Forfatter: Claus Gade Sørensen
I begyndelsen af 2004 sender den danske regering Claus Gade Sørensen til Bagdad.
Målet er at opbygge et irakisk flygtningeministerium og bane vejen for hjemsendelser af afviste irakiske asylansøgere.
I PÅ TRODS AF TERROR tager en dansk embedsmand bladet fra munden og fortæller om livet i administrationens maskinrum, hvor diplomater forsøger at få tingene til at hænge sammen på trods af dårlig planlægning, raketangreb og selvmordsbombere.
Dagen efter han starter på sit arbejde bliver to civile kollegaer og deres tolk dræbt. Under livsfarlige forhold og uden beskyttelse rådgiver han det irakiske flygtningeministerium. Det sker ude i Bagdads Røde Zone, hvor terrorister har udlovet en dusør til enhver, der dræber en vesterlænding.
Bogen er en række absurde, tragiske men også livsbekræftende beretninger om hverdagen i Bagdad. Claus Gade Sørensen giver et helt enestående indblik i dansk diplomati og politik midt i en heksekedel og tager os med til møder med irakiske ministre og generaler, oprørske sheiker og internerede terrorister med dansk statsborgerskab. Det er fortællingen om en afgørende periode i Iraks historie og samtidig et portræt af en mand, der håber at gøre en forskel.
Beretningerne fra Irak suppleres af et sjældent set indblik i den danske udlændingeadministration.
Når man arbejder i Bagdad, låner man af sin fremtid. Hjemme igen må Claus Gade Sørensen betale en høj pris for sin indsats for Danmark og genopbygningen af Irak.
Claus Gade Sørensens beretning er velskrevet og medrivende. Han fortæller med en åbenhjertig humor om stærke oplevelser og de tanker, han gør sig om forholdene i Irak og bureaukratiets møde med en kaotisk virkelighed.
Bogen er illustreret med et righoldigt billedmateriale i farver.
--------------------------------------------------------------------------------
Læs mere om Claus Gade Sørensen og se billeder fra bogen på www.clausgadesoerensen.dk
--------------------------------------------------------------------------------
"Claus Gade skriver flydende, velovervejet, vidende og levende. Så skal man kun læse én øjenvidneskildring af det irakiske kaos, er dette den rigtige bog at få fat på."
– Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende www.fyens.dk
"Denne bog bør læses af enhver, som ønsker at få suppleret de daglige nyhedsrapporter om vejsidebomber og selvmordsaktioner i Irak med en historisk og samfundsvidenskabelig ramme. I tilgift tilbyder bogen et ucensureret indblik i den danske centraladministrations tankegang og handlemåde."
– Steen Olsen på www.elounge.dk
"... læseværdig og sympatisk introduktion til maskinrummet i en aktivistisk udenrigspolitik – og om omkostningerne for de embedsmænd, der skal føre den ud i livet i et samfund, der selv kæmper for livet."
– Politiken
--------------------------------------------------------------------------------
Læseprøve af PÅ TRODS AF TERROR
--------------------------------------------------------------------------------
Claus Gade Sørensen
PÅ TRODS AF TERROR
Vidnesbyrd fra Irak
ISBN 978-87-21-03163-3
398 sider, illustreret
Pris 350 kr.