Anonym skriver:
Sidste år på denne tid var den lykkeligste tid i mit liv, jeg havde et års tid forinden, fundet manden jeg ville tilbringe resten af mit liv med. Min kærlighed til ham gjorde savnet af min far meget nemmere at leve med og alting så nu lysere ud. (Mistede to nærer familiemedlemmer og kørte galt i min bil inden for en mdr.) Endelig skete der noget positivt for mig! Vi blev enige om at prøve og få et barn og der gik ikke længe før der viste sig to streger. Jeg var helt oppe og ringe og jeg glædede mig mere end jeg nogen sinde havde gjort. Men der skulle ikke gå længe før alt virkede sort igen. Denne gang var det min graviditet jeg havde kvalme og opkast som ingen ende ville tage og jeg måtte sygemelde sig fra arb i en periode. Vi havde lige købt hus da vi fandt ud af vi ventede os, et håndværker tilbud, hvor alt skulle laves, dette mens jeg var gravid med opkast og død trær hele tiden. Vi er flyttet langt væk fra de få venner jeg havde ( dem snakker jeg stort set heller ikke med længere) og familie har jeg ikke mere af.
Vi har fået en skøn datter som er 2 mdr. og jeg er oppe flere gange i løbet af natten så mit oveskud om dagen er ikke hvad det har været. Idag har jeg så lige været til påskefrokost med svigermekanismen (manden var til møde så han var ikke med). Jeg tog hjem med den lille efter vi havde spist og kunne godt mærke på et par af familiens medlemmer at de synes jeg er dybt mærkelig. Der kom så også lige et udspil om at en familie tur til legoland med overnatning i næste mdr. og jeg synes personligt at vores datter er for lille. Hun kan ikke rumme alle indtrykkene når vi er ude, hun skriger og skriger og jeg har svært ved at få hende til at falde til ro. Oven i det er jeg træt når klokken nærmere sig 20. Familien skal ud at spise to gange i næste uge og kan godt mærke på et par stykker, at de synes jeg er enespænder og bare lukker mig inde i huset efter vi har fået den lille.
Jeg ville rigtig gerne med, men ikke på bekostning af at mit barn skal skrige og være ked.
Havde bare lige brug for at komme af med det her, nu hvor mit forhold til faderen heller ikke er hvad det har været. Det hele har bare taget sindsygt hårdt på os.
Den fortvilvlede
Det er da ringe, at kalde dig en enspænder! Kom du måske ikke til påskefrokost uden din mand?!!! Hvad forventer de. Er ikke sikker på jeg gad være sammen med svigerfamilien, hvis ikke min mand osse var med...
Jeg ville bestemt heller ikke tage på tur med overnatning med så lille en baby... Vi tog selv på weekend hos noget familie, da vores datter var 4 mdr. Men hold op det var hårdt. For hun ville ikke sove og var bare så træt og ked, og jeg blev stresset og så blev det endnu værre, så det endte med at vi kørte hjem før planlagt...
Jeg synes bare du skal tænke på dig selv og din egen lille familie i det her, for du ved bedst, hvad der er det bedste for dit barn.
Hvad siger manden? Jeg tror ikke altid at manden kan sætte sig ind i hvor hårdt det er, da det jo oftest er moderen der tager det største slæb. Det er meget hårdt for et forhold i den første tid efter man er blevet forældre, så der er det virkelig vigtigt at man kan tale sammen og fortælle hvordan man har det. Jeg taler af erfaring... Mit eget forhold kørte nemlig temmelig skævt indtil vores datter blev ca. 5 mdr. og der kom mere ro på, da man så bedre har lært sit barns rytme osv. at kende....
Håber din mand kan forstå dig!!
