Så kom mit knæk i sindet ang fødsel. (Langt)

Den har nu været undervejs i et stykke tid, hvor jeg har haft dage hvor jeg bare ikke var mig selv på nogen måder... Men jeg har bare ikke kunne sige hvad der var galt eller hvad jeg tænkte på...

Det ved jeg så nu, for det sagde da fuldstændigt knæk i går. Hele dagen havde jeg bare gået i min egen verden uden og ville hverken det ene eller det andet og Emma kunne jeg slet ikke magte.

Efter vi var hoppet i seng, kom så det hele væltende.. Jeg gik ud i køkkenet for at få lidt og drikke og dermed få lidt andet på tankerne, men det nåede jeg ikke inden jeg brød sammen på køkkengulvet.. Michael kom styrtende men han kunne ikke finde hverken hoved eller hale i det jeg nu kunne fremstamme, så jeg har lovet ham at skrive det ned som jeg tænker på så vi kan tage en god snak i aften.

Det jeg så er kommet frem til er den skide fødsel der står for døren. Eftersom jeg fik aks ved Emma, er det jo noget jeg ikke har prøvet før... Jeg synes selv jeg har taget det hele i stiv arm indtil nu. Men der er jo også kun 4 uger til termin og det er altså ikke lang tid selvom man gerne vil ha sin krop tilbage i en fart.. 

Vi har været ved en speciel JM for at snakke Emma`s fødsel igennem og få lavet en fødselsplan til den store dag. Og jeg har virkelig haft det godt med at jeg har det på papir og at det er mine ønsker de skal efterkomme.

Nu er det så bare det, hvad nu hvis???? 

Hvis der sker det samme som sidst og det ender med aks.

Jeg vil ikke kunne bære det, og jeg ville gå personligt ned!

Hvad med Emma, kan jeg give kærlighed til 2 unger selvom de ikke er lige søde og dejlige hver dag. ??

Vil hun bare føle sig glemt, af den mor som kun har været hendes i knap 3 år.??

Har jeg stillet mine egne ønsker højere end hendes behov?? 

Og ikke forglemme sexlivet efter fødsel, vil jeg kunne leve op til standarten? 

Åhh hvor er jeg bare så fortvivlet, og havde bare sådan brug for luft. Tak fordi I læste med så langt.

Henriette

Kæreste Henriette.

Du er helt normal  de fleste af os har vist været igennem den svada, det hører næsten med til at skulle føde.

Ang fødsel, hvis og jeg skrev hvis det nu skulle ende i kejsersnit, så er det jo altså ikke for at genere dig, men for at barnet har behov for at komme ud, og gu fanden vil det da være så træls at skulle gå glip af en fødsel, men det er jo ikke et reelt valg du står med.... du har gjort dit ved at skrive dine ønsker ned, og så må du håber på det bedste.....

Selvfølgelig kan du elske begge dine børn, og du vil formegentlig opdage hvor meget man kan favne, og at favnen bliver størrer. Husk blot på at inddrage Emma i alt det hun har lyst at deltage i fra starten af, feks. når der skal pusles, glem alt om puslebord når Emma er hjemme, ned på gulvet eller op på spisebordet, og lad hende sidde så tæt på som hun ønsker, hun vil sikkert miste interessen ret hurtigt, men hun har været med...

det er jo ikke kun dig der bliver mor, men også hende der bliver storesøster..så for hende er det jo også noget at se frem til og glædes over..

Sexlivet, ja ind imellem er det en by i rusland her, men alligevel er det jo blevet til 9 skønne unger. Standarden er meget varrierende, men mon ikke du skulle snakke med Michael om lige nøjagtig det, altså at du ikke ved hvordan du skal/kan leve op til standarden efter fødslen, der er så megen forskel på hvordan og hvornår man er klar igen, snak snak snak, så ikke noget som helst kommer bag på nogen af jer. Ind imellem er vores sexliv da mere spændene end da vi mødte hinanden, men der kan så ind imellem så flere uger imellem, så ja hvad skal jeg skrive, nåh jo snak snak snak........ 

Jeg håber du får nogenlunde styr på dine bekymringer, og ønsker dig den fedeste fødesel.

Knus Lisbeth.

Mor til en del skriver:

Kæreste Henriette.

