Meget i tvivl

Om nogen af jer jo ved, er min kæreste og jeg på vej ind i behandlingssystemet. Eller, vi er der jo faktisk nu og står med mulighed for behandling fra næste cyklus.

Vi har kæmpet for vores drøm om et barn i halvandet år, og er efterhånden godt slidt op. Chancerne for, at vi kan blive gravide selv, er ifølge lægen på klinikken meget lille, men det underlige er, at der faktisk ikke rigtig er andet galt, end at min kærestes svømmere til tider er dovne, nogle gange mere end andre gange.

Tilgengæld mente lægen, at vi have ca. 20 % chance ved hjælp, (IUI) og at det nok ville gå hurtigt. Han sagde endda - måske lidt i sjov, at vi skulle skynde os at komme igang, så jeg ikke nåede at få en positiv test inden behandlingsstart. (Den evige hsg humor )

Så sidder jeg så her, og burde være lettet, og glad for at vi kan komme igang med behandling nu, hvis min mands sædprøve på tirsdag ellers viser sig at være fin til brug.

MEN, jeg er bare slet ikke sikker på at jeg vil i behandling nu, og slet ikke sikker på, at jeg er parat til at opgive håbet og drømmen om, at lave mit eget lille mirakel på naturlig vis.

Jeg føler mig så ussel, for så mange ville give deres højre arm for at komme igang med det samme, og så hurtigt. Men jeg er bare utrolig meget i tvivl om, hvad der er det rigtige for mig, min mand og vores parforhold .

Er der andre som har haft det på samme måde? Så vil jeg meget meget gerne høre hvordan i valgte at gøre, og hvorfor.

Tak fordi du læste med.

jeg havde det på samme  måde da vi startede. faktisk følte jeg den gang, at Søren pressede mig ind i behandlingssystemet og jeg var både rigtig vred og rigtig ked af det over hele situationen. Jeg valgte at starte alligevel, for tænk nu hvis....!

idag kan jeg jo godt sidde og tænke, at jeg vist bare skulle have haft lidt mere tålmodighed og ikke ha stresset så meget over det projekt baby, men det er jo utrolig nemt at sige når man HAR fået de to gyldne streger! jeg har i hvert fald været klar til at kværke alle der sagde jeg "bare skulle slappe af" - og jeg blir stadig irriteret når jeg hører sætningen, både sagt til andre, men også når folk er bagkloge og siger til os, at det jo er derfor.

hvad er det helt præcist ved hele situationen som gør, at du ikke har lyst til at starte? man må jo altså gerne udskyde sine behandlinger, så hvis du ikke er klar lige nu, så ryger du ikke helt ud af systemet igen (i hvert fald ikke på OUH)

Alexis skriver:

Om nogen af jer jo ved, er min kæreste og jeg på vej ind i behandlingssystemet. Eller, vi er der jo faktisk nu og står med mulighed for behandling fra næste cyklus.

Vi har kæmpet for vores drøm om et barn i halvandet år, og er efterhånden godt slidt op. Chancerne for, at vi kan blive gravide selv, er ifølge lægen på klinikken meget lille, men det underlige er, at der faktisk ikke rigtig er andet galt, end at min kærestes svømmere til tider er dovne, nogle gange mere end andre gange.

Tilgengæld mente lægen, at vi have ca. 20 % chance ved hjælp, (IUI) og at det nok ville gå hurtigt. Han sagde endda - måske lidt i sjov, at vi skulle skynde os at komme igang, så jeg ikke nåede at få en positiv test inden behandlingsstart. (Den evige hsg humor )

Så sidder jeg så her, og burde være lettet, og glad for at vi kan komme igang med behandling nu, hvis min mands sædprøve på tirsdag ellers viser sig at være fin til brug.

MEN, jeg er bare slet ikke sikker på at jeg vil i behandling nu, og slet ikke sikker på, at jeg er parat til at opgive håbet og drømmen om, at lave mit eget lille mirakel på naturlig vis.

