19 mdr...

...Er der nu gået siden min dejlige mand og jeg startede projekt baby, vi kom fint fra start og jeg blev gravid allerede i første hug, det endte desværre med en SA i 6. uge, men vi gik igang igen og var ved godt mod, eftersom det var gået så tjept 1. gang, men et år senere var det stadig ingen gevinst, så vi var ved læge og blev med det samme henvist til fertilitetsklinikken i Skive... 1.nov. ´09 var vi til første samtale og fik lov til at starte behandling i næste cyklus...men hurrahurra, havde ÆL 15.nov og der blev jeg så gravid...Så troede vi jo at lykken var gjort, men vores prøvelser var ikke ovre, for på min fødselsdag d.24.januar i år, samme dag som jeg gik ind i uge 13, begyndte jeg desværre at bløde, og en scanning viste at vores lille blob var død allerede i uge 8 (havde ellers set hjerteblink i uge 7) fik en udskrabning dagen efter og det var en sindsyg hård omgang for både min mand og jeg i slutningen af feb. kontaktede vi igen Skive og  startede så i marts på 1.omgang IUI og i april gik vi igang med 2. IUI... 

nu sidder jeg så her og STORtuder har nemlig lige fået min mens og magter det bare slet ikke vi har besluttet at vi nu vil holde en pause et par måneder, det har været vildt hårdt med hormoner og jeg frygter sgu lidt at jeg går helt gakgak hvis jeg skal igennem endnu en behandling lige nu..

Og så er jeg jo slet ikke barnløs, har jo mine to fantastiske børn fra et tidligere forhold, elsker dem overalt... og får osse meget tit af vide at folk ikke forstår det betyder så meget for mig med en baby, når jeg jo har to skønne børn... og min mand elsker også mine børn og de elsker ham..så hvorfor gå så højt op i om jeg bliver gravid eller ej.... 

men...IHHHH jeg vil bare så gerne... min mand elsker børn og jeg vil også bare så gerne give ham den gave det er at få hans eget biologiske barn...

Argh det er bare så svært syns jeg.. jeg har den dybeste medfølelse for dem der ikke kan få børn, og føler egentlig heller ikke rigtigt selv at jeg kan tillade mig at blive så ked af at vi ikke kan få en baby, når jeg nu har 2 børn..men jeg bliver ked af det, og frustreret og vred og og og... ved ikke helt hvordan jeg skal vende min tankegang, til at det bare er okay hvis det ikke lykkes os...

sikke en omgang rod jeg har fået skrevet, men det passer meget godt sammen med de tanker der kører rundt i mit hovede lige nu

Knus (en knust) Lotte

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Lotte andet end jeg forstår dig og har det på samme måde selv 

Du får lige en kæmpe krammer!

Er ked af at høre at du har fået din mens.... øv! 

Og så er det altså helt okay at være ked SELVOM du har 2 dejlige børn. Kæmpen igennem behandlingerne er jo lige så hårdt hvad enten man har børn i forvejen eller ej.

Håber på alt det bedste for jer i den videre kamp for en lille ny

Ved slet ikke hvad jeg skal sige, så sender dig et kæmpe kram i stedet!

stort kram! hop op og fald ned på hvad andre måske mener om jeres situation, dine følelser og jeres sorg er jo virkelig nok og den skal I ikke gå og gemme af vejen for at tage hensyn til andre!

jeg synes det lyder som en rigtig god ide at holde en pause, jeg synes selv det var hårdt med behandlingerne og den ene gang jeg kørte tre i rap følte jeg virkelig jeg havde mistet forstanden til sidst

Tjuhl skriver:

stort kram! hop op og fald ned på hvad andre måske mener om jeres situation, dine følelser og jeres sorg er jo virkelig nok og den skal I ikke gå og gemme af vejen for at tage hensyn til andre!

jeg synes det lyder som en rigtig god ide at holde en pause, jeg synes selv det var hårdt med behandlingerne og den ene gang jeg kørte tre i rap følte jeg virkelig jeg havde mistet forstanden til sidst

det der med at miste forstanden kan jeg kun nikke genkendende til, har de sidste par uger slet ikke kunnet kende mig selv, og jeg har endda kun været igennem 2 behandlinger men føler virkelig jeg trænger til et pusterum, og til at..tja mærke mig selv og min egen krop uden hormoner der raser rundt ideni... forsøge at fokusere på noget andet en periode..

jeg prøver at være ligeglad med hvad andre mener, men det er fan.. svært, når man endnu engang er ked af at man har fået mens, og de eneste kommenterarer man får er: "jaja, men du har jo også to, så det er vel ikke så slemt"  