Du er helt normal  de fleste af os har vist været igennem den svada, det hører næsten med til at skulle føde.

Ang fødsel, hvis og jeg skrev hvis det nu skulle ende i kejsersnit, så er det jo altså ikke for at genere dig, men for at barnet har behov for at komme ud, og gu fanden vil det da være så træls at skulle gå glip af en fødsel, men det er jo ikke et reelt valg du står med.... du har gjort dit ved at skrive dine ønsker ned, og så må du håber på det bedste.....

Selvfølgelig kan du elske begge dine børn, og du vil formegentlig opdage hvor meget man kan favne, og at favnen bliver størrer. Husk blot på at inddrage Emma i alt det hun har lyst at deltage i fra starten af, feks. når der skal pusles, glem alt om puslebord når Emma er hjemme, ned på gulvet eller op på spisebordet, og lad hende sidde så tæt på som hun ønsker, hun vil sikkert miste interessen ret hurtigt, men hun har været med...

det er jo ikke kun dig der bliver mor, men også hende der bliver storesøster..så for hende er det jo også noget at se frem til og glædes over..

Sexlivet, ja ind imellem er det en by i rusland her, men alligevel er det jo blevet til 9 skønne unger. Standarden er meget varrierende, men mon ikke du skulle snakke med Michael om lige nøjagtig det, altså at du ikke ved hvordan du skal/kan leve op til standarden efter fødslen, der er så megen forskel på hvordan og hvornår man er klar igen, snak snak snak, så ikke noget som helst kommer bag på nogen af jer. Ind imellem er vores sexliv da mere spændene end da vi mødte hinanden, men der kan så ind imellem så flere uger imellem, så ja hvad skal jeg skrive, nåh jo snak snak snak........ 

Jeg håber du får nogenlunde styr på dine bekymringer, og ønsker dig den fedeste fødesel.

Knus Lisbeth.

jeg kan kun være enig i det der står her

Jeg vil næsten vædde en 5ér på at ALLE snarligt 2.gangsmødre har været der hvor du er.

Jeg er ret enig med Lisbeth mht. fødslen.
Du kan ikke gøre hverken fra eller til, og skulle det ende i AKS igen, så tror jeg at det er utrolig vigtigt at du får snakket om det.
- Det kan jo også være at du slet ikke reagerer som du tror du kommer til?!

Ej, det er noget vrøvl, men håber du forstår hvor jeg vil hen..

Det at blive mor til 2 var for mig en lang proces.
Et er alle de tanker og ideer man har før det sker, noget andet er hvordan det hele kommer til at forløbe efterfølgende.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg selv havde ret svært ved at finde mig til rette i min nye rolle.
Men sådan havde jeg det også første gang, og sådan er jeg åbenbart altid når jeg har født 
Jeg synes det var rigtig hårdt arbejde og jeg havde faktisk ret mange dage hvor jeg havde svært ved at overskue alt det "jeg havde rodet mig ud i".
Men det gik over og nu kan jeg virkelig ikke forestille mig kun at skulle have et barn.
De giver allerede hinanden så meget glæde og smil - Den søskendekærlighed SKAL bare opleves

Men en ting faldt mig dog helt naturligt og jeg var aldrig i tvivl, da jeg først havde født:
Man KAN godt elske 2 børn lige meget!
Børn er forskellige og den kærlighed man har til hver af dem behøver ikke føles ens.
Kort sagt: Man kan elske dem på hver sin måde.
Ens "kærlighedshorisont" bliver simpelthen udvidet på en måde man ikke troede var muligt

Mht. Emma, så tror jeg bare man skal sørge for at lade hende være med i tingene.
Dels for at hun ikke skal føle sig udenfor/frosset ude/tilsidesat, men også for at give dem mulighed for at skabe kontakt og bånd med deres nye søskende.
Vi købte en skammel og den er bare blevet brugt så vanvittigt meget!
Hun har den med når han skal skiftes (Hun hjælper med at vaske ham og lukke bleen)
Hun har den med ved køkkenbordet når vi laver mad/grød, og hun bruger den når han lige er parkeret i barnevognen mens jeg støvsuger eller laver mad - Så står hun der og snakker med ham.

