Vi troede slet ikke vi kunne få børn, så da den alligevel troppede op efter 3½ år, ja så var vi naturligvis glade.
Selve graviditeten og fødslen lærte mig MEGET om min mand, jeg havde forventninger under graviditeten, som han aldrig nogen sinde i hans liv kommer bare en brøkdel i nærheden af, graviditet rager ham en høstblomst, 1. gang var det meget frustrerende, lige så meget fordi jeg frygtede at han efter fødslen ville være lige så kold, men sådan var det heldigvis ikke, han forstår bare ikke hvad graviditet er for en fisk, og ønsker ikke at forstå det (hvilket er helt okay med mig, nu hvor jeg ved at det intet har med kærligheden til hans barn at gøre, ej heller hans evner somfar, bare han deltager når jeg siger han skal *gg*) Men det betød at 1. graviditet var fyldt med en masse skænderrier og en masse misforståelser vi gik totalt skævt af hinanden, fordi vi havde urealistiske forventninger til hinanden, altså han forventede også noget af mig, som bare ikke fungere med mig når jeg er gravid.
Så kom fødslen, hvilken jeg naturligvis gruede for mht ham, men ja, man skulle tro han i hemmeigthed havde gået til fødselsforberedelæse.
Vi har haft en del uoverens stemmelser omkring opdragelsen, men det har aldrig betydet skænderrier, der har vi i hvertfald ind til nu (ved jo ikke hvad fremtiden bringer) været super gode til at gå på krompromis, samtidig med at vi bække har den holdning at de små ikke tager skade af at vi er forskellige.
Hvis jeg skal gøre det op tidsmessigt, er jeg lige ved at tro at vi har den samme tid, sammen os to, nu som før, forskælden fra nu og før er at vi rander meget mere til hver vores simbelthen fordi ungerne splitter os, det er svært at finde ordentligt pasning til fornuftige penge her i området, og så er der jo kun et at gøre, den ene må hænge hjemme hos ungerne, hvor vi før kunne tage af sted samtidig og til de samme ting (vi er på hvert vores hold, så vi så entlig ikke meget til hinanden selv om at vi var af sted til det samme) men som helhed rander vi nu også meget mere nu end før, jo flere børn jo mere rand faktisk. Nu er jeg et større hjemmemenneske end manden er, men fordi mit behov for at opleve andet end lortebleer er steget i takt med antallet af børn betyder det også at jeg bruger mere af min fritid på andet end børn, og manden har gang i 3 tidskrævende fritidsintarrasser, hvilket betyder at han i øjeblikket er mindre hjemme (eller rettere tilrådighed for noget af det foregår fra hjemmet) end da han arbejede 60 til 70 timer i ugen.
Skulle vi hænge her hjemme og glo på hinanden og vores unger, det tror jeg simbelthen ikke vi ville kunne finde ud af, ikke at vi ikke kan finde ud af at være sammen (alle 5) det kan vi sagtens og er det meget i det omfang tiden tillader det, vi elsker at tage på ture sammen, men vi voksne ville simbelthen drukne i hinanden og børneopdragelse, for vi ville ikke have meget andet at snakke om end lortebleer og børneopdragelse, hvilket vi bække ville visne og dø af, der til kommer at jeg ikke tror på at noget forhold har godt af at men glemmer sig selv og sine egne behov. 2-somhed har vi naturligvis ikke meget af, men det genere os ikke det mindste, om ca 12 år kan vi igen bruge en masse tid på os to, hvis vi har lyst til det, ind til da har vi det bedst med ikke at gå til grunde i lorttebleerne, og dyrker os selv i det omfang børnene tillader det, der ud over er det hele familien vi dyrker, og så må vi nøjes med os 2 de par timer vi kan de aftner vi er hjemme bække 2, alt andet vil for os betyde kedelig vane, og vane kan ingen af os med, altså ikke at børn er en vane, det tror jeg alligevel aldrig de bliver, men et parforhold bliver ekstrem nemt en vane, og en påduttelse, at man "skal" dyrke hinanden hver onsdag fra 20 til 22... ej den fungere overhovedet ikke for os, vi tager tingene som de kommer, når tiden er der gør vi det, både dyrker os selv, vores børn og hinanden. Det at vi har så mange ting om ørene, gør også at vi nyder hinanden og vores børn på en meget mere intens og afslappet måde, når muligheden er der, her sker så meget at vi ikke behøver icenesætte fx en ferie i sommerferien for at undgå at ungerne kommer til at kede sig.
Sådan som det fungere nu, fungere det super godt for os, vi føler os ikke bundet af hinanden (ind i mellem hemmet fordi vi ofte gerne vil af sted samtidig, hvilket så ikke er muligt pga ungerne, men det er så en anden sag) dvs min mand er ingen vane, ikke 2 dage er ens her i huset (ja ok overdrivelse fremmer forståelsen) derfor gentager vi heller ikke vores liv dag ud og dag ind. Sådan som vi har bygget vores liv op, er vane en by i rusland, og så længe den er det, vil vi kunne bevare kærligheden og fasinationen til/af hinanden, for det vil blive ved med at dukke nye udfådringer op og nye sider af os hver i sær, vi keder os aldrig, værgen sammen eller hver for sig.
Anmeld
