Ja, så er overskudet til at nedfælde en FB der endelig.
De sidste mange uger af graviditeten havde jeg en masse plukveer, der nev og krævede fokus på vejrtrækningen - især om aftenen når jeg sad krøbet lidt sammen i sofaen. Begyndte jeg at gå rundt, gik de i sig selv. Jeg havde hele vejen igennem sagt, at jeg ville få et maj-barn, og dermed gå over tid, men begyndte nu alligevel at tvivle lidt
Onsdag d. 28. april var jeg til JM og i uge 40+3, hvor hun tilbød at løsne hinder, hvis det var muligt. Der kunne ske 3 ting: at der intet skete, at der kom nogle trælse veer som kunne gå i sig selv, eller at det hele gik i gang. Jeg takkede ja. Jeg var ca. 1½ finger åben og havde 1½ cm livmoderhals tilbage, så det var ikke nemt for hende, og det gjorde pænt ondt at få det gjort, men det lykkedes. Derkom en anelse lyserødt udflåd med ud, men ingen tegnblødning. Allerede mens vi sad i konsultationen begyndte en slags mens-smerter at trække ned i benene. Da vi omkring kl. 10.40 igen sad i bilen begyndte jeg at få onde stygge plukveer i intervaller på 2-3 min. heraf 1 minuts veer. Vi havde begge lyst til MacD
, men de åbnede først 20 min senere, så vi kørte en tur rundt om Roskilde. Veerne bed mere og mere, og vi jokede lidt med, at vi ligeså godt kunne kører tilbage til Roskilde Sygehus. Maden blev dog indtaget og vi kørte hjemad mod Ringsted. Da vi kom hjem smuttede vi en tur i Jysk efter sengetøj til babydynerne, da vi ikke lige havde fået fundet det frem derhjemme. Veerne var så onde, at Tom måtte gå alene ind - og kom selvfølgelig ud med noget alt for stort
Så hjemme igen måtte han på loftet efter det gamle og straks i gang medat vaske det.
Vi var hjemme kl. 13.00 og veerne kom nu med ca. 5-6 min imellemog varede 1 minut. Jeg tænkte at det nok var på vej i sig selv, men valgte efter 1½ time i sengen at gå i bad. Nøj det var skønt. Omkring kl. 16 havde jeg fået læsset mig ind på sofaen og lå nu med veer med lyd på Jeg bliver åbenbart aldrig fan af at gå rundt mellem veerne -kan slet ikke slappe af i stående stilling. Tom hentede Caroline i DP, fik handlet til aftensmad osv. Der kom en veninde forbi, som mente jeg helt klart var i fødsel - troede ikke på det, og tænkte hele tiden på at JM jo havde sagt at det sagtens kunne gå i sig selv igen. Min mor kom forbi omkring kl. 16.30, og blev helt forskrækket over at jeg havde veer. Hun ville gerne tage Caroline med sig, men endnu troede jeg ikke på at jeg var i fødsel, så hun kørte igen.
Kl. 17.20 ringede jeg til Afsnit for gravide på Roskilde og snakkede med en JM, der synes vi lige skulle se tiden lidt an. Efter 2 timer kunne jeg ikke mere, så fik fat i min bror til at tage sig af Caroline og ringede igen til AFG kl. 19.45. Denne gang sagde hun at vi bare kunne komme, men at vi ikke skulle direkte til FG. Tom hentede min bror, pakkede det sidste til tasken og fik lagt sengetøj på babydynen
Vi regnede ikke med at blive indlagt, men for en sikkerheds skyld tog vi det med.
Kl. 20.30 ankom vi til Roskilde og blev mødt af en venlig JM, der dog ikke var helt sikker på at jeg var i fødsel. Det viste sig, at det var hende, der tog imod Caroline, og pga. det barske forløb dengang havde jeg ikke lige de højeste tanker om hende. Derfor var jeg også ret skeptisk ved at hun nu måske skulle følge mig igen - jeg tog dog grusomt fejl af hende, for hun var nu ganske sød og dygtig
Hun startede med at tjekke mig og kunne overrasket konstatere, at jeg var 6-7 cm åben. Dog stod han meget højt i bækkenet som Caroline havde gjort og risikerede derfor, som hende, at komme skævt ned. Jeg fik kørt en kurve og kom på en fødestue. Endelig troede vi på at fødslen var i gang
Kl. 21.00 var vi på fødestuen og fik der en stor yogabold som jeg skulle sidde og vugge på under veerne. Dette skulle hjælpe på athan kom ordentligt med ned i bækkenet. Og det virkede heldigvis. Da jeg ikke kunne klare det mere, fik jeg klyx og derefter akupunktur mod smerter i lænden - og kl. 22.40 kom jeg i badekar. Den første halve time der i var bare skønt, og hjalp på smerterne. Derefter hjalp det ikke længere på veerne, men i pausen mellem dem kunne jeg slappe rigtig godt af. Faktisk var jeg så træt, at jeg næsten småsov mellem dem.