Så, kære Hynis!
Det hele skal nok gå! - Det er jeg sikker på.
Jeg har klaret det, så kan du dælme også

Der er ingen vej tilbage nu, så jeg er sikker på at det bare er ren og skær panik, det du oplever nu!

/Trine - Der håber det gav mening.. Har 2 børn der ikke synes at deres mor skal slappe alt for meget af idag

Jeg kan SÅ nemt forstå dig ang. det med snart at være mor til 2 børn. Har selv haft mærkelige tanker om, hvad nu hvis jeg ikke kan klare det. Bliver vores børn taget fra os osv. Sjovt nok kommer de tanker altid når Phillip er inde i en testperiode og jeg føler at han fylder DET HELE. Uha, tænk når der er en mere og Phillip fylder DET HELE... Og tankerne omkring det med om det nu også er så sundt at blive storebror.. Jo, min hjerne kværner ufornuftigt rundt. Men ved jo godt at det er en kæmpe gave at få søskende. Og vi klarer det selvfølgelig.

Der er ingen vej tilbage. Og som de kloge flerbørnsmødre skriver, så ER der kærlighed til alle ens børn. Jeg tror på det. Glæder mig til at opleve det.

Fødselstankerne kan jeg ikke helt sætte mig ind i, da jeg skal have pks igen. Men kan godt forstå at du er bange for aks og også for den naturlige fødsel. Jeg håber du får en fantastisk naturlig fødsel og ender det i aks.. Tjaa, der er intet du kan gøre ved det. Og ud kommer han jo! Jeres lille søn og Emmas lillebror.

Helle...

Kan kun sige jeg virkelig forstår dig.

Fik jo selv AKS med William og var skide hamrende nervøs for at ende på samme måde igen. Men når der ingeng fysisk hindring er, så som for smalt bækken osv, er chancerne for endnu et KS altså ikke så store igen.

Havde også lavet en fødselsaftale, men det blev slet ikke nødvendigt da jeg jo fødte 8,5 time efter første sølle ve.

Og ja, ville være knækket hvis det var endt i KS, men FUCK hvor er jeg glad for jeg ikke opgav på forhånd og fik et KS. Jeg er SÅ glad for mig selv og for min lille datter at jeg prøvede...og at det lykkedes at jeg næsten har lagt mit AKS bag mig. DEt ville ikke have været sket hvis ikke jeg selv havde født ved jeg nu.

Så kan ikke sige andet end at jeg ville aldrig selv få et PKS efter denne her oplevelse, for det at føde mit eget barn er det vildeste jeg nogensidne har og vil opleve. EVER.

Jeg ved ikke hvad du skal gøre, det er helt op til dig selv. Kan kun fortælle dig at PKS ALDRIG skal være en del af mit fødselsforløb, med mindre den vender forkert:-)Jeg VIL føde igen hvis jeg skal have nr 3, og ja, jeg vil sikkert være hunderæd igen, men hvor tgaer jeg dog gerne de bekymringer med i bagagen for at få sådan en voldsom følelse af truimf igen:-)

Og sexlivet er hverken værre eller bedre end after mit Ks, det er helt det samme og madan klager ikke over en slap muskel dernede, overhovedet:-)

Så det skal nok gå det hele, det er jeg sikker på, men selvfølgelig kan man ikke lade være med at bekymre sig, det gør mødre og kvinder jo generelt:-)

Tynen skriver:

Jeg vil næsten vædde en 5ér på at ALLE snarligt 2.gangsmødre har været der hvor du er.

Jeg er ret enig med Lisbeth mht. fødslen.
Du kan ikke gøre hverken fra eller til, og skulle det ende i AKS igen, så tror jeg at det er utrolig vigtigt at du får snakket om det.
- Det kan jo også være at du slet ikke reagerer som du tror du kommer til?!

Ej, det er noget vrøvl, men håber du forstår hvor jeg vil hen..

