Eksperthjælp: Til tristemor

Trine Hostrup Dahl

"Til tristemor"

Hej trine.

jeg har et problem der fylder min hverdag, og det fylder en stor del af min hverdag. Jeg har aldrig haft denne frygtelige følelse før og kan godt blive helt "bange" for den.. Men for jeg kan forklare det må jeg nok hellere starte fra begyndelsen.

For lidt over 4 måneder siden fik jeg min søn (barn nr 2) jeg gik på barsel dagen før han blev født da jeg er under uddannelse og skulle til eksamen dagen før.

Så gik til eksamen - og så fik jeg min søn og alt i familien var fryd og gammen. Men pludselig fra den ene dag til den anden blev jeg hurtigere irreterret på min mand og folk omkring mig. Følelsen af at jeg ikke er andet end mor-fodermaskine (min mands stedfar har kaldt mig ARLA-VOGNEN siden min søn kom til verden) jeg syntes jeg mangler mig selv. jeg føler mig overset-glemt-ligegyldig-træls at se på- til besvær... jeg siger hele tiden til mig selv at EJ nu skal du holde op med det pjat det er bare noget der foregår i mit eget hovede.. men alligevel bliver det ved og ved..

Jeg vrisser af min mand - kunne godt bruge han ville støtte mig mere når hans stedfar bla kalder mig ARLA, for for mig virker det til han er ligeglad - han har dog sagt fra en gang men der havde han haft fri leje til at kalde mig det i 4 måneder..

Alle småting bliver et KÆMPE problem ligepludselig som jeg føler jeg ikke kan overskue.. Har bare lyst til at sætte mig ned og græde - men alligevel kan ikke få mig selv til det.

Hele min dag bruger jeg på at passe-pleje,lege med mine børn og når jeg har lidt alene tid sidder jeg faktisk bare og prøver at tømmehovedet for alt det der flyder...

Har en følelse af at jeg ikke længere kan være i min krop, for bare af irretation, tristhed,træthed, følelsen af at være alene og magtesløs...

Kan man få klausterforbi i sin egen krop.. nogle gange ønsker jeg at være en anden..

Har normalt altid haft styr på mig selv, mit liv, typen der siger hvad jeg merner lige nu og her, har altid kunne forsvare mig selv osv, men nu føler jeg mig magtesløs og kender ikke mig selv og disse følelser..

Jeg elsker mine 2dejlige børn og min mand - men ikke mig selv - jeg aner ikke hvor jeg er længere..

HJÆLP MIG - kan du hjælpe mig med at få hul på den frygtelige byld der fylder så meget inde i mig.. jeg vil så gerne være den glade MIG igen..

mange tak hilsen den triste mor

Trines svar

Kære Tristemor,

Først og fremmest synes jeg, at du skulle klappe dig selv på skulderen, fordi du har klaret først eksamen og dernæst fødsel og alt dét som ”at blive mor” indebærer. Et stort tillykke og smadder sejt gået.

Det er, hvad jeg vil kalde en ”dumsmart” bemærkning/ kælenavn, som din svigerfar kommer med, og den er højst sandsynlig begrundet i , at han er utrolig usikker på, hvad hans rolle er, og det håndterer han så på denne uheldige måde – jeg forestiller mig ikke at den skyldes ond vilje, derimod et udtryk for et lidt gammeldags kønsrollemønster og en kæmpe usikkerhed overfor moderne kvinder og morrollen. Jeg tænker, at I må hjælpe ham. Han kan ikke forholde sig til at du ammer, og derfor må han lave sjov med det. Det er ikke rart for dig, og i din situation, hvor du ikke selv er sikker på, hvad der sker med dig, bliver du naturligvis vred på ham. Jeg synes, at du skal fortælle ham, med en tone i stemme som om du skulle fortælle ham, at græsset er grønt om sommeren.. – at du ikke bryder dig om, at han kalder dig ARLAVOGNEN, og det vil du gerne have, at han lader være med og at det vil gøre dig vred, hvis han ikke stopper.

Mht. dit humør og den følelse af at være trist, irriteret mm, så er det naturligvis meget belastende for jeres familie, ikke mindst dig, der skal være dig 24 timer i døgnet og ikke bare kan gå en tur for at få fred for dig selv… Sat på spidsen!

Hver tiende nybagt mor oplever at udvikle en depression – og ofte helt uden grund! Alligevel er der ofte nogle fælles træk hos de kvinder, der oplever depressioner, tristhed eller lign.

Der kan være tale om, at du måske har haft din sårbarhed slumrende længe – du har været følelsesmæssigt belastet og nu kommer det så til udtryk fordi du nu har ansvaret for et lille barn  - kombineret med at du føler dig ladt i stikken og alene om al ting.

Du skriver ikke noget om, om du får sovet nok, om du har svært ved at finde hvile/ ro, spiser og drikker du nok, føler du glæde ved dit barn eller er alt trist og træls? Hvordan ser du dig selv som mor?

Jeg synes, at du skal snakke med din læge om der kan være tale om, at du er ved at blive deprimeret – for er du det, skal du hurtigst muligt have hjælp.

Har du fortalt din mand, hvorledes du har det? Det er jo en forudsætning for at han kan hjælpe dig.

Jeg håber, at mit svar gav dig en smule hjælp.

Held og lykke med det.

Kærligst Trine