Tude turen... langt...

Ja den er vist blevet til lidt mere hos mig.

Har nu i 14 dage kørt op og ned med humøret, og kan bare slet ikk se noget godt i tingene når jeg bliver ked af det. HADER den følse, og har bare været SÅ bange for at det vil blive til mere.

Jeg kontaktede min læge og fik en go snak med hende, hun vuderede de som en let dep. der vil gå hurtigt over. var så i terapi igår. Jeg gik også i terapi efter Karoline, men der var vi også indlagt med hende nogle gange i starten.

Synes jeg fik nogle gode redskaber til at arbejde med, når jeg går i "sort" og tankerne køre. Havde manden med ind, og vi skal begge afsted igen i næste uge.

Det har skræmt mig utrolig meget, især fordi jeg ikke kan sætte ord på hvorfor jeg er ked af det, men så alligevel har så mange tanker. 

Selvom det er en af de væreste ting jeg har prøvet det her, så må jeg indrømme at det på sin vis faktisk kommer til at hjælpe mig fremover. Manden og jeg snakker og snakker og snakker om alt det her, og om hvordan vi vil have vores fremtid til at være, at vi også får arbejde på os som et par..

Men glæder mig nu utrolig meget til at det er ovre og jeg bare kan være glade mig og nyde begge mine unger..

/Kristina

Åh, Kristina. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal skrive. Det må være så hårdt at være overdynget af triste følelser, når man bare synes, at tiden burde være fyldt med glæde, men det er jo helt vildt som en fødsel og et nyt barn kan vende op og ned på en. Hvor er det godt, at du får hjælp nu. Så håber jeg, du snart finder glæden igen.

Line

jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive søde Kristina, så du får en kæmpe krammer fra mig

 SIber

masser af kram fra mig.

Kristina, jeg er simpelthen så ked af at høre at du skal igennem den mølle.

Jeg har nok lagt lidt låg på det herinde, men du er bestemt ikke alene.
Jeg havde 2 samtaler med min læge efterfølgende fordi jeg bare græd og græd og græd.
Kunne slet ikke overskue den nye situation på trods af at alt bare gik som det skulle.
Ungerne var glade og tilfredse, manden var glad og tilfreds, vi formåede at få varm mad og rent tøj på og ja.. Set udefra var det hele bare perfekt.
Bare ikke oppe i mit hoved.
Jeg var seriøst helt ude i tovene!
Altså, ikke på den der "Jeg vil skade mig selv eller nogen andre"-måden, mere sådan følelsesmæssigt og på samvittigheds-fronten.
Jeg følte slet ikke at jeg slog til og havde den sorteste samvittighed overfor ALLE!
Jeg fik pludselig åndenød, kunne ikke sove om natten, fik kvælningsfornemmelse og mit hjerte hamrende nærmest om kap med alle de tanker jeg kunne nå at brygge sammen.

Jeg vil ikke skrive side op og side ned om det, men du skal vide at du ikke er alene!
Sådan følte jeg mig, netop fordi at jeg ikke hørte om andre der havde det på samme måde.

Hvis du har brug for at "snakke", lukke luft ud eller bare blive bekræftet i at det er ok at synes det hele er en liiiille smule nederen til tider så skriv!

Jeg har bare lyst til at give dig et ordentlig knus og sige at det hele nok skal gå!
Jeg er kommet igennem det og vi overlevede alle uden mén
De første 4 måneder trak virkelig tænder ud, men da Paw begyndte at kunne "sidde med" ved bordet i højstolen, få grød, og bare være lidt mere bevidst begyndte det hele bare at lette lige så stille.
Det GØR en stærkere når man først er kommet ud på den anden side og det er faktisk en fordel.

Mange, mange tanker herfra!

/Trine

Tynen skriver:

Kristina, jeg er simpelthen så ked af at høre at du skal igennem den mølle.

Jeg har nok lagt lidt låg på det herinde, men du er bestemt ikke alene.
Jeg havde 2 samtaler med min læge efterfølgende fordi jeg bare græd og græd og græd.
Kunne slet ikke overskue den nye situation på trods af at alt bare gik som det skulle.
Ungerne var glade og tilfredse, manden var glad og tilfreds, vi formåede at få varm mad og rent tøj på og ja.. Set udefra var det hele bare perfekt.
Bare ikke oppe i mit hoved.
Jeg var seriøst helt ude i tovene!
Altså, ikke på den der "Jeg vil skade mig selv eller nogen andre"-måden, mere sådan følelsesmæssigt og på samvittigheds-fronten.
Jeg følte slet ikke at jeg slog til og havde den sorteste samvittighed overfor ALLE!
Jeg fik pludselig åndenød, kunne ikke sove om natten, fik kvælningsfornemmelse og mit hjerte hamrende nærmest om kap med alle de tanker jeg kunne nå at brygge sammen.

Jeg vil ikke skrive side op og side ned om det, men du skal vide at du ikke er alene!
Sådan følte jeg mig, netop fordi at jeg ikke hørte om andre der havde det på samme måde.

Hvis du har brug for at "snakke", lukke luft ud eller bare blive bekræftet i at det er ok at synes det hele er en liiiille smule nederen til tider så skriv!

Jeg har bare lyst til at give dig et ordentlig knus og sige at det hele nok skal gå!
Jeg er kommet igennem det og vi overlevede alle uden mén
De første 4 måneder trak virkelig tænder ud, men da Paw begyndte at kunne "sidde med" ved bordet i højstolen, få grød, og bare være lidt mere bevidst begyndte det hele bare at lette lige så stille.
Det GØR en stærkere når man først er kommet ud på den anden side og det er faktisk en fordel.

Mange, mange tanker herfra!

/Trine

4 Måneder virker bare som så uoverskuelig lang tid !!!!!!

Føler mig faktisk ikke alene på den måde, men jeg har os været virkelig obs på at tale med min mand, familie og veninder om det. Men når jeg så får de der "anfald" eller hva jeg ska kalde dem, så føler jeg mig alene.. Taler om det med manden, men han kan jo hverken gøre fra eller til..

Vil aldrig ønske for min væreste fjende de får det sådan. Synes det er SÅ frustrerede at havde det sådan, når man bar burde være glad!

Mit størreste problem er at jeg vil ha det til at gå væk NU og slet ikk tid til at give det tid. På Tirsdag er det kun 3 uger siden jeg har født, så det er ok stadig at have det sådan her, men jeg kan slet ikk magte at man skal  få det sådan, og især ikk når alt i bund og grund er perfekt.

Hva gjorde du når du lige panikkede, eller havde en rigtig dårlig dag??

Min dag startede f.eks. godt idag. Vi tog ned i kolding by med mine forældre, bror og svigerinde og gik en tur. Dernæst kørte vi i Kolding storecenter med dem for at få frokost, men kunne slet ikk magte alle de mennesker og synes bare der var larm, og for meget uro omkring, så panikkede og ville bare ud med det samme! Brød så sammen i bilen fordi jeg synes det er så latterligt man får det sådan, så vi kørte hjem. Vi så sovet en lille time herhjemme, og sidder nu og har det ok  Hva sker der for de lattelige hormoner!!!!!

Årh sødeste ven

Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive - jeg kan føle din frusrtation, og jeg ville ønske at jeg lige kunne sige noge det kunne gøre det lettere for dig. Men det kan jeg ikke - der er nok bare noget du og dine nære skal arbejde jer i gennem, men husk at du altid kan bruge os herinde til at tømme dine tanker på.

Stort trøste kram og kærlige tanker fra Marie