Mor hvad sker der når man dør???

Min tanke var også, at det ikke skulle være "himmel og helvede"

Jeg ville kun fortælle om himlen. Og at dem "deroppe", som vi savner og mangler, stadig kigger ned og holder øje med, at vi har det godt.
Og at man godt kan tænke noget op til dem (eller sige det) hvis der er noget, som man gerne vil have sagt.

Men selvfølgelig først forklaret mere nuanceret og detaljeret, når de har en størrelse og alder til, at kunne forholde sig nogenlunde til det, og selv spørger - Og forklaret på en meget børnevenlig måde...

Men HELT PRÆCIS HVORDAN, dét må jeg jo vente med at tage til den tid, når det engang sker ......og det har da heldigvis ikke været nødvendigt endnu!

Jeg vil heller ikke ligge skjul på, at jeg er ked af det og sørger.
Selvfølgelig vil jeg forsøge at mande mig lidt op, og undgå ikke at bryde fuldstændigt hulkende sammen foran dem.
Men hvis jeg græder, så er det sådan dét er - og så må de godt vide, at mor altså er rigtig ked af det.... og så taler vi lidt om det.
Fremfor at holde en maske på, som overhovedet ikke matcher til ens adfærd.

Stemte himlen (og helvede) men det sidste tror jeg ikke på.

Min lillebror døde da min datter var 9 mdr, så hun har i den grad set mig græde og savne. Da hun blev stor nok til at vise bekymring når jeg var ked forklarede jeg at hendes onkel var død og kommet i himlen og jeg græd fordi jeg savnede ham.

Jeg græder stadig her 2 år efter, men nu er min datter helt med på hvor vi skal sende kærlige tanker og flyvekys hen. og krammere sparer hun ikke på Hun peger også nu og da på månen eller stjerner og siger "se der sidder onkel og vinker".

Hun har spurgt om onkel ikke kommer på besøg og til det har jeg svaret at når man først er flyttet op i himmelen, så kan man ikke komme ned igen og den er også blevet godtaget.

Da hendes oldemor døde her op til jul og hun var sammen med mig hjemme ved hende og tage afsked før hun døde og hun var også med til at synge hende ud af hjemmet. Og det var faktisk også hende der i kirken sagde at nu skulle oldemor op til onkel og hun har været glad ved tanke om at onkel og olde har hinanden.

Min fætter valgte at ikke tage sin datter med til oldes begravelse, hvilket jeg slet ikke forstår. Gætter på det var for at skåne, men tror det istedet er fodder til fantasien på en ikke postive måde ikke lade barnet tage afsked og se andre gøre det!

Himlen er mit bud og det virker hos os

ville bestemt ikke nævne helvede under nogen omstændigheder! Synes det er trist og uhyggeligt for børn at skulle forholde sig til. Ville nok sige noget i stil med at man blev til en stjerne på himlen eller kom i himlen og sad på en sky og hyggede sig. Til små børn i hvert fald.

Puha. GODT men FARLIGT emne!

Efter min mening er det lige meget hvad svaret er. Det vigtigeste er at børnene føler at de har fået svar på deres spørgesmål, sådan at de ikke går med uafklarede tanker og spørgsmål. Da dette kan være med til at gøre barnet bange, da det så vil fantasere.

Jeg ville personligt fortælle den med himlen, jeg synes den er mest human. Jeg er opvokset med den "historie", og det kan derfor hjælpe mig. Hvis mit barn mister en hun holder af, vil sandsynligheden for at jeg også er meget ked af det, være stor. Derfor kan det være en rar "nem" måde at fortælle hvad der sker, da den ligger på rygraden, så kan vi sammen støtte os til den.

Hold da op, det blev hurtigt meget langt.

Meeen sidste gode råd. Danmarks bedemandsforening, eller hvad det hedder, har lavet en billedbog til børn om døden, tiden efter døden og begravelsen. Der kan børnene få et meget fint, og barnligt syn på hvad der sker. Bogen hedder:

HVOR GÅR MAN HEN NÅR MAN GÅR BORT?

Den købes hos bedemanden, også udenfor forbindelse med begravelse. Den koster 25kr. Der er indlagt en CD med historien. Det kan hjælpe mor & far. Så er der en der læser op, og så kan man være 100 sammen.

Håber at det hele er til at forstå, og at det ikke blev noget rod.

Christina.

Tjuhl skriver:

jeg tror det er vigtigt at få sagt, at det er der ikke nogen der VED-ved, men at der er mange forskellige teorier om hvad der sker. Herhjemme tror vi vist bare man er død, fuldkommen stendød. og så alligevel ikke. for jeg synes det er enormt vigtigt at lære sine børn at man lever videre i hjertet hos de mennesker der elskede en. Sørens forældre er begge døde, men vi holder dem "i live" ved at tale om dem og fortælle om dem. Når jeg selv dør vil jeg ikke have et gravsted fx, netop fordi det eneste der er vigtigt for mig er, at de mennesker der elskede mig da jeg levede, de husker mig og mindes mig. De skal ikke have tvunget et dyrt gravsted ned over hovedet for at huske hvem jeg var

hmm...ja, store tanker, dem om døden!

i mange år har jeg sagt man kommer i en angiala, som der fortælles om i Brødrene Løvehjerte, men det er jo i bund og grund "bare" genfødsel, og det tror jeg ikke på.

Det er meget sådan som jeg selv har tænkt mig at gøre det.

Vi tror heller ikke på hverken himmelen eller helvede, og jeg ville kvie mig ved at bilde mit barn noget ind som jeg overhovedet ikke selv tror på, og jeg tror hverken på guder eller genfødsel.

Jeg har selv tænkt på at bruge Brødrene Løvehjerte, men kun som afsæt til at tale om døden - ikke som en sandhed. Jeg vile også bruge bibelens gode historier og alt muligt andet til at tale om døden med, men understrege at det kun er historier og at der altså ikke er nogen som ved om det passer.

Men jeg tror desuden at det afhænger rigtig meget af hvornår det bliver aktuelt - om det er aktuelt fordi vi mister nogen tæt på Jonathan, eller fordi han "bare" kommer i spørgealderen

Jeg fik bogen fra bagravelsesforretningen der hedder: "Hvor går man hen når man går bort" den fik min nevø på 3 år og har den også til Liam.

Det er en bog lavet specielt til børn der fortæller hvad der sker under processen, den er rigtig god og jeg er overbevist om det hjælper dem til bedre at forstå det hele