Ja det er kommer vist til kun at være en gang brok, men så må i sgu bare springe let henover hvis i ikk gider læse det...
Det er sådan at når vi kommer på besøg hos min mor, er der ofte nogle ting vi lige kan hjælpe med eller lave for dem. Ikke på en måde så vi kun bliver brugt som håndværker-hjælp, slet ikke. Vi vil hjertens gerne hjælpe, og oftes er det jo manden der laver mest. Han kan ligesom det med det hårde fysiske, og jeg kan så noget andet...
Men når vi så hjælper, så aftaler manden og min mors mand ofte at han kan få en tus for hjælpen, afhængig af hvor meget der skal laves (han er tatovør). Så oftes er det jo min mand der kommer under nålen, da det åbenbart kun er det åbenlyst hårde arbejde der skal belønnes.
Jeg vil jo også gerne selv tusses mere, men det er som om at min hjælp ikke rigtig er stor nok til at få tusset noget. Og hvis jeg nævner det, så mener han at det må jeg selv betale for. På sin vis er det vel fair nok, men på den anden side så har vi sgu fælles økonomi, og deler alt ligeligt, også arbejdet herhjemme.
Et eksempel kan være at det KUN er mig der laver mad, men han spiser sgu også af det. Og omvendt er det ham der laver bilen, men jeg kører jo også med i den.
Nå men nu er de så begyndt at køre i det med at jeg ikke laver det fysiske, ligge under bilen, bore, hamre, osv, og hver gang vi så hjælper med noget, så nærmest råber de at jeg skal hjælpe til, inden jeg når at rejse mig fra stolen når vi skal igang. Som om jeg ikke har tænkt mig at deltage. Jeg får hele tiden den der kommentar (skjult) at jeg godt kan hjælpe til og skal ikke bare sidde og glo...
Og alt det her kommer også fra min mor, som kæmper rigtig meget med depression og med ryggen og har halvdelen af ugens dage, så ondt at hun dårligt kan rejse sig op når hun ligger. Jeg vil jo ikke behandles som en syg og bare sidde og glo, men de behøver sgu ikke være sådan. 
Jeg plaprer løs og ved slet ikke om nogen kan følge mig. Det er sgu heller ikke fordi jeg ikke vil betale, men det virker bare ikke fair. Desuden bryder jeg mig ikke om "bare" at ta penge ud af budgettet til noget ligegyldigt som en tus. Det er jo ikke livsnødvendigt, og så bliver det jo aldrig til noget. I øvrigt deler min mand mit synspunkt men kan jo ikke rigtig bestemme hvad andre beslutter sig for.
Nå men til dem der læste så langt, tak...
