Det tog os ikke mange samtaler før p-pillerne blev kylet ud! Nu skulle vi bare ha’ en baby. Vi var stadig vildt forelskede og ville gøre min kærestes søn til storebror. En fuldendt familie.. Det var feb. 2004. Men dét som burde være så simpelt, skulle for os blive lidt af en rejse med op og nedture inden det lykkedes os at blive forældre. Fra p-pille stop til jeg blev gravid, gik der næsten 2 år!
Maj 2005 får jeg først min næste mens - 15 måneder efter p-pille stop! Havde været hos lægen som sendte mig videre i systemet med begrundet mistanke om PCO. På hospitalet får jeg konstateret PCO efter en ultralydsscanning. Jeg har ingen ægløsning af mig selv. Får ordineret nogle piller og beordret hjem og tabe mig 5-7 kg. Det vil evt. kunne gi’ ægløsning. Og så i øvrigt også en masse sex, måske jeg stadig kan blive gravid på normal vis.
September 2005 er intet sket. Får en HSG undersøgelse (fik sprøjtet kontrastvæske op i livmoderen og derefter røntgen fotograferet) for at se om mine æggeledere er åbne. Det er de, alt ser fint ud. Min kærestes sæd bliver også undersøgt, han er en supermand!! Har høj sædkvalitet og de små sædceller er super hurtige. Det er altså kun mig der fejler noget og det bliver besluttet at vi skal forsøge os med insemination, hormoner og en ægløsningssprøjte.
Puh… De hormoner gør mig tosset! Er virkelig hormonel - græder - og er rigtig ulidelig for min kæreste! Men han siger intet, finder sig blot i, at jeg skælder og smælder fordi han har krummet på det nyvaskede gulv!! Stakkels min dejlige kæreste - men heldigvis har vi kunnet grine af det, bagefter.
November 2005 - 1. Insemination. Ikke gravid, det var en kæmpe nedtur. Vi var begge kede af det, men min kæreste forsøgte at holde humøret oppe, på os begge. Det må ha‘ været noget af et projekt. Hans optimisme i svære tider er i øvrigt utrolig og beundringsværdig!
Min elskede mor trøstede mig også og holdt mig tæt, da jeg grædende kom hjem og fortalte hende det.
December 2005 - 2. Insemination. Har tabt næsten 8 kg! Jubii! Denne gang går familien og småsnakker om en evt. graviditet. Roligt. Alt imens vi jule hygger. Julen + juledagene er fantastiske… Der er for første gang i mange år lidt “magi” over dagene og kan ikke forklare hvorfor. Men det er fantastisk og føler mig som et lille barn igen. Min mor er primus motor på juleaften og på trods af, at hun har rigtige dårlige lunger, klarer hun aftenen perfekt. Tænker ikke så meget på om jeg er gravid eller ej, nyder bare dagene med familien.
27. December 2005. Min mor ringer. Hun er dårlig! What? Tænker jeg. Du havde det jo godt for 2-3 dage siden? Ud i bilen og hjem til hende. Ringer til min bror på vejen derhjem, han er også på vej. Mor er dårlig - rigtig dårlig. Kan ikke få vejret og jeg ringer 112. Kæmper for ikke at stortude, og formår at holde facaden over for mor + bror - jeg følte at jeg måtte være stærk! Mor bliver indlagt - og jeg græder på vej hjem i bilen.
30. December 2005 - Testdag = negativ! Mor er kommet på intensiv. Skal i respirator fordi hun har det så skidt. Hun når dog lige at spørge mig: ”Lille skat - er der gevinst denne gang?” Jeg får svaret nej og hun kigger mig dybt ind i øjnene inden bedøvelsen virker og vi bliver vist ud på gangen og lægerne skal ligge respiratoren.
Dér knækker jeg!
Kan ikke rumme det… Både frustrationen over den manglende graviditet og min syge mor. Min bror er der også (kæresten var desværre på job) og sammen sidder vi og holder om hinanden. Græder. Smerter. Vi ved godt at det ikke ender godt.
5. Januar 2006. Mor sover stille ind kl. 14. Det er en mærkelig dag. Jeg græder ikke. Føler mig tom. Magtesløs. Synes livet er uretfærdigt og har slet ikke lyst til at få børn - nogensinde!! Er startet på sidste omgang hormoner og skal insemineres for sidste gang 12. Januar. Men er ærlig talt ligeglad.
