ja så er jeg kommet ind i uge 8

Puha ja hvor skal man starte, jeg er 8+1 i dag. Har mistet fuldstændig appetiten, har meget ømme bryster, er træt, det stikker og niver i underlivet, og har mens ligende smerter. Men på det psykiske plan er der gået helt ged i den, hormonerne er virkelig blevet sluppet løs, det ene øjeblik er jeg vildt glad for at være gravid, det andet øjeblik frygter jeg at jeg aldrig mere skal have det sjovt. Ved godt at sådan vil det ikke blive, og glæder mig inderst inde rigtig meget til at blive mor. Puha har godt nok svært ved at forholde mig til at det der får mig til at have det dårligt bliver til et barn jeg skal være mor for. Jeg er bange for at mine omgivelser vil slå hånden af mig, fordi de synes jeg bliver kedelig. Er også rædselsslagende for at noget i graviditeten skal gå galt. Har en masse tanker og følelser jeg slet ikke kan holde styr på. Min kæreste og jeg har virkelig kæmpet for at skulle have det her barn, men det at blive gravid er slet ikke som jeg havde troet. Puha ved godt jeg lyder pisse utaknemlig, og er også godt klar over at det meste af det der skriver nu her er hormoner, men er jeg total mærkelig i hovedet, eller er der andre der kan genkende mine følelser?

Kærlig hilsen den fortvivlede 1. gangs gravide

Termin 13/1 2011

Først tillykke med graviditeten det er jo dejligt  

Og det er HELT normalt at havde alle disse tanker og mange fler  Jeg tror alle har haft de tanker, Jeg havde dem selv da jeg var gravid første gang, jeg tror jeg fortrød min graviditet mange gange men inderst inde mente jeg det jo ikke. Det er ikke som på en lyserød sky at være gravid, selv om der er nogen der mener det. Men det er hård der sker en MASSE ting med din krop både ude fra men også indvendig. Du selv og også på et hård punkt du skal gå fra at være fri til at være mor og alt det forbereder tin krop/hjerte og jerne sig til mens du er gravid og det er PISSE hård. Men lige så hård det er lige så fantastisk er det især det der kommer ud af det. 

Husk på de venner der slår hånden af dig jamen de er altså ikke værdig venner så, hvis de ikke engang kan acceptere man er mor nu og skaber sig en familie jamen så det jo dem der er problemet og spørgsmålet er så er det overhoved nogen man så skal bruge sin tid på? 

Her som andengangs gravid er det faktisk nogen helt andre tanker der går gennem hoved  men stadig både negative og positive tanker. Bla om jeg stadig kan give min søn det samme som før, vil han føle sig udenfor, vil han ikke kunne lide sin mor mere, fødslen fra første gang osv osv osv. Det er helt normalt de tanker du går med. 

Men læs af lige så meget du føler du har brug for her inde jeg/vi lytter gerne

KRAM til dig. 

Åhhh, hvor er det dog "rart" at der er nogen der har det ligesom en selv Jeg kan 100% følge dig i alt det du skriver. Er normalt ikke specielt styret af mine hormoner - altså kan selvfølgelig godt være lidt tvær omkring min mens Men nu... jeg er helt klart mere irritabel, jeg har 1000 tanker på én gang - såvel positive, som negative. Håber at det bare er vores kroppe, der er ved at forberede sig på at de skal være mama