Mine forældre kommer om aftenen, ved 18.30 tiden. De skulle lige spise aftensmad og de havde fået at vide at de ikke behøvede komme “hu hej”. Jeg kan dårligt nok huske at de ankommer eller at Søren siger farvel til mig. Han og min far tager af sted sammen og min mor tager over. Jeg er rimelig langt væk i min egen verden på det tidspunkt. Husker jeg bare sidder på sengekanten og laver dybe vejrtrækninger hver gang en ve kommer. Søren kysser mig farvel fornemmer jeg og lover at komme senere. Og min mor holder om mig.. Det føles helt vildt rart, hun trækker min overkrop ind i hendes favn og ligesom nusser mig og det gør at veerne et øjeblik er lidt nemmere at klare. MEN MEN MEN.. Det skal jo være skidt før det bliver godt… så det bliver værre.. Jeg har på dette tidspunkt kastet op ikke mindre end 4 gange pga. det ve-drop som er så voldsomt for min krop. Så har intet mad eller andet i maven at kæmpe med og jeg føler mig ekstremt svag. Og det ender altså med, at Mette Oldenborg ved 20 tiden beder jordemoderen om en epidural bedøvelse og det må gerne være NU. Jeg havde ellers satset på at undgå denne bedøvelse, da jeg var super bange for at skulle stikkes i ryggen - bange for at de skulle ramme forkert! Men nu er jeg ligeglad, vil have den bedøvelse og det siger jordemoderen ja til. Jeg har på dette tidspunkt ligget med veer på stuen siden ved 13 tiden og jeg er træt.
Kl. 21.00 får jeg epidural blokaden lagt. Jeg holder min mor i hånden mens jeg bliver stukket i ryggen og jeg borer min negl ned i hendes hånd! For man SKAL jo sidde muse-stille mens der stikkes, ellers kan de ramme forkert - og det er ikke nemt at sidde muse-stille når man har VILDT ondt pga. der lige kommer en ve. Så min mor fik en negl i hånden under veerne - hun stod meget igennem den nat.
Bedøvelsen virker hurtigt og det er fantastisk! Jeg får ligesom øjnene op lidt og ser min mor er der, får snakket med hende - endda spist en halv kiks. I min fødsels-journal står der kl. 23.05: “patienten småsover”. Og hurra for det, for den bedøvelse gjorde jo, at veerne stadig arbejdede, men jeg mærkede ikke ret meget til dem. Føltes som det gjorde da jeg ankom til hospitalet og de “små-veer” er jo ingenting i forhold til dem jeg oplevede nu. Så det var rigtig godt med en pause.
Jeg begynder at kunne mærke noget igen ved 1 tiden - veerne gør ondt igen. De er nødt til at skrue op for ve-drop for at der kommer gang i det. De veer jeg selv laver, er for korte og der er for lang tid imellem.. Så de må skrue op for ve-drop for at få gang i den fødsel. Søren ankommer ca. halv 1, min mor ringede efter ham.
Kl. 1.10 begynder jeg at få presse-trang. Kl. 1.45 presser jeg spontant med under veerne, veerne er fortsat korte.
Hvad der sker efter presse-veerne begynder at komme er noget tåget må jeg indrømme. Presse-veerne hjalp mig ikke vildt meget kan jeg huske, for de var netop meget korte. Så når jeg endelig fik presse-ve og jeg pressede alt hvad jeg kunne, så stoppede veen lige pludselig og jeg måtte “selv” klare at presse videre og det var så ubeskriveligt hårdt! Og de lyde og støn der kom ud af mig, kunne jeg slet ikke genkende, jeg ved bare jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for at få det overstået. Hver gang jeg skulle presse, holdt min mor mit ene lår og Søren det andet og så heppede de på mig - og det var guld værd at have de to til at heppe på mig!! Især Sørens stemme hørte jeg!