Nej det er ikke så slemt som hvis vi ingen børn havde, det er jeg udemærket klar over, og jeg ved også godt at jeg ikke helt kan sætte mig ind i hvordan i ´rigtige´ barnløse har det, kan kun tænke mig til at det må være et frygteligt og uretfærdigt helvede for jer, og jeg er så dybt imponeret og tager virkelig hatten af for jer modige kvinder der kæmper så længe for at få ønskebarnet...

knus Lotte

lotte31 skriver:

...Er der nu gået siden min dejlige mand og jeg startede projekt baby, vi kom fint fra start og jeg blev gravid allerede i første hug, det endte desværre med en SA i 6. uge, men vi gik igang igen og var ved godt mod, eftersom det var gået så tjept 1. gang, men et år senere var det stadig ingen gevinst, så vi var ved læge og blev med det samme henvist til fertilitetsklinikken i Skive... 1.nov. ´09 var vi til første samtale og fik lov til at starte behandling i næste cyklus...men hurrahurra, havde ÆL 15.nov og der blev jeg så gravid...Så troede vi jo at lykken var gjort, men vores prøvelser var ikke ovre, for på min fødselsdag d.24.januar i år, samme dag som jeg gik ind i uge 13, begyndte jeg desværre at bløde, og en scanning viste at vores lille blob var død allerede i uge 8 (havde ellers set hjerteblink i uge 7) fik en udskrabning dagen efter og det var en sindsyg hård omgang for både min mand og jeg i slutningen af feb. kontaktede vi igen Skive og  startede så i marts på 1.omgang IUI og i april gik vi igang med 2. IUI... 

nu sidder jeg så her og STORtuder har nemlig lige fået min mens og magter det bare slet ikke vi har besluttet at vi nu vil holde en pause et par måneder, det har været vildt hårdt med hormoner og jeg frygter sgu lidt at jeg går helt gakgak hvis jeg skal igennem endnu en behandling lige nu..

Og så er jeg jo slet ikke barnløs, har jo mine to fantastiske børn fra et tidligere forhold, elsker dem overalt... og får osse meget tit af vide at folk ikke forstår det betyder så meget for mig med en baby, når jeg jo har to skønne børn... og min mand elsker også mine børn og de elsker ham..så hvorfor gå så højt op i om jeg bliver gravid eller ej.... 

men...IHHHH jeg vil bare så gerne... min mand elsker børn og jeg vil også bare så gerne give ham den gave det er at få hans eget biologiske barn...

Argh det er bare så svært syns jeg.. jeg har den dybeste medfølelse for dem der ikke kan få børn, og føler egentlig heller ikke rigtigt selv at jeg kan tillade mig at blive så ked af at vi ikke kan få en baby, når jeg nu har 2 børn..men jeg bliver ked af det, og frustreret og vred og og og... ved ikke helt hvordan jeg skal vende min tankegang, til at det bare er okay hvis det ikke lykkes os...

 

sikke en omgang rod jeg har fået skrevet, men det passer meget godt sammen med de tanker der kører rundt i mit hovede lige nu

 

Knus (en knust) Lotte

 

Om man har børn eller ikke børn har intet at gøre med om man bliver ked af det eller ikke. Ligemeget om det er det første barn eller det tredje så er det stadig et ønskebarn, så selvfølgelig må du være ked af det.

Sender lige en med på vejen 

grinny skriver:

Om man har børn eller ikke børn har intet at gøre med om man bliver ked af det eller ikke. Ligemeget om det er det første barn eller det tredje så er det stadig et ønskebarn, så selvfølgelig må du være ked af det.

Sender lige en med på vejen 

Er helt enig. Det er da lige gyldigt om man har børn i forvejen eller ej, ønsket om et barn bliver ikke mindre.

Så selvfølgelig kan du tillade dig at være ked af det.

Håber virkelig at det lykkes for jer

AnneH skriver:

 

Er helt enig. Det er da lige gyldigt om man har børn i forvejen eller ej, ønsket om et barn bliver ikke mindre.

Så selvfølgelig kan du tillade dig at være ked af det.

Håber virkelig at det lykkes for jer

tak  det hjælper rigtigt meget at høre herindefra at det er ok at jeg er ked...

især efter de sidste par dage, hvor jeg mange gange har hørt det igen "pyt med det, du haaar jo to dejlige børn"

og min kære faster var så ´sød´ at sige til min mormor at "det da osse var det bedste, og at det var godt at vi havde mistet de to gange jeg var gravid, for det var da synd at få flere børn, sådan som jeg levede... " tak  faster, det gjorde da bestemt ikke ret ondt det der    (hun hentydede til at jeg har haft to længerevarende forhold, før min nuværende kæreste,hvor jeg var gift med den ene)

Knus Lotte

- familiens sorte får