Fredag den 9. april var jeg gået 9 dage over tid og denne dag startede som enhver anden dag i løbet af de sidste 2 uger! Jeg havde en del menstruationsagtige smerter, men det havde jeg også haft mange af de andre dage, så jeg tænkte ikke yderligere over det. Både Michael og jeg var rastløse og utålmodige og talte om, at vi bare slet ikke gad gå i gang med noget den dag, fordi vi ikke rigtig kunne samle os om noget!
Vi havde aftalt med Michaels forældre, at vi skulle spise aftensmad hos dem, så da klokken nærmere sig 18 gik jeg udenfor i det dejlige vejr og satte mig på bænken for at vente på Michael, der havde været ude at gå tur med vores hund og nu ville hente mig, så vi kunne komme ind og spise hos hans forældre. Da Michael ankom kl. 17.40 rejste jeg mig fra bænken og stod med det samme stille! Vandet var uden tvivl gået – hvis jeg havde haft kjole på og stået på et trægulv, ville det helt sikkert have lydt som på film, hvor det bare kommer med et plask! :0) Nå, men her stod jeg så og kiggede på Michael, som sad inde i den tændte bil og kiggede på mig – jeg tror lige, vi skulle forstå, hvad det var, der skete! Vi gik indenfor og ringede til fødegangen, som sagde, at jeg skulle komme derud til en undersøgelse i løbet af de næste seks timer og jeg ville derefter nok blive sendt hjem igen for at vente på veerne. Jeg tog et hurtigt bad og vi kørte derefter ind til svigerforældrene til flæskesteg og brun sovs (og hold da op hvor fortrød jeg mange gange i løbet af fødslen, at jeg havde spist to stykker flæskesvær – det kunne jeg nemlig smage under hele seancen!). Både Michael og jeg havde gåsehud og kunne ikke rigtig forstå, at det altså var nu, at det var nu!!!! :0).
Omkring kl. 19 var vi færdige med at spise og jeg ringede til FG for at sige, at vi ville komme ind til undersøgelse om en halv times tid, hvis det passede dem og det gjorde det! Jeg gik på toilettet, inden vi skulle køre og her fik jeg så den første svage ve – det murrede i maven og trak om i lænden. Vi kørte til FG, hvilket tog ca. en halv times tid og på vej derud havde jeg en fire – fem veer, som kom temmelig hurtig efter hinanden, så vi var lige ved at blive nervøse for, at det hele gik lidt for stærkt. Heldigvis fortsatte det ikke på samme måde, men mere uregelmæssigt med ca. 10 min mellemrum.
Da vi kom på FG, blev vi modtaget og placeret i et undersøgelsesrum. Her ventede vi så i 1½ time, før de havde tid til os :0(! I denne periode blev veerne kraftigere og mere regelmæssige. Da der endelig kom en JM fik vi kørt en strimmel, der viste at babyens puls var en smule for høj. Derfor ville de gerne have, at vi blev derude og vi fik herefter tildelt en fødestue. Kl. var nu omkring 21.30 og jeg var ca. 4 cm åben.
Veerne var nu efterhånden temmelig kraftige og kom med kort mellemrum. Jeg fik nu et lavement. Omkring kl. 22 havde jeg virkelig stærke smerter og der var ca. 1 min mellem veernes slut til næste vestart – og samtidig havde jeg virkelig mange smerter imellem veerne også, så jeg følte mig virkelig snydt, fordi jeg havde regnet med at kunne puste lidt ud ind imellem, men sådan blev det dog ikke :0).
Jeg fik et drop med saltvand, som skulle sænke babyens puls og det hjalp med det samme. De ville dog stadig gerne holde øje med det igennem resten af fødslen, så jeg kunne desværre ikke komme i vand! Derimod havde jeg placeret mig i en stol, som jeg nærmest nægtede at forlade. Jeg havde virkelig ondt i lænden og kunne slet ikke overskue at ligge på ryggen, så når JM skulle undersøge, hvor meget, jeg havde åbnet mig, var det en kamp bare at få mig over i sengen på ryggen – og jeg var lynhurtigt oppe i stolen igen, hvor jeg bare sad ret op og ned og lukkede verden fuldstændigt ude!
Jeg kunne slet ikke forholde mig til andet end de smerter, jeg havde og havde gennem hele forløbet lukkede øjne. Michael måtte ikke røre mig overhovedet – hvilket var temmelig hårdt for ham, fordi han slet ikke følte, han kunne gøre noget for at hjælpe! På et tidspunkt var jeg ved at give op og JM spurgte om jeg var interesseret i akupunktur i lænden og jeg sagde ja tak. Det hjalp en smule og gjorde, at jeg kunne komme over i sengen og ligge på siden. Jeg kastede op og måtte igen på toilettet!
Fra omkring kl. 01 fik jeg ind imellem en presseve, hvor jeg fik lov at presse stille og roligt med, men jeg var dog endnu ikke rigtig inde i selve presseperioden. Ca. kl. 01.30 måtte jeg presse for alvor og hvor var det da bare en befrielse – selvom det jo stadig gjorde vildt ondt, men bare på en anden måde. Jeg fik ilt imellem presseveerne, som kom temmelig hurtigt efter hinanden. Jeg lå på ryggen med hovedgæret lidt løftet og holdt/trak i mine ben, når jeg skulle presse. Michael stod på siden og hjalp mig med at holde det ene ben og en sygeplejerske hjalp med det andet! Jeg pressede i temmelig lang tid og var lige ved at give op – men så sagde JM, at jeg fik et forsøg til og ellers ville hun lave et lille klip! Og så kan jeg godt fortælle jer, at jeg kunne presse hovedet ud… :0) jeg skulle bestemt ikke klippes i :0). Herefter gik det ret hurtigt og kl. 02.48 kom der en dejlig vågen pige ud og op på min mave! Hun græd ikke, men var bare lysvågen og meget opmærksom. Jeg rystede over hele kroppen og kunne næsten ikke hænge sammen, men alligevel sagde jeg til Michael, som jeg ikke havde talt til de sidste mange timer, at det her kunne vi godt gøre igen!!! :0)
Jeg synes, fødslen gik rigtig godt – den tog ca. ni timer fra vandafgang til hun var ude, jeg fik ikke andet smertestillende end akupunktur og ilt og jeg skulle ikke have et eneste sting efterfølgende. Jeg reagerede dog meget anderledes, end jeg havde forventet og har virkelig lært meget om mig selv i så en ekstrem situation, som en fødsel jo er!
Fødslen er det mest skræmmende, mest fantastiske, mest utroligt smertefulde, mest overvældende og mest ubeskrivelige, jeg nogensinde har været igennem!
Ida Marie, som vores dejlige datter hedder, vejede 4510 gram og var 55 cm lang, da hun blev født.
Tak, fordi du læste med!
Nina
