Børnehavestart - når moar slet ikke er parat!

Ved godt det ikke er så tit jeg skriver herinde, men forsøgerat følge livligt med. Og der er noget, der virkelig har naget de sidste mange måneder

Caroline skal starte i BH d. 1/7 efter planen. I følge DP og DP-pædagog er hun mere end rigelig klar - dog arbejder de lidt med hendes sociale "udvikling". Hun er nemlig en meget stille pige, der hele livet har "frosset" i nye situationer. Det er blevet bedre. Hun er endelig begyndt at holde af legestuen, men de synes ikke hun er god til at lege, med mindre hendes veninde fra DP er der (men så er der ingen probs) - hun tuller rundt og er meget opmærksom men begynder ikke at lege med de andre. I DP er hun meget dominerende overfor hendes veninde (de er lige gamle), og derfor mener DP+pædagog at det vil være fint for hende med nye udfordringer i BH. Samtidig ser de hende ikke rigtig fordybe sig i leg alene - men det gør hun fint herhjemme, så det er vi/de ikke bekymret for.

Men altså - hun virker desværre ikke så god til at skabe sociale relationer i nye og fremmede situationer - præcis som moderen

Og så er det jo at jeg bare frygter, at hun aldrig får skabt sig nye venskaber i BH, og ender som mig, som kun har en håndfuld gode veninder, og stinker til at skabe sig selv nye venskaber.
Frygter at min lille pige skal sidde i lang tid og føle sig udenfor eller forkert fordi jeg ikke har magtet at lære hende at begå sig socialt (faderen er sådan en, der har 10 nye venner 5 min efter han er ankommet til en fest). Så jeg kan slet ikke magte tanken om at hun skal ud af sin trygge hverdag og ud i en stor farlig verden...  Er jeg virkelig den eneste, der virkelig frygter det? Og er det mon blot fordi det er 1. barn?

Jeg sætter min lid til at C klarer det 1000 gange bedre end moderen, og husker mig selv på at selvsamme panik ramte mig omkring DP-start - men har alligevel brug for at ynke den lidt Undskyld...

NEJ!
Du er slet ikke den eneste.

Jeg får helt ondt i maven over at Stella, som er så stille, genert og meget utryg i nye situationer - Specielt uden sin mor, snart skal kastes ud i den store nye verden af nye børn, nye voksne og nye omgivelser.
Puha!
Det trækker altså tænder ud.

Det giver mig virkelig flash back fra min egen barndom.
Jeg hadede at gå i skole - var dårlig til at skabe kontakter, dårlig til at begå mig med andre, følte mig ensom og følte mig utryg.
Jeg er aldrig blevet mobbet eller noget - Jeg vidste bare ikke rigtigt hvordan jeg skulle begå mig sammen med andre børn.
Har altid kun haft få (Men rigtig gode) veninder.
Jeg tror faktisk at det skyldes at min bror og jeg blev passet hjemme indtil vi skulle starte i skole, så jeg håber bare at Stella tager det hele i stiv arm, fordi hun er blevet hærdet lidt mere end jeg var.

Bla, bla, bla.. Gik i selvsving, men har siddet med nøjagtig de samme tanker som dig.
Det er jo for dælan lige om lidt de skal starte!

Det lyder præcis som mig - f.eks. faldt jeg aldrig til i min MG med Caroline. Vi var 8, men de 5 kendte allerede hinanden og ligeledes de to sidste, og jeg formåede aldrig at mase mig ind i fællesskabet, så endte med at sidde som hende den lidt sære, ingen tog seriøst eller lagde mærke til. Følte mig SÅ malplaceret og meget meget usikker Og frygter sådan at C vil blive lige sådan - og det ønsker man jo bare ikke for sine unger.

Jeg blev kun passet hjemme indtil børnehavealderen, og husker det meste af min børnehavetid som ok - men i skolen var jeg hende det stille dydsmønster i den nørdede klike - blev heldigvis heller ikke mobbet, men kunne slet ikke finde ud af at blive en del af det større fællesskab, så holdt mig til de små grupper.

Selvom jeg ikke ønsker for andre at havedet sådan, så hjælper det jo lidt at man ikke er ene om de tanker Håber som dig, at de er blevet lidt mere hærdet end os, af at være kommet ud lidt tidligere.

cmks2007 skriver:

Det lyder præcis som mig - f.eks. faldt jeg aldrig til i min MG med Caroline. Vi var 8, men de 5 kendte allerede hinanden og ligeledes de to sidste, og jeg formåede aldrig at mase mig ind i fællesskabet, så endte med at sidde som hende den lidt sære, ingen tog seriøst eller lagde mærke til. Følte mig SÅ malplaceret og meget meget usikker Og frygter sådan at C vil blive lige sådan - og det ønsker man jo bare ikke for sine unger.

