Har godt nok lagt denne her op i ordet er frit... Men kan ikke flytte den, så derfor dobbelt post.. Syntes den passede bedre ind her...
Årh hvor skal man starte...
Jeg er ny på siden, og dette er mit første emne...Jeg har iaften, oprettet mit første dagbogs indlæg, og det er om mig, os og vores historie, til alle jer, for at få lidt indblik i hvem jeg egentlig er...
Jeg har selv PCO, og er i behandling for barnløshed. Da jeg fik konstateret PCO, bad jeg min søster blive testet, hvilket hun gjorde, og hun fik også konstateret PCO, i mild grad...
Hun, og hendes mand, har været i behandling, og vi har snakket sammen om når testene har været negative, behandlingerne osv.. Sidst jeg talte med hende, fik jeg fornemmelsen at hun ikke talte sandt (har altid kunne høre det på hende)... Taler med min far senere på dagen, som afslører hun er gravid. 14 dage henne.
I min "iver" ringer jeg til hende... Og lang historie kort, siger jeg alt det forkerte.
Sagde hun kun var 14 dage henne, og hun nok lige skulle vente et øjeblik, for mange ting kan gå galt, og det kunne være en falsk positiv, men at jeg selvfølgelig var glad på hendes vejne.
Hun er den ældste (3år ældre end mig), men det har altid ligget i kortene folk "forventede" jeg ville være den første til at få børn, og det ville jeg også have fået for mange år siden hvis jeg kunne. Nå, men kom så til at sige "øv, jeg ville ellers gerne have været den første"... og det var faktisk ment som en joke... Og følte da vi sluttede samtalen fint...
Dagen efter ringer min mor... Og fortæller min søster er ked af det jeg har sagt. (Skal siges hun er 30, og det her er lidt barnligt, istedet for bare at sige det til mig) - jeg er en ærlig person, og en imellem kommer tingene ud lidt forkert.
Jeg havde en rigtig dårlig dag, den dag min mor ringede, så istedet for at ringe, fik jeg skrevet en sms, det ikke var ment sådan og jeg selvfølgelig var glad, men hun burde vide, hvordan det lige føles, når man er i den akkurat samme båd.
Hun blev vildt gal, og mente slet ikke hun kunne kende de følelser jeg havde, og syntes det var rigtig dårligt jeg ikke havde ringet, hvor jeg så syntes det var dårligt hun ikke havde fortalt mig hun var ked af det...
Så, for mig er alt det her blevet total barnligt, og samtidig sker der en masse skidt på mit arbejde, og har gået sygemeldt 1 uge nu pga psykisk pres, jeg har lige fået min mens efter anden IUI-D behandling, så har intet overskud til andet end at holde hovedet oven vande, og nu er det 1 måned siden jeg har talt med hende.
Men kan jo så på facebook allerede se scanningsbilleder osv.
Skal lige siges, selvfølgelig er jeg glad på hendes vejne. Men de følelser, og tanker jeg har i mit hoved, kan jeg bare ikke hamle op med, og har det rigtig rigtig svært med hele situationen.
(Jeg har før mistet kontakten til hende 2 år, pga en uoverensstemmelse med min far som drak for meget, og hun ikke kunne sige fra, og er bange for det er her vi er endt igen)
Jeg mener jeg har undskyldt, hun godtog ikke undskyldningen, så her kan jeg sidde og føle mig som en dårlig søster...
Har altid været den der skulle agere den fornuftige, og pt har jeg bare fået nok...
Har været for god til at tage mig af andre og deres problemer uden at se på mig selv, og det er jeg blevet nødt til på det seneste, for at passe på mig selv.
Ved ikke hvad jeg vil med indlægget, men det nager mig rigtig meget
