Hej alle sammen herinde.Jeg har brug for at få lukket lidt damp ud, så tilgiv mine evt lidt hårde ord..Vi er ny beboere i dette smukke land, sammen med vores 3 børn på 5,3 og 1 1/2 år og så mini som kommer i august. Min mand arbejder og jeg er hjemmegående sammen med ungerne, det er nu ikke de der er grunden til mit indslag.. det er min mands temperament..Han har altid haft et stormfyldt temperament og sammenlagt med hans manglende tålmodighed kan det lede til nogle rigtige tordenvejrs dage her ihuset.Problemet er at jeg sidder i dubbio med mig selv, da jeg jo kendte til dette før vi blev gift og fik ungerne, og at jeg som ret moderne menneske dog tager de gamle bryllupsløfter på 'i medgang og i modgang' ret så alvorligt. jeg er overbevist om at det er det bedste for børnene er at både far og mor tager en aktiv del i deres liv og opvægst, men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på om det nu også virkelig ER det bedste, specielt med tanke på farmands temperament.... Han kan eksplodere over de mindste ubeskrivlige ting, og være vred MEGET længe, ofte resten af dagen.. og for de meste går det ud over ungerne.. et exempel: Vores yngste har været meget forkølet, og er stadig ikke helt på toppen, herefter har hans dagsrytme drejet sig sådan at han vågner mellem 4 og 5 om morgenen og ikke vil sove mere... i går tog far ham ud af sengen og sad med ham til de store mødte dem i stuen ved 6.30/7 tiden. herefter var han vred og aggresiv resten af dagen, og vores lille minimand fik mange hårde ord at høre hver gang han feks faldt, eller græd over et eller andet, som små børn jo ofte gør når de stadig mangler så mange ord for at kunne forklare sig... alle de navne han blev kaldt var i 'røvhul-ligende karekter' først da det var senge tid ved 19.00 tiden faldt far til ro.. Et andet exempel er vores datter på 3, som er ved at lære at bruge potten, hun har fået en ide med at ikke ville sige når hun har en stor ulækker 'lordte'ble, hvorefter den desvære engang imellem kommer til at sidde for længe, som når de feks leger udenfor.. når far opdager det, så får hun sådan en skideballe at hun ryster! -og hun er sgu en stærk og sej lille pige! hun får ord at høre som møg kælling, og so... hvorefter hun (naturligvis) bliver endnu mere bange for at sige når hun har en fuld ble. (what a surprice)Jeg har talt med min mand om dette så mange gange, og er erligt talt ved at give op, jeg har prøvet alle taktikker jeg kan forestille mig, så som at bede, skrige, græde, skrive breve, true med at forlade ham og tage børnene med, og give ham diverse ultimatummer i løbet af de næsten 10 år vi har kendt hinanden, dog er det mest de sidste 5 år det virkelig bekymre mig, nok mest grundet at det jo er i de år vi har haft børn sammen.Jeg ved godt det lyder meget 'farvet' og at løsningen nok at lige så sort-hvid som jeg jo nok inderst inde godt ved at den er.. men jeg har bare sådan et behov for at få lukket dampen ud, jeg har næmlig ikke nogen at tale med her i norge endnu.. og tage tilbage til danmark ikke er et valg jeg vil traffe, selv uden mine børns far!Jeg er bare selv skilsmisse barn, og selvom vi hjemme fik det betydliget bedre efter mine forældre gik fra hinanden (mere mad, penge til husleje, samt fred og ro osv) så var det da vildt hårdt for min mor at være alene, og vi var kun 2, på 8 og 12, ikke 4 hvorfra 1 slet ikke er født endnu!! desuden har jeg kun nogle ubetydelige kurser efter min 10. klasses examen, jeg ved ikke hvordan jeg kan give mine børn en god og fikker (financiel) fremtid her uden deres far (som er ingeniør)Lad os bare pænt sige at jeg føler mig noget fortabt, og godt kunne bruge lidt opmærkninger eller gode råd....HilsenNynne
Anmeld