Jeg blev kun passet hjemme indtil børnehavealderen, og husker det meste af min børnehavetid som ok - men i skolen var jeg hende det stille dydsmønster i den nørdede klike - blev heldigvis heller ikke mobbet, men kunne slet ikke finde ud af at blive en del af det større fællesskab, så holdt mig til de små grupper.

Selvom jeg ikke ønsker for andre at havedet sådan, så hjælper det jo lidt at man ikke er ene om de tanker Håber som dig, at de er blevet lidt mere hærdet end os, af at være kommet ud lidt tidligere.

Ej, hvor er det sjovt at der sidder en med de samme tanker og opdagelser som en selv.
Det har virkelig fyldt meget hos mig på det sidste.

Jeg frygter bare sådan hvordan det hele kommer til at gå.
Bare hun ikke får samme følelse.
Man ved jo hvor nederen man har det i situationen - hvor forkert, tom og ensom man føler sig.
Og ikke nok med det - Så skrider man bare fra barnet.. Tsk, tsk  

Men jeg er nok selv skyld i at hun er blevet som hun er.
Hun boede jo sit første 1½ år af sit liv på min arm nærmest
Jeg har haft utroligt svært ved at "slippe hende" og lade andre tage over og f.eks. passe hende.
Det er jeg også sikker på spiller lidt ind i hendes måde at anskue tingene på i dag.
Ved ikke hvordan du har haft det med Caroline?!

Men som skrevet, så håber jeg at DP-perioden har hærdet hende en lille smule.
Jeg ønsker for alt i verden ikke at hun skal få et lige så stort kulturchok som jeg fik da jeg startede i børnehaveklasse.
Shit, jeg glemmer det aldrig!

- Og den med mødregruppen, der!
Det kunne være mig i Stellas første mødregruppe.
Know the feeling, men det er bare så pokkers svært at bryde mønsteret.

Uha, jeg kan helt klart følge trop mht de følelser.

Jeg blev passet hjemme ind til jeg startede i bh.klasse og det var et kæmpe chok. Jeg græd, tissede i bukserne, flygtede fra bh.klassen over til min søsters klasse (6 år ældre end mig). De første mdr var bare helvede. Ellers kan jeg nikke genkendende til det med ikke at føle sig tryg i store forsamlinger, have få veninder i stedet for en større kreds osv. Gad vide om der er en sammenhæng mellem alle disse følelser og det at man har gået hjemme i de små trygge rammer for længe inden man har mødt den store verden?

Jeg er dog ikke vildt bange for, hvordan Elias klarer børnehaven, for han har helt sikkert arvet sin fars selvtillid  Men jeg kan da godt frygte for ham, at han ender med at føle sig uden for, at de andre ikke kan forstå, hvad han siger, om han kan sige fra over for de store osv. Det giver mig lidt tryghed, at den første tid han er i børnehaven, kan han hente lidt hjælp hos Jonas, der jo går i samme børnehave indtil han starte i skole. Dernæst kender Elias også et par af de yngre børn, da han har gået i dp eller legestue med dem.

Anja skriver:

Uha, jeg kan helt klart følge trop mht de følelser.

Jeg blev passet hjemme ind til jeg startede i bh.klasse og det var et kæmpe chok. Jeg græd, tissede i bukserne, flygtede fra bh.klassen over til min søsters klasse (6 år ældre end mig). De første mdr var bare helvede. Ellers kan jeg nikke genkendende til det med ikke at føle sig tryg i store forsamlinger, have få veninder i stedet for en større kreds osv. Gad vide om der er en sammenhæng mellem alle disse følelser og det at man har gået hjemme i de små trygge rammer for længe inden man har mødt den store verden?

Jeg er dog ikke vildt bange for, hvordan Elias klarer børnehaven, for han har helt sikkert arvet sin fars selvtillid  Men jeg kan da godt frygte for ham, at han ender med at føle sig uden for, at de andre ikke kan forstå, hvad han siger, om han kan sige fra over for de store osv. Det giver mig lidt tryghed, at den første tid han er i børnehaven, kan han hente lidt hjælp hos Jonas, der jo går i samme børnehave indtil han starte i skole. Dernæst kender Elias også et par af de yngre børn, da han har gået i dp eller legestue med dem.

 

Jeg tror helt klart at det har noget det at gøre - Altså, at man er blevet passet hjemme og ikke er blevet socialiseret så meget med andre børn.
Jeg legede da med børnene på vejen, når de kom hjem osv., men det har åbenbart ikke været nok.