Jeg føler mig så ussel, for så mange ville give deres højre arm for at komme igang med det samme, og så hurtigt. Men jeg er bare utrolig meget i tvivl om, hvad der er det rigtige for mig, min mand og vores parforhold .

Er der andre som har haft det på samme måde? Så vil jeg meget meget gerne høre hvordan i valgte at gøre, og hvorfor.

Tak fordi du læste med.

jeg havde det også på præsis samme måde da vi fik tilbudet om at starte i behandling direkte efter vores første samtale...

jeg kunne SLET ikke affinde mig med at jeg ikke selv kunne lave et lille barn, og at især tanken om "hvad tænker andre nu om os" var skræmmende...

Vi snakkede derfor med en af sygeplejerskerne på klinikken og fortalte hende hvordan vi følte og at vi gerne ville vente ca 6 mdr og lige tænke det hele igennem... vi VILLE jo så gerne blive ved med at se om vi ikk godt kunne lave en selv alligevel...

det forstod hun fuldt ud! og vi fik lovning på at vi hverken kom "bagud i køen" eller noget. Det gav virkelig en vis ro og tryghed, og da de 6 mdr var gået var vi bare SÅ klar!

det er en MEGET stor beslutning når man bevæger sig ind i fertillitets-behandlings-verdenen! man føler jo lidt at man ligger sin skæbne i lægernes hænder og at man står lidt på sidelinien og følger med...

Vil dog lige slutte af med at sige at vi ALDRIG har fortrudt at vi sagde ja til behandling - man kunne jo aldrig vide hvor mange år man mon skulle gå og vente på at noget skete naturligt, hvis det nogensinde gjorde det (og kan heller ikke sige nok gange hvor mega taknemmelige vi er lige nu og fuldstændig lykkelige!) det er meget meget hårdt at komme igennem til tider, og man skal som par vise hinanden rigtig meget tillid og overskud....

Tag en god lang snak om det, en måned fra eller til betyder jo ikke det store når det er sådan en STOR beslutning, og man skal altid mærke efter helt inde i sig selv hvad der føles bedst!

Sender dig lige et KÆMPE kram! og husk vi er rigtig mange herinde som altid er til at læse af på og svare på ting og sager!

Knus Vinni!

Tak søde piger. Dejligt nogen har lyst at dele deres erfaringer med mig

Jeg tror jeg vil snakke lidt med manden, enten i dag eller en af de kommende dage.

Synes det hele er lidt svært pt. og har under ingen omstændigheder lyst at gå i behandling uden at vi begge ved, hvor vi præcis står i forhold til det hele.

Tjuhl: Der er egentlig ikke en ting som gør at jeg er i tvivl, nok nærmere mange forskellige ting... Har måske også bare brug for at mærke efter og se hvordan min mand også har det med det hele. Synes selv det er svært at udpege, hvorfor jeg føler som jeg gør.

Min mand er lidt af en lukket bog omkring det her, eller også ligger jeg mere i det end hvad der reelt forgår i hans tanker fordi jeg er så følelsesmæssig påvirket... I dont know.

Ved ihvertfald at han er træt af at det ikke sker naturligt, og lige nu oplever jeg måske lidt følelsen af, at han ikke virker lige så interesseret i det her projekt. I ved, små ting han siger og gør. Og det skal jeg jo også tage alvorligt, og finde ud af hvad skyldes.

Jeg er dog ikke i tvivl om at han gerne vil have børn med mig... Måske er vi begge bare lidt udbrændte pt...

Heldigvis er jeg stadig 100% sikker på, at min mand er ham jeg skal have børn med og leve med. Det har ikke ændret sig trods vores absurd hårde fælles kamp, og det er jo dejligt.

Tror min væsentligeste tanke er, at vi burde kunne lave en baby selv, og samtidig er der jo heller ingen garantier for at det lykkes med behandling....  Jeg ved ik, er nok bare dybt ulykkelig, fortvivlet og overvældet på en gang...