Det at blive mor til 2 var for mig en lang proces.
Et er alle de tanker og ideer man har før det sker, noget andet er hvordan det hele kommer til at forløbe efterfølgende.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg selv havde ret svært ved at finde mig til rette i min nye rolle.
Men sådan havde jeg det også første gang, og sådan er jeg åbenbart altid når jeg har født 
Jeg synes det var rigtig hårdt arbejde og jeg havde faktisk ret mange dage hvor jeg havde svært ved at overskue alt det "jeg havde rodet mig ud i".
Men det gik over og nu kan jeg virkelig ikke forestille mig kun at skulle have et barn.
De giver allerede hinanden så meget glæde og smil - Den søskendekærlighed SKAL bare opleves

Men en ting faldt mig dog helt naturligt og jeg var aldrig i tvivl, da jeg først havde født:
Man KAN godt elske 2 børn lige meget!
Børn er forskellige og den kærlighed man har til hver af dem behøver ikke føles ens.
Kort sagt: Man kan elske dem på hver sin måde.
Ens "kærlighedshorisont" bliver simpelthen udvidet på en måde man ikke troede var muligt

Mht. Emma, så tror jeg bare man skal sørge for at lade hende være med i tingene.
Dels for at hun ikke skal føle sig udenfor/frosset ude/tilsidesat, men også for at give dem mulighed for at skabe kontakt og bånd med deres nye søskende.
Vi købte en skammel og den er bare blevet brugt så vanvittigt meget!
Hun har den med når han skal skiftes (Hun hjælper med at vaske ham og lukke bleen)
Hun har den med ved køkkenbordet når vi laver mad/grød, og hun bruger den når han lige er parkeret i barnevognen mens jeg støvsuger eller laver mad - Så står hun der og snakker med ham.

Så, kære Hynis!
Det hele skal nok gå! - Det er jeg sikker på.
Jeg har klaret det, så kan du dælme også

Der er ingen vej tilbage nu, så jeg er sikker på at det bare er ren og skær panik, det du oplever nu!

/Trine - Der håber det gav mening.. Har 2 børn der ikke synes at deres mor skal slappe alt for meget af idag

Giver Trine helt ret.

Jeg føde for nu 13 dage siden, og havde nøjagtig de samme tanker inden som du har nu. Men fødslen blev bare en drømme fødsel...

Mht. bagefter, ja så er jeg jo midt i processen. Den virker lidt som Trines, for pt synes jeg sku det er svært at overskue. Han er det nemmeste barn, og Karoline ELSKER ham. Men synes det er svært at finde min "rolle".. Vi var indlagt meget med Karoline da hun var helt lille, så er sikker på at det sidder dybere i mig end jeg havde forventet, men må indrømme at alle de følser som kommer efter,de er kommet meget bag op mig. Men er da sikker på jeg kommer hel ud på den anden side som alle jer andre 2. gangs mødre.

Tror bare det er rigtig vigtigt at tale om det. Jeg bruger manden, mine forældre og veninder heeeeelllt vildt lige nu til at tale med. Og jeg siger det præcis som jeg har det, om så det måske er egoistisk, eller om jeg tud brøler. Tror på det er vigtigt at tale om, så man ikke lukker det inde..

Ved ikke om det hjalp noget eller gav nogen mening..

/Kristina

hest

Jeg ville gerne skrive en masse dejlige trøstende og forsikrende ord - men jeg mangler lige lidt overskud idag. Og i øvrigt synes jeg at alled e kloge damer der allerede har været på banen har sagt alle de kloge ord.

Jeg vil bare sige at jeg har læst dit indlæg, og følt din frustration.

Rolig søde - det skal nok gå godt, det hele!

knus

Jeg følte som dig og alle andre, at det nok bare var bedst hvis baby blev inde i maven - for hvordan skulle det gå når han kom ud??? Og jeg elskede Gustav så meget, havde jeg mon kærlighed til en mere... Og FOR FANDEN ja... Ligegyldig hvor mange børn jeg får, så har jeg kærlighed nok... Jeg havde det også svært da han lige var blevet født (ligesom første gang) skulle lige finde min plads...

Gustav tog det SUPER at blive storebror.... Mit bedste råd er husk at den store stadig er lille... Forstår du?

Jeg ved at du klarer det!!!!!!!!!!!!!!

Moni

TAK, TAK og atter TAK for de søde ord, gode råd og de trøstende krammer...

Det har været en hel befrielse at læse jeres svar, og selvom jeg har grædt imens, så har det bare været så dejligt at vide jeg slet ikke er ene om de tanker.

Endnu en grund til man stadig hænger herinde så meget.!!

 Henriette