Det var overskyet den dag. Men ikke køligt. Måske var det veerne der varmede? Måske var det spændingen? Det er også lige meget. Jeg ved bare, at jeg kiggede ud af vinduet, op på skyerne, og tænkte: ”snart… der vil solen skinne over mig”
Vi tog ind på hospitalet. Selvom jeg havde planlagt denne dag i ugevis virkede det hele nu uplanlagt. Jeg blev undersøgt af en sød jordemoder. 3 cm åben. Fødslen var næsten i gang. Først skulle jeg sidde med et bælte om maven der målte mine veer. Selvom personalet havde lagt blade jeg kunne læse i var det tallene på maskinen jeg fulgte. Det var egentlig temmelig pinefulgt at se hvornår der var en ve på vej. Det var som om man strammede sig sammen på forhånd. Heldigvis blev jeg reddet fra den alt-sigende maskine og blev sendt på en gåtur. Min mor kom og vi drak te i kantinen. Jeg syntes egentlig,at jeg var ret sej. Her sad jeg med veer og drak te. Jo det gjorde ondt. Men jeg skreg jo ikke ligesom på film. Næ, jeg var altså lidt rå.
Veerne tog til og jeg kom på fødestue. Jeg skulle have den frygtede lavement og jeg er sikker på jeg var helt rød i hovedet mens den blev lagt. Jordemoren sagde jeg skulle vente 5 min. Men at gå på toilet men da hun forlod lokalet lige efter fes jeg direkte derud. Ikke om jeg skulle risikere at der skulle komme bummelum før tid. Den fornemmelse glemmer jeg desværre ikke. Fornemmelsen af veer imens man sidder på toilettet. Jeg sad der i min forvredne lidende stilling og forstillede mig selv ovenfra. Ømt syn..
Så begyndte veerne at tage til og jeg begyndte at føle, at min sejhed ikke helt stemte overens med det jeg før havde troet. De skulle have elektroder på babyens hoved fordi baby var for lille. Så jeg blev lagt på langs på briksen. Den dumme hårde briks. Så fik jeg også bæltet på igen. Jeg vil ikke vide på forhånd hvornår der kommer slemme veer. Alligevel kunne jeg hører dem snakke om det. Eller kunne jeg? Jeg ved det ikke. Jeg forsvandt ind i min egen verden. Stemmer omkring mig blev en mumlen. Rummet var ikke til stede. Jeg var ikek til stede. Nej jeg var nu i et sort hul hvor ilten langsomt og kvælende ebbede ud. Jeg var bundet. Fanget. Af bæltet om maven, som jeg så forsøgte at flå af. Den sad fast og jeg hørte dem skælde mens de fjernede mine hænder. Jeg drejede mig om på siden. Forsøgte at få luft. De vendte mig tilbage. Jeg kunne dufte min mors ånde og hendes hånd der hele tiden klemte om min. Jeg ville ikke holde hende i hånden. Mor, forstå jeg er ved at dø.
Jeg fik fornyet energi. Som om en engel lige fyldte mine lunger med luft. Jordemoren sagde hun nu tog mit vand og kort efter mærkede jeg den spøjse fornemmelse. Veerne blev koblende og jeg skulle kaste op af smerte. Jeg begyndte at græde ulykkeligt og så kunne jeg kunne mærke min mand blev bange. Jeg græder sjældent offentligt. Det er for mig at tage tøjet af. At folk ser jeg har følelser. Men nu var jeg bange. Jeg røg igen og igen tilbage i det sorte hul der fangede mig og tog min ilt. Jordemor sagde, at jeg kun manglede 2 cm men at de ikke rigtigt ville komme. Hun begyndte at tale om sugekop og et andet ord jeg ikke forstod. En anden jordemoder kom ind. De talte om hvad de skulle gøre. Om de skulle tage sugekoppen. Så mærkede jeg at nu skulle jeg presse ”et eller andet” ud. Jordemoren lyttede først til mig da jeg pressede efter eget valg og hun så der var en baby på vej. Og så gav hun mig lov til at presse. I et halleluja af harpespiller og bimlende kirkeklokker fik jeg nu ro i mit sind. Det var vidunderligt at presse. Jeg kunne få luft. Jeg var til stede. Det sorte hul slap sit stramme greb. Jeg havde fået Asterix kræfter. Jeg pressede og pressede. Mine blodårer sprang som overspændte elastikker på mine overarme. Mit urin fløj ud på min jordemoder som springvandet i Tivoli. Og jeg måtte bagefter have syet flere sting i begge skamlæber. Men intet af det mærkede jeg. Efter 10 minutters presseveer faldt jeg sammen. Og hørte en stemme sige ”Sabina! Se” jeg kiggede op selvom jeg havde lyst til at holde dem lukkede. Jeg havde egentlig glemt at jeg var ved at føde. Jeg var så udmattet at jeg bare ville væk. Men så… så kom solen endelig..
Det smukkeste jeg nogensinde havde set var på vej til at blive lagt på min mave. Jeg glemte udmattelsen og tog imod min datter. Hun var så ren og fin. Hun græd ikke. Hun løftede sig op og kiggede rundt med hendes ufatteligt dybt mørke øjne. Jeg begyndte at hulke. Næsten hysterisk. Jeg fik sagt det var det hele værd og kyssede og aede hende. Hun vejede 2650 gram og var 48 cm. Hun hed Gabriella fra dag 1.
….Min levende engel Gabriella….
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
