hvornår må børnene selv være med til at bestemme..

først en baggrunds historie for mit spørgsmål.. 

 

Jeg har en datter på 6½, jeg flyttede fra hendes far for 3 år siden og for 2 år siden flyttede jeg sammen med min ny kæreste, min datters far er også flyttet sammen med en ny, og det er jo altsammen udmærket, problemet er bare at min datter tit giver udtryk for at hun ikke er glad for at komme ved sin far, hun kan/vil ikke komme med nogen konkret årsag til dette, men jeg tænker at det måske er fordi der er noget mere uro i hendes fars hjem, hvor de er 7 mennesker, frem for herhjemme, hvor vi kun er 4..

problemet er så at vi har haft nogle rigtig grimme afleveringer, hvor min datter af alle kræfter stritter imod, så sent som i aftes, hvor vi havde haft hende siden i mandags, gik hun helt amok, det startede et par timer inden hun skulle afsted, med at hun begyndte at sige at hun ikke ville hjem til sin far, og jeg forsøgte af alle kræfter at overtale hende, men hun ville bare ikke, hun var sur og ked af det, og da jeg sagde det var tid til at køre, både slog og sparkede og skreg hun,  (hun er ellers normalt ikke typen der bliver fysisk når hun er sur) jeg fik hende til at falde lidt til ro, og vi kørte afsted, men hun nægtede at snakke med mig, og da vi kom ned til hendes far gik det helt skævt, jeg ville ikke tvinge hende ud af bilen, så det overlod jeg til hendes far, han forsøgte først at overtale hende, lææænge, og til sidst hev han hende ud med tvang, hun skreg på mig og forsøgte at holde fast i bilen af alle kræfter, og det gjorde bare SÅ  ondt i mit hjerte, ville helst have beholdt hende...men vi skyndte os at køre hjem... og jeg tudede hele vejen

 

nå men mit spørgsmål er så.....: hvornår mener i at børn er gamle nok til selv at være med bestemmende over hvor de vil være, og er der nogle gode ideér/løsninger til hvordan man tackler disse afleveringer??

 

den ulykkelig mor                            

Når de er 13-14 år, synes jeg de kan begynde selv at styre det, der er vennes osv også en vigtigere del end forældrene i deres liv og det kan være svært at skulle væk fra dem en weekend feks.

Men altså, jeg synes da I skal tage hensyn til jeres datter, det skal bare ikke være hende der står med ansvaret for at vælge til og fra...I (hendes far og dig) skal finde ud af hvordan I bedst løser den her situation...kunne det feks være aten overnatning hver uge var bedre end tol hver 14 dag eller en hverdag eller noget helt tredje. Men jeg mener I skal tage ansvaret og sige til jeres datter at nu bliver det sådan her fra nu af, så ikke hun på nogenmåde står med et ansvar og et valg hun slet ikke er i stand til at tage. Og ja, det er hårdt at være smide rundt barn.. for sådan må det da lidt føles.

Min på 4 år har ikke sovet hos sin far i 2 mdr. Ikke fordi han ikke vil, men han har en usikkerhed og vil meget gerne være hjemme om natten og derfor har vi bestemt at han er det. Hos far om dagen, hjem og sove og så afsted igen næste morgen. Den løsning kunne I måske også vælge, så hun kom hjem til roen om aftenen og bare er på dagsbesøg?

Knus.

Puha det lyder sørme ikke rart... Kan godt forstå det er hårdt at se på...

Hvis det var mig der stod i det problem ville jeg tale med faderen om at stoppe en periode med at komme hos far... Der er helt sikkert en grund til at hun ikke ønsker at være der... Det behøver jo ikke være noget særligt eller nogen støre grund til det, men jeg syntes så helt bestemt I skal lytte til hende. Nu ved jeg ikke hvor godt dig og din exmand har det sammen, men kunne han ikke komme og besøge jer for en periode og lave noget hyggeligt med hende hos jer? Måske tage ud af huset..

7 mennesker hos far, så er spørgsmålen hvor meget hun føler der er tid til hende...

Håber I finder en rigtig god løsning, som fungere for jer alle sammen..

knus fra Pia.

 

Anonym skriver:

først en baggrunds historie for mit spørgsmål.. 

 

Jeg har en datter på 6½, jeg flyttede fra hendes far for 3 år siden og for 2 år siden flyttede jeg sammen med min ny kæreste, min datters far er også flyttet sammen med en ny, og det er jo altsammen udmærket, problemet er bare at min datter tit giver udtryk for at hun ikke er glad for at komme ved sin far, hun kan/vil ikke komme med nogen konkret årsag til dette, men jeg tænker at det måske er fordi der er noget mere uro i hendes fars hjem, hvor de er 7 mennesker, frem for herhjemme, hvor vi kun er 4..

problemet er så at vi har haft nogle rigtig grimme afleveringer, hvor min datter af alle kræfter stritter imod, så sent som i aftes, hvor vi havde haft hende siden i mandags, gik hun helt amok, det startede et par timer inden hun skulle afsted, med at hun begyndte at sige at hun ikke ville hjem til sin far, og jeg forsøgte af alle kræfter at overtale hende, men hun ville bare ikke, hun var sur og ked af det, og da jeg sagde det var tid til at køre, både slog og sparkede og skreg hun,  (hun er ellers normalt ikke typen der bliver fysisk når hun er sur) jeg fik hende til at falde lidt til ro, og vi kørte afsted, men hun nægtede at snakke med mig, og da vi kom ned til hendes far gik det helt skævt, jeg ville ikke tvinge hende ud af bilen, så det overlod jeg til hendes far, han forsøgte først at overtale hende, lææænge, og til sidst hev han hende ud med tvang, hun skreg på mig og forsøgte at holde fast i bilen af alle kræfter, og det gjorde bare SÅ  ondt i mit hjerte, ville helst have beholdt hende...men vi skyndte os at køre hjem... og jeg tudede hele vejen

 

nå men mit spørgsmål er så.....: hvornår mener i at børn er gamle nok til selv at være med bestemmende over hvor de vil være, og er der nogle gode ideér/løsninger til hvordan man tackler disse afleveringer??

