Panisk angst for smerter

Jeg har min termin den 26 juni, panikken breder sig og jeg er næsten så langt ude jeg nu er ved totalt at fortryde beslutningen om baby. Ikke at jeg nu kan gøres ugravid, men det nager og trykker..

Jeg har fået tildelt et kejsersnit, det har jeg fået lov til fordi jeg i min barndom var igennem en periode med en pædofil og voldsfikseret far. Jeg aner ikke hvordan jeg reagerer den dag, men jeg tør ikke tage chancen og sige ja til en fødsel der måske ender rigtigt galt. Der er ingen andre end min kæreste der har set mig uden tøj på i årevis. Nysgerrigheden er der, jeg er en stærk pige der har klaret alt hvad livet har kunnet byde på, men modet svigter når jeg overvejer at føde "rigtigt". Det er en dybt ydmygende situation for mig, at ligge der totalt hjælpeløs og i andres vold. Uden bukser på og uden mit normale "værn" af køligt overblik.

Problemet er vel delvist at jeg føler mig fanget nu, vi fandt ud af jeg var gravid i uge 13, vi blev gravide 14 dage efter vi begravede min kærestes far og de efterfølgende svingende perioder troede jeg, skyldtes stress. Jeg har altid været hende der ikke skulle have børn, lige pludseligt skal jeg, jeg kan ikke komme ud af det nu - det føles som om livet bare tog over og besluttede at nu skulle vi være en familie. Ikke at det er en skidt ting, for jeg glæder mig til at gøre min kæreste til far, hans førstefødte bliver en søn og han har genopdaget livet. Jeg glæder mig til at blive en familie som jeg aldrig har oplevet før, jeg glæder mig til at opleve faderrollen igennem min kæreste, der så sandeligt er mere end klar til rollen. Og tager den seriøst.

Men fødslen gør mig angst. Jeg er bange for smerten, selv ved kejsersnittet, jeg er bange for hvordan jeg reagerer, jeg er bange for jeg på en eller anden måde ikke har styrken til at gå igennem det.. Lige pludseligt tvivler jeg på mig selv, en oplevelse jeg ikke har mødt i mange år efterhånden. Jeg er trods alt snart 30, jeg er en voksen, intelligent kvinde der mere end burde være både klar, villig og evnene til at kunne føde. Men modet forlader mig bare jeg tænker på det.

Er der andre der har haft det sådan?

Hvor store er smerterne ved et kejsersnit? Både oplægningen af kateteret men også den modbydelige epidural-blokade?

Jeg går ikke her og bilder mig ind at et kejsersnit er smertefrit, jeg tror bare at jeg er nået frem til at jeg nemmere kan overskue alt det her når det nærmest minder om en operationsdato, end jeg skal gå og vente i uvished.

Hvad med bagefter, kan jeg få min fine, flade mave igen? Eller skærer de mavemusklerne over så de ikke kan trænes mere?

Risikerer jeg noget ved vores søn? Min kæreste er lidt bange for vi ikke kommer tilbage fra operationsrummet, kan han være med?

Kan vi sørge for at vores søn kommer i fars hænder så snart han er ude, og ikke i hænderne på en fremmede sygeplejerske?

Jeg takker på forhånd for jeres råd, jeg beklager det blev lidt konfust mit indlæg, jeg aner bare ikke hvem jeg skal gå til med alle mine tanker. Hele familien og alle veninderne er helt babyskudt, jeg føler mig malplaceret og lidt forkert - jeg synes ikke det her er en lækker tid og jeg tæller dagene til vi kan komme videre i livet.

Uha...Sikkken en historie.

Jeg tror de fleste, der skal føde for første gang er usikre på, hvad de skal igennem, hvad enten der er tale om vaginal fødsel eller planlagt kejsersnit.

Du har af gode grunde valgt, at føde ved kejsersnit, og der er både fordele og ulemper ved dette.