12. Januar 2006 - 3. og sidste Insemination. I dag synes jeg det gør ondt at blive insemineret. Plejer ellers ikke at kunne mærke det. Er lige ved at græde - men jeg får taget mig sammen. Overvejede om jeg overhovedet skulle tage af sted, men min dejlige kæreste fik mig overtalt. Selvfølgelig skulle vi stadig ha’ en baby…
26. Januar 2006 - testdag. Det er torsdag. Har vildt mange mens smerter, så gider ikke at teste. Spild af graviditetstest, jeg har jo prøvet det mange gange før. At teste og teste og teste. Jeg føler det som om jeg kan bløde hvert øjeblik og ligger på sofaen næsten hele weekenden med ondt i maven.
Mandag har jeg stadig ingen mens fået og kører ned i byen for at købe den latterlige graviditetstest. Er sur på min krop og psyke over at den “kræver” en negativ test for at kunne bløde! Grrr..
Hjemme får jeg tisset på testen, lagt den på håndvasken og går ind i stuen.
5. Min. Ventede jeg…. Testen er [f]positiv[/f]!!!! Kan næsten ikke få vejret. Græder, græder, græder.. Synker sammen på badeværelses gulvet og ligger så dér.
Får taget mig lidt sammen. Ringer til min kæreste på job. Græder igen. Vi skal være forældre..
Dagen efter får jeg taget en blodprøve på hospitalet. HCG på 1600, 18 dage efter inseminationen. Jeg er helt og aldeles gravid!!!
Den efterfølgende tid står lidt uklart i min erindring. På den ene side er jeg ovenud lykkelig - på den anden side så knust af sorg over tabet af min mor. Men dagene går, jeg bliver scannet og får terminsdagen 5. Oktober - præcis 9 måneder efter min mors død.
Graviditeten går som den skal. Bliver hurtig stor på maven og elsker bare at være gravid. Men prøvelserne var ikke overstået endnu. Til nakkefoldsscanningen får vi risikoen 1:250 for at få et barn med downs syndrom og vi bliver anbefalet at få lavet en moderkagebiopsi. Risikoen for spontan abort ved biopsien er dog 1:100 - så det er et svært valg for os.
Men vi besluttede os for at få lavet biopsien. Og alt gik heldigvis godt. Det
gjorde ikke ondt fysisk - men min sjæl havde ondt, tænk hvis jeg tabte mit ufødte barn. 7 dage efter fik vi et brev, hvori der stod:
[f]I venter en pige med normale kromosomer[/f]
Åååååååh… Det var et stort øjeblik. Og følelserne kom igen i udbrud. Vi skulle ha’ en pige.
Resten af graviditeten går godt. Har det faktisk rigtig fint, bortset fra en masse vand i kroppen om bl.a. Gav mig sovende fingre. Føler mig smuk og dejlig igennem hele graviditeten og jeg nyder hvert øjeblik. Vi bliver gift, min skønne kæreste og jeg, en smuk maj dag i vores have. Et meget intimt og privat øjeblik.
Og så kom dagen..
Tirsdag d. 26 september 2006 kom vores prinsesse Karoline til verden efter PKS - 3390g. 50cm. Jeg lukkede øjnene da jeg fik hende op på mit bryst og sendte en tanke til min mor. Bare hun kunne ha’ oplevet dette mirakel. Vi er blevet forældre.
Det har været svært for mig at blive mor uden min mor ved min side. Var ofte ked af det i starten efter fødslen, men heldigvis er min mand så dejlig forstående og støttende, at jeg relativt hurtigt kom “ovenpå” igen. Og i ham, finder jeg ro og tryghed - kan ikke bede om mere…
Jeg er overbevist om at min mor “hjalp” mig med at blive gravid! Det kan måske lyde lidt makabert, men hun sagde altid til mig som barn: “[k]Når én sjæl forsvinder, lille skat - så vil en ny opstå[/k]…” Og når jeg så havde termin præcis 9 måneder efter hendes død og så oven i købet med en pige - jah, så er jeg overbevist...
Er bare ked af, at min mor skulle være den sjæl der skulle forsvinde for at vi kunne få Karoline. Hun får aldrig lov til at møde sit første barnebarn, men jeg ved at hun ville ha’ været stolt af hende.
I dag er Karoline snart 21 måneder og er en skøn lille pige. Hun trives godt og er fuld af drillerier. Min mand og jeg har et harmonisk ægteskab og jeg tør godt forsigtigt sige at jeg er lykkelig...
MEN... Jeg savner stadig min mor meget og tænker på hende hver eneste dag. Og ind imellem når jeg ser på Karoline, smiler jeg og tænker for mig selv.. [k]Tak fordi du skænkede mig det dyrebareste i mit liv mor...Min smukke datter...[/k]
Anmeld