Kl. 23.00 blev jeg tjekket og var nu 9 cm åben med en cm kant tilbage på livmoderhalsen. Jeg kunne nu ikke længere selv kontrollere vejrtrækningen under veerne, så JM gik rundt og pakkede sit grej ud mens hun trak vejret med mig. Synes ikke helt det hjalp, men hun var god til at berolige mig. Under Carolines fødsel havde jeg stort set ikke sagt noget under veerne, men denne gang er jeg ret sikker på at hele fødegangen kunne høre mig stønne med på dem. Av det gjorde ondt. Med 9 cm kunne jeg se en ende på det hele og fik lidt ekstra kræfter.
Kl. midnat var der vagtskifte og min JM valgte at tage hjem, da der var lidt tid endnu. Han stod stadig højt i bækkenet. Den nye JM var supersød.
Kl. 00.20 blev jeg tjekket igen og fik den nedslående besked at der stadig var 1 cm kant på livmoderhalsen - og stadig kun 9 cm åben
5 kvarters veer havde givet ingenting! Der var jeg klar til at stå op og gå hjem, og så kunne de klare dem selv
Kl. 00.25 tog hun vandet - klart og fint.
Kl. 00.30 får jeg begyndende pressetrang i slutningen af en ve og Tom får fat i JM der lige er gået ud. Hun tjekker og konstaterer igen den fordømte kant på 1 cm. Hun vil massere den væk under de næste tre presseveer, og beder mig gispe mig igennem dem. Jeg klarer den ene, mens hun trykker og det gør pokkers ondt. Hun beholder klør fem oppe i mig indtil næste ve kommer, og jeg får ret bestemt bedt hende om at fjerne de fingre - hvilket hun gør. Jeg får sagt til hende i vepausen at jeg nok skal sige pænt undskyld når det hele er overstået. Det griner både hende og Tom af. Hun måler hjertelyd og den er dykket markant så får besked på at trække vejret dybt. Det hjælper heldigvis, men nu ville hun gerne have mig op af karret og over på briksen, når kanten var masseret væk. Så langt når vi ikke.
Kl. 00.34 kommer 2. af de 3 presseveer og jeg må opgive ikke at presse med. Jeg presser i 2 omgange og Jm beder mig puste ud - men presseveen er slet ikke slut, og jeg mister her alt kontrol over kroppen, der bare af sig selv presser og presser og pludselig er hovedet ude. SÅ er der endelig vepause. Under næste presseve er jeg mere med men pludselig beder hun Tom om at ringe efter hjælp og endnu en JM kommer ind. Det viser sig at hans ene skulder sidder fast, så han skal lirkes ud. Det lykkes, og kl. 00.39 ligger han på min mave. 10 min. tidligere var der meget langt til pressefasen, men det gik rigtig stærkt lige pludseligt.
Den hurtige medfart gav min søn hans livs første blå øje. JM konstaterede lige efter fødslen at "han havde slået sig i faldet på vej ud", og først tænkte jeg at han var kommet så stærkt at han havde slået sig på karrets bund - det viste sig så at det var min bækkenbund han havde slået sig på, fordi det hele gik så stærkt til sidst
Efter fødslen kom jeg hurtigt over på briksen og trykket godt og grundigt på maven indtil moderkagen var ude. Jeg fik en voldsom rystetur, højst tænkeligt fordi min krop gik sådan i selvsving til sidst, og de mest smertefulde efterveer. Jeg havde en lille flænge, der blev syet, men intet ift. at jeg egentlig ikke var klar til at presse ham ud - og intet ift. Carolines fødsel.
Efter lidt ristet brød med syltetøj og ost (nok det bedste måltid i mit liv - jeg var SÅ sulten) blev lillebror vejet og målt til 3785 g og 51 cm. Samtidig blev jeg "skiftet" og igen trykket på maven (AAAVVV), fordi der stod meget blod derinde. Det var så ubehageligt, men min livmoder trak sig 4-5 cm mere sammen, så det var da godt for noget.
Der var desværre ikke plads på patienthotellet, så vi skulle egentlig enten hjem eller jeg skulle blive på en 4-sengs stue natten over. Men JM fik kringlet det sådan at vi fik en ekstra seng ind på fødestuen og så kunne vi blive der til næste morgen. Super service! Tom sov som en sten på fødelejet (det var rengjort selvfølgelig
) mens jeg trissede rundt og forsøgte at få tisset indenfor fristen. Det lykkedes ikke inden for de 4 timer de gav, men det gjorde ikke noget - bare det var klaret inden vi tog hjem. Omkring kl. 4 fik jeg fjernet akupunkturnålene - det havde vi lige glemt i farten, og derefter vågnede baby og fik lidt mad. Og SÅ sov vi alle tre! Vi vågnede ca. halv syv næste morgen og stod op, gik i bad, pakkede sammen og tog hjemad ved. 8.30 tiden.
Det hele var en helt igennem fantastisk oplevelse - dog kan jeg ærligt sige nu, efter at have prøvet en fødsel med stort set alt hvad den kunne hive og trække af bedøvelse en fødsel uden noget bedøvelse, at jeg ikke er sikker på at en fødsel uden bedøvelse overhovedet er min drømmefødsel
Nu er han allerede en hel uge (om præcis 3 timer i skrivende stund), og han er bare dejlig. Han spiser noget oftere end sin søster = mindre nattesøvn, men han er nem, mild og glad, når han er vågen. Caroline har taget så fint imod ham, og selvom hun (selvfølgelig) har fået skoldkopper i går, går hun meget op i lillebrors ve og vel. Så indtil videre lever vi i ren babylykke.
