Ja så synes jeg der er ved at være overskud til at dele min fødselsberetning med jer som er intresseret.
Mandag den 19 april bliver jeg indlagt på herning sygehus pga. svangreskabsforgiftning. Jeg får taget en masse blodprøver i løbet af ugen. bliver skannet et par gange, og får kørt kurver hver dag. Tirsdag for jeg lungemodner, da de ikke helt ved hvad vej det går. Da vi kommer til fredag er mine prøver stabile, og de regner i hvert fald med at Marcus kan blive inde i maven 14 dage endnu.
I løbet af weekenden får jeg det meget værre og jeg kan slet ikke holde ud at være nogen steder. Da vi kommer til søndag er mine blodprøver så forværret at de beslutter sig for at lave kejsersnit den dag. så jeg må ringe efter Michael som havde været til kesler dagen før.
Først får jeg afvide at der vil gå ca. 6 timer, da jeg skal være fastende, så siger til Michael at han godt lige kan nå i bad, og at få pakket en taske. men kort efter jeg har snakket med Michael kommer lægen ind igen og siger at de har vuderet ikke at vente, så lige så snart de har en tid skal jeg have lavet kejsersnit. så må jo ringe til Michael igen og sige han skal komme ind til sygehuset NU.
Jeg bliver gjort klar, og kommer i sygehus tøj og får en ren seng. Michael er inde ved mig lidt i 12. er utrolig lettet da han kommer, men det er også først her at det rigtig går op for mig hvad der skal ske. vi skal være forældre i dag. og jeg er virkelig angst. frygter kejsersnittet rigtig meget.
kl 12.45 kommer der en portør og henter os. tårerne løber bare ned af kinderne på mig, især da der kommer 2 jordmødre kørended med kuvøsen.
Jeg får lagt bedøvelsen, og alle omkring os er utrolig søde, og gode til at forklare hvad de laver, og hvad der skal ske. for at vide at jeg ikke skal regne med at få Marcus afse. han vil blive taget direkte ud i lokalet ved siden af.
kl. 13.29 bliver lille Marcus født. 1465g og 41 cm. Michael følger med Marcus, sammen med det meste af personalet, og nu er der kun mig, og óg 4 andre inde på operationsstuen.
Tiden fra de går med vores lille dreng til at de kommer og siger at han er ok føles som 100 år. er utrolig lettet og det er først her det rigtig går op for mig at jeg nu er mor.
Jeg bliver kørt op til opvågning, og Michael kommer og viser mig billeder af Marcus. Det er helt uvirkelig at det er min dreng som er på billedet.
Efter 2 timer på opvågningen. får jeg endelig lov til at komme over og se min søn. Han bliver lagt over til mig. kan slet ikke forklare alle de følelser der går igennem mig. både angst, lettelse og kærlighed. 
Vil gerne skrive om selve indlæggelsen også. men det bliver en anden dag.
Håber ikke det blev alt rodet.
