Mænds tanker og føleser under en fødsel...

Hej alle sammen

Jeg tænker tit på hvordan en mand har det under en fødsel og hvad han føler. Jeg kunne godt tænke mig at høre om hvad en mand gør af sig selv når han ikke ved hvad hvad han skal gøre for at damen får det beder. Hvad hans tanker går ud på nu hvor han snart skal til at være far. Hvad går gennem hans hoved når han ser blod eller hvad han tænker når vandet går. Jeg kunne bare godt høre om hvordan en mand i det hele taget har det og føler under en fødsel.

Kan det lade sig gøre at høre noget om det her inde?  Jeg ved ikke om jeg er den eneste der godt kunne tænke mig at vide hvordan en mand føler og tænker om hele fødslen .

Hilsen Ditte, 34+1 

Jeg kan ikke svare for min kæreste, så jeg bliver nød til at snakke med ham, da han kan give de korrekte svar...

Low skriver:

Hej alle sammen

Jeg tænker tit på hvordan en mand har det under en fødsel og hvad han føler. Jeg kunne godt tænke mig at høre om hvad en mand gør af sig selv når han ikke ved hvad hvad han skal gøre for at damen får det beder. Hvad hans tanker går ud på nu hvor han snart skal til at være far. Hvad går gennem hans hoved når han ser blod eller hvad han tænker når vandet går. Jeg kunne bare godt høre om hvordan en mand i det hele taget har det og føler under en fødsel.

Kan det lade sig gøre at høre noget om det her inde?  Jeg ved ikke om jeg er den eneste der godt kunne tænke mig at vide hvordan en mand føler og tænker om hele fødslen .

Hilsen Ditte, 34+1 

Altså min kæreste og jeg har snakket rigtig meget om fødslen efterfølgende.. og han sagde at det var rigtig hårdt at se hvor ondt jeg havde osv.. Han fik mange små pauser i løbet af fødslen, hvor han var ude at ryge, og han har sagt at det hjalp ham en del.. I det hvor jeg skulle presse ham ud, blev han meget skræmt over hvilken styrke jeg havde, her gik han frem og tilbage og hentede vand til mig (Giiiiiiiiisp hvor blir man tør i halsen af at gispe )..

Lige da Nicolai er født begynder min kæreste at græde.. Han var alt for overvældet over det er var sket.. At hans kæreste lå der og havde ondt og pressede på livet løs, og vups så lå der et barn.. Det blev alt for meget for ham, så han gik faktisk ud af stuen..

....nogle timer efter skriver hans veninde og spørger til hvordan vi har det, så skriver han "Renée har det fint, men jeg er træt".. Den har vi grint meget af siden, for jeg var egentlig også ret træt efter den fødsel

Hejsa:0)

Jeg svarer lige for min mand, da vi snakkede om netop det samme da jeg havde født:0)

Han sagde at han var HELT ROLIG, da han vidste at jeg havde styr på det. Han tænkte hele tiden på hvor sej jeg var og han var meget optaget af at følge med dernede. Han så det hele og han synes det var helt igennem fantastisk.

Mht fostervandet blod osv, der blev han ikke forskrækket, skræmt eller andet, som han sagde så kan det skyldes at hans første barn( med hans tidligere kæreste) kom til verdenen ved kejsernsit, så han havde set det "der var værre".

Hans konklusion var at det var smukt og noget af det bedste han har været med til. Han synes det var stort da hans første søn kom til verdenen dengang ved kejsersnit, men at være vidne til en vaginal fødsel var klimaks.

Christina

Glemte at skrive at da Anton kom på maven tudede Kenny som en pisket;0)

jeg fik afvide af min kæreste da jeg skulle have den sat ind i ryggen var han ved af tude fordi han ved hvor skræk jeg er for nåle og hvor meget det gjorde ondt fordi jeg havde vee oven i og de stak en i min hånd også samtidig og da lille manden kom til verden begyndte han af ryste de spurgte om han var dårlig nej sagde han men blodt meget lykkelig åhhh

Hej Ditte.. vil anbefale dig at læse "Den gode fødsel" der er en del fødselsberetninger som også beskriver mændenes følelser og tanker omkring det hele..

I forbindelse med vores søns fødsel var jeg egentlig meget afslappet, da vi havde snakket meget forinden om hvad der skulle ske osv.

Så ud over at jeg naturligvis kom med vand, saft, kolde klude osv., så havde vi også aftalt, at jeg løbende skulle notere hvordan fødslen udviklede sig (altså ind til selv fødslen), så vi kunne putte beskrivelsen af fødslen i hans "Barnets bog" bagefter.

Nu skete der så det, at fødslen gik over til først et gult kejsersnit og pludslig blev et rødt/akut kejsersnit, og det var faktisk først her jeg begyndte at svede og blive rigtig rigtig bange.