 

den ulykkelig mor                            

Nu er jeg i stats amtet jævn tit pga min eks... og spurgte min rådgiver for lidt tid siden og der sagde hun at når de var 7 år gamle så ville man ikke tvinge et barn til samvær med ikke-bopæls forældreren...

Men ring og hør stats forvaltningen, for at du er helt sikker.. Det kan være det er forskelligt fra amt til amt.

Held og lykke...

tak for jeres svar, jeg har forsøgt at snakke med faderen, men vi har det ikke specielt godt sammen, og han er ikke villig til at afgive tid, uanset hvor ked af det vores datter er, ofte føles det som om han mest gør det for at ramme mig, fx. er aftalen at når hun er ved ham i weekenden, så er det indtil hun skal afleveres mandag morgen i skolen, selvom min datter tit har sagt at hun er ked af det, fordi min ex. ikke er hjemme mandag morgen, og min datter ikke virker specielt glad for kæresten..  har haft kontakt til statsamtet før, fordi jeg jo mente det var bedre at hun kom hjem søndag aften så jeg kunne aflevere hende mandag morgen, istedet for.. men amtet sagde at så længe der var en voksen til at aflevere, så var det ligemeget om det var faderen, eller hans kæreste.. så meget for børnenes tarv..øv

 

er meget i syv sind, tror jeg bliver nødt til at prøve at kontakte statsamtet igen..

Hej

 

Min bonus-datter reagere sommetider ligesom din datter. Men når hun først er afleveret og hendes mor er kørt, er det overstået og hun er glad igen.

 

I de perioder hvor det er slemt, kan det måske være en fordel at de henter hende i børnehaven, frem for du aflevere? Så føler hun ihvertfald ikke at du efterlader hende.

 

Har også læst på statsamtets hjemmeside, at det er bedst at samværsforælderen hendes ved samværet begyndelse og bopælsforælderen henter ved afslutning.

 

Min bonus-datter kan reagere ligesådan når hun bliver afleveret hos sin mor. Tror det kan have noget at gøre med at man kører fra hende. Og så skiftet i sig selv. Ja det er hårdt for de små med sådan et "dobbelt liv". Men er sikker på din datter ikke får noget ud af ikke at have sine besøg hos sin far.

 

Jeg var selv weekend-barn hos min far da jeg var lille. Hadede også at blive afleveret og savnede min mor og ville ikke afsted osv. Men den dag i dag er jeg glad for at jeg blev tvunget. Det betyder utroligt meget at have sin far. (min far dødeda jeg var 10 år).

 

Skal selvfølgelig ikke kunne sige om der forgår et eller andet hos hendes far som ikke er i orden, som gør hun ikke vil være der.  Men som udgangspunkt vil jeg mene det er vigtig at bevare besøgende.

Måske hun også kan mærke i ikke har det bedste forhold til hinanden. Det ville jo være meget naturligt at hun reagere på det.

 

Håber i finder en løsning så den lille prinsesse ikke skal være ulykkelig ved afleveringerne.

Puha, jeg får det helt skidt ved at læse om hvor svært det er at aflevere din datter når hun reagerer på den måde.

Jeg har selv en bonus datter og bonus søn som skal afleveres efter en weekend hos os. Her er det den omvendte situation, børnene vil ikke hjem til deres mor igen. Det foregik i starten også med skrig, skrål, spark og slag, men det er blevet bedre nu. Som en anden skrev, så kan det måske være svært at glemme den dårlige aflevering som forælder, det er ikke nemt at køre derfra, men man skal tænke på at det nok hurtigt er ovre og accepteret.

Jeg vil også helt klart anbefale at faderen henter din datter i institutionen i stedet for at du skal køre hende derhjem. Og så synes jeg da også helt klart at hun skal komme hjem igen søndag aften, så hun kan komme 'hjem til sig selv' efter en weekend ude.

Jeg tror også det kan have noget at sige at de er så mange hjemme ved hendes far. Har han noget alene tid med hende, hvor det kun er de to? Børns forventninger kan være meget anderledes end voksnes, det har vi selv erfaret. Måske både du og faderen bør sætte jer og snakke med jeres datter om hvad det er hun blir så ked af det over. Måske hun savner sin far, men ikke kan overskue en weekend der pga for mange mennesker.

Selvom jeres forhold ikke er det bedste, så nytter det ikke noget, i er simpelthen nødt til at snakke om det, gerne sammen med jeres datter, så hun kan se at i er enige. Og vil da også sige at det er rigtig ærgeligt hvis det foregår på den måde med gråd og fortvivlelse, men det må også være hårdt for hendes far, at hun ikke har lyst til at tage med hjem til ham. Og synes ikke hun skal afholdes fra at komme der, men måske i kan finde en anden løsning i stedet for.

Håber i finder ud af det