ikke kan tabe mig så hurtig som dengang, men at det tager lidt tid. For kroppen har brug for næring - og det ved du jo også godt. Din krop er dit tempel - pas på den! Du kan godt smide overflødige kg med den rigtige måde, du skal bare finde din kampgejst frem - som det lyder for mig, så har du givet lidt op og lader spiseforstyrrelsen bestemme. Synes du skal prøve at ringe til LMS, de skal nok få skubbet dig i den rigtige retning

Jeg kender desværre din situation alt alt for godt, da jeg for ca. 9 år siden var helt nede at vende. Fanget i en ond cirkel af udsultninger og overdrevet motion for at opnå en slags kontrol over mit rodet liv. Jeg var aldrig tilfreds med mig selv, og var sikker på at det at tabe sig, vil gøre livet lettere og mere lyst. Tværdigmod blev mit liv mere og mere sort, jo flere kg, der røg af sidebenene. Jeg blev indelukket- mistede mange venner, måtte droppe skolen, og var flere gange om ugen til kontrol på center for spiseforstyrelser i Risskov. Jeg hader at tænke tilbage på den tid, at jeg har spildt mine fantastiske ungdomsår på at pine mig selv.

Jeg kan huske første gang, jeg skulle møde op på center for spiseforstyrrelser. Jeg var sikker på, at jeg ville tage 5 kg på bare ved at træde ind over døretrinnet. - Jeg tror, du har det på samme måde, da du ikke ønsker hjælp. Du er bange for at miste hele din kontrol, hvilket en spiseforstyrrelse i bund og grund handler om. Men tro mig, at modtage hjælp betyder ikke, at du mister kontrollen eller tager 5 kg på. Tværdigmod får du hjælp til at komme tilbage til livet.  

I dag er jeg ude af min spiseforstyrrelser, eller jeg må hellere sige, at jeg har taget den beslutning i mit liv at kæmpe imod. Den lille anoreksi- djævle vil altid sidde på mine skuldre, men den får aldrig mere lov til at vinde.  Det er virkelig gjorde mig rask dengang, var tanken om, at jeg VIL have mand og børn. - Dette kan ikke lade sig gøre med en udpint krop uden menstrusion.

Tænk over, hvad du vil med dit liv, og kæmp for det.

At sige nej til maden, er det samme som at sige nej til livet.

Mange knus herfra.

jeg skriver ikke fordi det skal lyde træls eller ikke at give dig et håb, men har man virkelig haft en svær spiseforstyrrelse så tror jeg ALDRIG at man bliver 100 % rask det vil altid være i en, men man kan få redskaber til at leve med det.. sådan en som dig hvor du nærmest er tvunget ind i spiseforstyrrelsen af din boksetræner, tror jeg, at du skal ha hjælp til at få lidt styr på det hele ren psykisk.

Nu skriver du ikke noget om at du har vært undervægtig endnu eller er undervægtig så på en måde må du ha det lidt på kontrol.. men det hårdt og gå og tænke på hele tiden hvad man putter i munden.

taler af erfaring.