Angsten fylder meget...

Jeg fik en søn meget for tildigt, for 2 år siden, ingen kunne fortælle mig hvorfor han blev født for tidligt, lægerne kunne komme med en masse gæt, men ikke noget præcist.. Det har givet det resultat at jeg bliver bange, når veninder og da min søster fortalte at hun var gravid.. Jeg blir bange for at de vil opleve det samme. (for os endte det heldigvis med at vi fik ham med hjem og han klare sig godt nu) men det var der ingen der kunne vide dengang, vi måtte bare håbe og håbe.. Hver dag var en kamp, hvor han kæmpede for at overleve og jeg kæmpede for ikke at gå helt ned med flaget, samtidig med at jeg skulle/ville være stærk for ham. Jeg ville give ham alt hvad jeg havde.
Fra første nat jeg så ham, hvor han lå der i kuvøsen med slanger og ilt har jeg været angst for at andre skulle opleve det samme. Jeg ved godt at det desværre er virkeligheden, at mange oplever det i dag. Desværre..
For at gøre en lang historie kort har det gjort mig angst/bange når andre har fortalt at de venter sig, eller er ved at prøve at få børn.. (det er også det der har gjort at min kæreste og jeg ikke snakker om at få den næste endnu, selv om det er over 2 år siden) Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres mening om det, er det normalt at jeg har det sådan eller hvad man nu kan sige...??

Hej Camilla
Jeg fødte kun 6 uger for tidligt i marts 2002, men havde akut svangerskabsforgiftning, hele fødslen tog 50 minutter, både Theodor og jeg var ved at dø under fødslen og jeg udviklede efterfølgende en fødselsdepression, som jeg desværre først har fået behandlet fra for et år siden. Jeg har ligesom dig haft angstanker omkring graviditet og fødsel, dog ikke omkring andre men i høj grad omkring mig selv. Der er derfor også 4½ år mellem Theodor og William. Da jeg var gravid med William var jeg i en længere periode så optaget af, at det sikkert ville gå galt, at jeg opsøgte en psykolog for at tale det hele igennem. Hun sagde, det var godt, jeg kom, og at jeg i virkeligheden burde have søgt hjælp for længe siden. At føde et barn for tidligt er en voldsom oplevelse, der sætter sine ar på sjælen.
Måske du kunne have hjælp af at vende dine tanker med en professionel? Jeg tror dine tanker er helt normale set i lyset af hvad du har oplevet, men jeg tror også du behøver hjælp for at komme videre, hvis du skal få mindsket din angst og måske få lyst til at forsøge dit igen med endnu en guldklump.
Knus Tina

Hejsa Tina.
Mange tak for dine ord og det gode råd. Jeg har overvejet at snakke med en prof. om det, jeg har bare ikke haft tid/overskud/mod til at gøre det. Det med mod består nok i at jeg ikke bryder mig om at fortælle om det. Men måske skulle jeg gøre det alligevel. Det kan jo aldrig skade. Tak for det..
Knus Camilla

Kære Camilla
Det med tid og overskud man ikke har kender vi vist alle alt for godt ;) Men en anden ting er at du skal i hvert fald IKKE være flov over dine tanker! Vi har alle vores, og allerede dét at du har fortalt os det herinde, er rigtig flot! og et skridt på vejen til at få det bedre, er jeg sikker på.
Jeg håber, du kommer videre og vil da gerne høre, hvad der sker, hvis du har lyst til at fortælle.
Knus og pøj pøj fra Tina

Hej Tina..

Hej Tina..

Hej Tina..

Ups, fik ikke skrevet andet end hej Tina... :D Jeg har efter at jeg har læse din besked i formiddag ringet til lægen og aftalt en tid jeg kunne komme ud og snakke lidt med ham.. :-) Han sagde i i telefonen at han ville prøve at forklare mig hvad der skete hvis jeg blev gravid igen, (al der vil blive holdt ekstra øje med det med flere skanninger osv) Han sagde også der at det var meget normalt at man havde det sådan efter sådan en oplevelse.. Så det er nok ikke bare mig der er skør alligevel, som jeg gik og frygtede:D Så nu glæder jeg mig næsten i stedet for... :-) Mange tak for det..
Knus Camilla

Hej Camilla
Ihhhh det er jeg altså rigtig glad for at høre :))
Der blev også holdt rigtig godt øje med mig, og det var MEGET betryggende. Hvor er jeg glad på dine vegne over at du nu næsten glæder dig :D
Knus fra Tina