Jeg fødte selv ved akut kejsersnit... var i fødsel og var egentlig klar til at føde "rigtigt". Min pige lå bare helt forkert til det. Jeg fik lagt epidural kateter, men mærkede det ikke (måske fordi jeg havde mange veer på det tidspunkt). Kateteret fik jeg først lagt, da epiduralen virkede, og det mærkede jeg overhovedet ikke.

Selve kejsersnittet mærker du ikke. De tjekker godt og grundigt om du er ordentlig bedøvet. Min kæreste var tilstede.. fuld udstyret i hvid kitel og det hele.

Børn født ved kejsersnit får ikke på naturligvis "klemt" al væske ud af lungerne og skal lige tjekkes en ekstra gang. Så fortvivl ikke, hvis sygeplejersken eller jordmoderen lige har ham de første sekunder af hans liv. Min kæreste fik hurtigt prinsessen i armene, da hun var tjekket.

Smerterne efter kejsersnittet varierer vel fra person til person, men forvent at du har det som om du har taget 1000 mavebøjninger. Sådan havde jeg det i hvert fald. Du får også smertestillende de første dage.

Om du får din flade mave tilbage kan jeg ikke svare dig på, men jeg har da set flotte flade mavser herinde efter kejsersnit.

Sender dig al mulig held og lykke med det hele. Det skal nok gå!!!

Knus

Kære du.

Sikke dog en masse tanker du har gået rundt med, det må havet været meget frustrende!

Angsten for en fødsel, det er noget rigtig mange kvinder har, og det er også især for smerterne.

Det kan være rigtig svært at skulle blotte sig når man i sin barndom/ungdom har været udsat for krænkelser, det har jeg som dig også oplevet, og i den forbindelse kan det være rigtig svært at forestille sig man skal ligge på hospitalet uden at være tildækket. Jeg ved godt det er en ringe trøst, men husk på de på hospitalet ved at det er flovt og evt ydmygende for  kvinderne der kommer ind, og jeg har kun oplevet gode ting, og de passer virkelig på en. De fleste på hospitalerne er som regel også kvinder.

De tanker du har havde jeg også selv, man kan sagtens gå i panik, for der er jo ingen vej tilbage, når man først er blevet gravid og fødslen nærmer sig. Det kan godt være "tabu" at have sådanne tanker, men det er altså ikke unormalt.

Ved det kan føles svært nu, men jeg er næsten sikker på, når du står i det, så tager kroppen over, og det hele vil gå automatisk. Du skal ikke være bange, de er så dygtige på sygehusene og jeg er sikker på de nok skal passe på dig!

Sender dig de varmeste tanker.

Knus Enayia.

Ps: Håber du har en sød jordmoder, måske ville detg lette dit hjerte at dele disse tanker med hende, så i sammen kan ligge en fødsels plan der giver dig den tryghed du har brug for!

Puha! Du skal ringe til din jordemoder og bede om en ekstratid og sig at det skal være en dobbelttid. Det er super vigtigt at du får snakket  dette ordentligt igennem med hende. I kan så sammen skrive en 'fødselskontrakt' hvor i der bl.a. står at hvis barnet har det godt, skal det over til far med det samme osv. Det vil give dig den sikkerhed at I ved hvad I har aftalt og hvad du går ind til.

Med et planlagt kejersnit har du også mulighed for at vide hvem der er på arbejde den dag, og derfor kan du også møde dem inden.

Hvis du bor på Sjælland vil jeg meget anbefale dig at du bruge lidt penge på at snakke dette igennem med en proffesionel. Jeg vil anbefale enten Charlotte Clemmesen eller Pia Hern. De er begge super dygtige!!! -og du er (desværre) ikke den første der står i den situation!!!

-drop alt det med at du er en intellegent voksen kvinde og bla bla bla. Du er et menneske der er blevet gjort fortræd og det har sat sig nogle dybe dybe spor i dig, og det kan du ikke gøre for! Det eneste du kan gøre nu, er at tage hensyn til at sådan er dit livsvilkår og så prøve at få det bedste ud af det. Herunder et kejersnit og lad være med tænke i vaginal fødsel. Det er helt tydeligt at det bare slet ikke er dig!