Tjaaa, jeg havde lige pralet i Bettes weeee-indlæg, om at jeg ikke er så nervøs i denne graviditet, som jeg var med Phillip.. Og det er jeg heller ikke, for jeg var meget angst, da jeg ventede Phillip, på trods af at jeg blev tjekket hver måned og alt gik fint.
Men da jeg så ikke mærkede liv som sædvanligt idag og i nat, så panikkede jeg alligevel.
Ind på fødegangen i Kolding som efter lidt snak og ctg (med et lille bitte dyk i babytøsens hjertelyd) og lungemodnende medicin(
)sender mig med ambulance til Odense. (Bliver fulgt i Odense pga speciel immunisering.)
I Odense får jeg igen kørt ctg og pga immunisering og mine sædvanlige heftige og mange plukveer bliver jeg scannet indvendigt og udvendigt.
Jeg er IKKE på vej i fødsel på trods af plukveerne og det lille dyk er helt normalt og hun har det godt derinde. Selvfølgelig begyndte hun at sparke løs i Odense.
Men turen i ambulance var ikke rar. Har jo kørt turen en gang før med vores første lille pige i maven. Og det havde ikke en lykkelig udgang.
Så jeg 
lidt lige da jeg kom ind i ambulancen. Heldigvis var en sød jordemoder med mig.
Imorgen skal jeg have endnu et skud lungemodnende medicin, da man åbenbart skal fortsætte, når man er startet på det. Men det er altså heldigvis helt unødvendigt.
Set i bakspejlet kan man nok godt mene at de overreagerede lidt i Kolding, men det skyldtes også, at de ikke havde min journal, som de kunne tjekke. Så hellere tjekkes for meget og unødvendigt end for lidt...
Efter en ubehagelig risikovurdering på 1:297, indlæggelse efter en trafikulykke for et par uger siden (der skete heldigvis intet med nogen af os) og nu denne skræmmende oplevelse, så synes jeg vi fortjener lidt ro de sidste 7-8 uger.
Knus fra Helle - som er lettet og med sparkende baby i maven. 
30+5..