For ud over det faktum at min hustru pludselig fik svært ved at trække vejret, og at kejsersnittet blev valgt for os da det kunne ses på hans hjerterytme, så vælder alle følelser og tanker pludselig ind over mig. Mister jeg nu både barn og mor? Har det hele fået indvirkning på mit barn i form af hjerneskade og alt muligt andet. Alle tankerne farer gennem hovedet på mig og jeg kan ikke sidde stille eller være nogen steder af ren og skær angst!
Jeg vidste naturligvis godt at ved et akut kejsersnit skal barnet være ude inden for 5 minutter - men den viden kom på ingen måde frem i situationen.

Hele seancen (kejsersnittet med efterfølgende lægeundersøgelse af min søn) har vel reelt set ikke taget meget mere end 10 minutter (15 max), men det føltes seriøst som om det tog flere timer.

Forløsningen for mit vedkommende kom da jordemoderen kommer ind til mig med min søn og jeg får ham stukket i armene, og jeg har fået at vide at min hustru har det godt og der ingen komplikationer var. Fra at være helt i kulkælderen og tænke de værste tanker bliver jeg nu ovenud lykkelig da jeg får ham i hænderne. Tårerne vælter frem og jeg er nødt til at sætte mig i den nærmeste stol inden benene knækker sammen under mig.

Så på de 10 til 15 minutter har jeg været hele følelsesregisteret igennem og kan nu endelig slappe af og nyde det faktum at nu var jeg blevet far. Ventetiden inden vi kunne komme ind til min hustru på opvågningen gik meget hurtig, da jeg var helt væk i min søn og ikke sansede noget som helst omkring mig, andet end ham. Det var betingelsesløs kærlighed på et splitsekund.

Så alt ialt har jeg oplevet vores førstefødtes fødsel som en følelsesmæssig rutsjetur, som jeg et eller andet sted godt ville have været foruden, men så alligevel ikke, da den jo nok har været med til at gøre mig til den far jeg er idag.

Hej Alle.

Vi er begge på orlov og min mand vil faktisk gerne fortælle om hans oplevelse.

MIN mand:

Da jeg fik at vide at jeg skulle være far, ja det var den bedste dag i mit liv. Hverdag gik jeg og sang for min søn som var i min hustrus mave, men jo tættere vi kom på selve fødsel begyndte jeg at blive MEGET forvirret og bange. Jeg havde hørt fra mine venner hvordan de oplevede deres fødsel og det lød ikke super positivt og det lød hellere ikke til at De var til store hjælp for deres kærester. Jeg havde det modsat og ville gerne være en store del af fødslen dvs være mere aktiv og føle at jeg også havde en rolle. Selv om vi havde besluttede at ikke gå på fødselsforberedelseskurser for ingen vi kender syntes de kurser de gik på var til store gavn, besluttede vi at finde en hvor jeg kunne få mere selvtillid, styrke min rolle og være en god støtte for min hustru. Det var ikke nemt at finde et kursus vi virkelig troede ville gavne os begge.

Vi fandt et kursus som hedder mamaprofylax og det er jeg idag meget glad for. Da min hustru skulle føde og under selve fødslen var jeg meget koncentreret. Jeg kunne hjælpe hende så meget at vores jordemoder slet ikke behøvede at træde til, men sad på en stol og kun observerede og lyttede til det musik vi havde taget med. Jeg syntes ikke jeg havde tid til at tænke på andet end at spille min rolle og hjælpe min hustru så meget som muligt. Mens min hustru var igang med at føde huskede jeg hende om at benytte teknikkerne, gav hende nogle mål billeder som kunne motiver hende, nogle gange lavede vi teknikkerne sammen og hvis jeg kunne mærke at hun havde brug for lidt space så fik hun space. Jeg sørgede for at snakke med jordemoderen så jeg blev kilden mellem jordemoderen og min hustru, og som I kan læse så havde jeg travlt nok. Da vores søn kom ud.. ja en tåre eller flere kunne ikke holdes tilbage og heldigvis havde vi et rum for os selv hvor vi kunne nyde vores moment.

Hilsen farmand

Hvor er det dejligt at læse om de føleser og tanker der går igennem mandens hoved . 

Jeg er ikke sammen med min endnu ufødte søns far og han har fundet en ny. Jeg har spurgt ham om han stadig vil med til fødslen nu hvor han har fundet en dame(jeg var ikke sammen med faren da jeg blev gravid men vi er eks kærester) og han blev nærmest sur og skrev at det havde han jo sagt at han ville og at det var jo også hans unge så selvfølgelig skulle han med. Så kommer jeg til at tænke på hvordan han vil tage det ved at se mig have veer og sådan og om han også kommer med en tåre. Jeg har aldrig set ham græde før. Han hedder Brian og nogle mener at han også er en Brian hehe.. altså han er typen som har tus op af armen og han kan godt lide at fyre den af i weekenderne og han er skallede.. så i har et lille indtryk af hva han er for en type .. jeg glæder mig meget til at se hvordan han tager hele forløbet..