Der blev snakket kejsersnit og jeg fik taget blodprøve i det tilfælde, at det skulle komme dertil. Jeg hørte godt de snakkede om det, men tog mig ikke rigtig af det - jeg var så optaget af at presse med de presse-veer der nu kom, at jeg ikke kunne koncentrere mig om andet. Det endte med at det blev besluttet, at Nicolaj skulle hjælpes ud med sugekop.
(følgende kommentar ikke for sarte sjæle) Det var vildt ubehageligt synes jeg, da de skulle sætte sugekop eller hvad der nu foregår, fast på Nicolaj’s hoved! Det føltes simpelthen som om 10 hænder og arme rodede rundt i mit underliv og jeg kunne ikke lade være med at klynke højlydt over den fornemmelse uf!
SÅ blev der presset af mig og hevet af jordemoderen og ENDELIG kom min søn ud - sikke en følelse!
Jeg fik fortalt bagefter, at han havde navlesnoren stramt om halsen, den blev heldigvis hurtigt fjernet - men der var ikke noget baby-hyl lige med det samme. Han blev båret direkte over på et bord et par meter fra mig hvor et par læger/jordemødre stod rundt om ham. Jeg kiggede derover og den længsel jeg oplevede i DET øjeblik, efter Nicolaj - er en længsel jeg aldrig før har oplevet, det var helt ubeskriveligt. Husker jeg stønnede og halvt græd og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.. Kunne ikke gøre andet end vente. Hørte hurtigt baby-gråd og jeg oplevede bare en ufattelig lettelse over at det var overstået det hele og at han var ude - SÅDAN! J
Jeg er ikke klar over hvor længe der gik før jeg fik ham over.. Måske en 10-20min. Tid? I den tid fik han skiftet farve fra blå/grøn til lyserød. De gav ham ilt. Det var en underlig periode inden jeg fik ham over.. Men da han kom over, var han vågen, store øjne og helt ren i huden - ikke særlig meget fosterfedt, bare så fin. Det var fantastisk! Han forsøgte at amme, men fik ikke “bid”. Han lå ikke ret længe hos mig, før de tog ham igen. De fandt ud af, at han skulle have noget at spise, så der var en sygeplejerske som madede ham med en lille bitte kop mælk mens jeg så på.. De fandt senere hen ud af, at Nicolaj har været sulten den sidste uge inde i min mave og derfor var en spinkel fyr som skulle have noget ekstra. De syntes også han trak vejret besværet, derfor gav de ham fortsat ilt og begyndte at snakke om at vi skulle transporteres til Holbæk hvor de har en børneafdeling. Det har de ikke i Slagelse hvor jeg fødte. Jeg fattede ikke rigtigt, at vi skulle til Holbæk - troede ikke de mente det seriøst, så valgte vist at ignorere det lidt. Endelig fik jeg min søn over til mig i en HEL TIME! Nicolaj blev født kl. 2.30 og fik ham først over og ligge på mig i længere tid ved 5 tiden. Kan huske det var ved at blive lyst. Så fik han og jeg også en hel time sammen, mens jeg fik lidt at spise og der var flag på bordet. Så blev han taget igen for at blive gjort klar til at blive transporteret til Holbæk Hospital. Han skulle have en iltmaske på, da de syntes hans lunger “knirkede” som de kalder det. Han blev hentet ved 7 tiden og jeg skulle følge efter i en anden ambulance, vi måtte ikke køre sammen. Min ambulance kom så først to timer efter!! Det var meget underligt, at ligge på stuen helt alene uden baby og bare vente. Prøvede at sove lidt, men var ikke så nemt - ALT for mange tanker i hovedet, ALT for store oplevelser indenfor det sidste døgn. Men ca. 9.15 kom min ambulance så og turen tog 40 min.