Kunne altså ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over at du stak af fra skolen.
Det nummer lavede jeg faktisk i næsten hele 1. klasse - Det kan Nadia måske også huske    

Tynen skriver:

Ej, hvor er det sjovt at der sidder en med de samme tanker og opdagelser som en selv.
Det har virkelig fyldt meget hos mig på det sidste.

Jeg frygter bare sådan hvordan det hele kommer til at gå.
Bare hun ikke får samme følelse.
Man ved jo hvor nederen man har det i situationen - hvor forkert, tom og ensom man føler sig.
Og ikke nok med det - Så skrider man bare fra barnet.. Tsk, tsk  

Men jeg er nok selv skyld i at hun er blevet som hun er.
Hun boede jo sit første 1½ år af sit liv på min arm nærmest
Jeg har haft utroligt svært ved at "slippe hende" og lade andre tage over og f.eks. passe hende.
Det er jeg også sikker på spiller lidt ind i hendes måde at anskue tingene på i dag.
Ved ikke hvordan du har haft det med Caroline?!

Men som skrevet, så håber jeg at DP-perioden har hærdet hende en lille smule.
Jeg ønsker for alt i verden ikke at hun skal få et lige så stort kulturchok som jeg fik da jeg startede i børnehaveklasse.
Shit, jeg glemmer det aldrig!

- Og den med mødregruppen, der!
Det kunne være mig i Stellas første mødregruppe.
Know the feeling, men det er bare så pokkers svært at bryde mønsteret.

Det er lidt sjovt, for alt det du skriver passer perfekt ind i, hvordan jeg har det - man føler sig nemlig helt forkert. Og her har det også fyldt meget pådet sidste - måske fordi at det er ved at være tid til at ungerne skal videre i den verden, vi selv synes er lidt farlig

Jeg har haft det prcis som dig med pasning. Det første år kan det vist tælles på 1 hånd hvor mange gange hun er blevet passet ude, og overnatning kom vi først til, da hun var et år. I dag vil jeg stadig gerne have en besked, når hun er faldet i søvn (hun har altid haft svært ved at finde ro til aften).

I morges, da hun efter 12 dages påskeferie skulle starte op igen med legestue, blev hun ved med at sige at hun ikke ville i legestue, for alle børnene var der, og hun smågræd hele morgenen. Mor her måtte lige fælde en tårer eller ti, for afsted skulle hun altså. Og da hendes far så afleverede var hun bare drønet ind og gået i gang med at snakke/lege - så det var vist godt at hun kom af sted. Men vildt svært for mig. Tænker også derfor at hun nok er lidt mere hårdfør end jeg giver hendes "credit" for.

Puha, det med MG - frygter næsten helt at starte op i en ny denne gang, med de oplevelser der var i den første. Men omvendt vil jeg jo også gerne lidt ud i barselstiden. Må tage springet

Anja skriver:

Uha, jeg kan helt klart følge trop mht de følelser.

Jeg blev passet hjemme ind til jeg startede i bh.klasse og det var et kæmpe chok. Jeg græd, tissede i bukserne, flygtede fra bh.klassen over til min søsters klasse (6 år ældre end mig). De første mdr var bare helvede. Ellers kan jeg nikke genkendende til det med ikke at føle sig tryg i store forsamlinger, have få veninder i stedet for en større kreds osv. Gad vide om der er en sammenhæng mellem alle disse følelser og det at man har gået hjemme i de små trygge rammer for længe inden man har mødt den store verden?

Jeg er dog ikke vildt bange for, hvordan Elias klarer børnehaven, for han har helt sikkert arvet sin fars selvtillid  Men jeg kan da godt frygte for ham, at han ender med at føle sig uden for, at de andre ikke kan forstå, hvad han siger, om han kan sige fra over for de store osv. Det giver mig lidt tryghed, at den første tid han er i børnehaven, kan han hente lidt hjælp hos Jonas, der jo går i samme børnehave indtil han starte i skole. Dernæst kender Elias også et par af de yngre børn, da han har gået i dp eller legestue med dem.

 

Det lyder godt nok ikke rart med den skoleopstart. Min var heldigvis ok, fordi jeg kendte at par stykker i klassen hjemme fra kvarteret - men kunne så ikke rigtig finde ud af at skabe andre venskaber i klassen.

Det kunne godt være at det at være hjemme længe og have lidt problemer med det sociale kan hænge sammen. Begge mine søskende kom tidligere ud (i vuggestue), min bror tog det fint, min søster blev hentet hjem hver dag før tid, fordi hun hadede det og skreg sig gennem dagen. Men selvom de tog det forskelligt, så har de i dag et socialt grundlag på mange mange flere mennesker end jeg, og de skal ikke opholde sig ret længe i en forsamling før de har skabt kontakter. Min søster har f.eks. aldrig søgt et job, men altid skaffet sig det gennem hendes netværk.