Da jeg ankom til Holbæk Hospitals barselsafdeling var der med det samme flere som ville informere mig om ting og have mig med til neonatal afdelingen hvor Nicolaj lå under overvågning. Jeg skulle dog først lige have en rundvisning mente de, så begyndte at trave rundt og prøve at høre efter hvor toiletterne var, opholdsstuen, bad osv osv.. Da jeg kom på toilettet var jeg ved at besvime - af udmattelse. Jeg havde kun fået ca. 30 min. Søvn inden ambulancen kom og det var det søvn jeg alt i alt havde fået siden jeg stod op torsdag morgen.. Nu var kl. ca. 10-11 stykker fredag formiddag. Måtte bede sygeplejerskerne tage det roligt og bede om vand og noget mad (havde kun fået 2 stykker toast da jeg lå med Nicolaj). Skyndte mig at spise og drikke lidt så jeg kunne komme til min dreng.
Han lå i en lille høj seng, helt pakket ind. Han havde sonde i næsen, så de kunne made ham. 3 elektroder på brystkassen så de kunne overvåge hjerte. Drop i armen til væske og medicin og så en nål i hælen til at overvåge ilt indhold i blod 
( det var lidt uhyggeligt, han havde mange slanger. Jeg kunne ikke selv tage ham, men sygeplejersker var hurtige til at bede mig sætte mig ned og spørge om jeg ville have ham og amme. SELVFØLGELIG! Så de hjalp ham over til mig og hjalp mig i gang med amning og denne gang fik han fat.. Endelig kunne jeg sidde med ham i længere tid, helt utrolig dejligt!
Hver gang jeg havde ammet, fik han ekstra mælk gennem sonden da han fra start skulle have mere end andre nyfødte. Normalt kan en nyfødt klare sig med den mælk moderen kan give og efterhånden som behovet vokser hos baby, så stiger produktionen hos moderen. Her kunne Nicolaj bare ikke spise så længe ad gangen, så for at min malkeproduktion kunne komme i gang, måtte jeg selv malke ud hver 3. Time. Og det jeg så fik ud, ville de sørge for at give ham igennem sonde, sammen med den øvrige mælk de gav ham. Det var lidt hårdt synes jeg, at sidde på en stol med udmalknings-pumper og kigge på at gav ham mad gennem sonde.. Øv.. Men det var vigtigt der kom gang i min mælk og det vigtigste var jo, at Nicolaj fik hvad han skulle have for at vokse.
Han lå i overvågning indtil søndag eftermiddag - så kom vi på familie-stue, web - og kunne nu endelig også sove sammen, i samme rum! Og jeg ville få mere privatliv med ham! Betyder meget! Før kunne jeg ikke engang løfte ham selv pga. slanger. Det kunne jeg godt på familiestue, dog havde han stadig drop i hånden med væske/medicin, så kunne ikke gå væk fra sengen med ham og kunne ikke selv tage tøj af og på ham. Men ellers var han min. Fra tirsdag kunne jeg selv amme 100% hvor han kun fik mad igennem mig - det var stort.
Vi var indlagt på neonatal afdeling fra d. 23 april til d. 30 april. Dagene gik med Nicolaj for mig, var isoleret på min stue mere eller mindre - for ville være hvor han var og kunne alligevel ikke gå så mange steder. Dagene gik med at amme, sove og se lidt tv indimellem og spise. Om morgenen blev han vejet og det var en lettelse hver gang jeg hørte han havde taget på! Da vi forlod hospitalet d. 30 april, vejede han 3095 gram. Ved fødslen 3000 gram. Så han tog på, men ikke så hurtigt og meget som de gerne ville. Så da vi blev udskrevet var det med melding om at komme ind ugen efter til kontrolvejning og det går vi stadig til i skrivende stund.
I dag 20 maj, vejer Nicolaj 3528 gram og er ca. 55 cm. Han er en HELT normal baby nu, som alle andre nyfødte og det er så dejligt at der ingen mén eller gener er ovenpå den start han har fået. Han er rødhåret og har MASSER af det og er nu en måned gammel. Jeg er begyndt at nyde ham mere og mere nu, begyndt at lære ham og hans signaler at kende og føler lidt mere overskud. Har fået en masse hjælp af min mor, som har været en utrolig støtte for mig i denne svære start og store omvæltning det er at få en baby. Nicolaj er det bedste i verden og jeg GLÆDER mig til at “opleve” ham hele livet ! :O)
