Er jeg sindsyg??

Hej alle

Jeg har bare brug for lige at komme ud med det her. Jeg har siden 2007 ikke følt mig helt normal oven i hovedet, det er ikke noget jeg har vist på nogen måde, men jeg har haft det underligt somom jeg ikke var rigtig til stede i nuet! Har hver dag tænkt på døden og på sygdomme jeg kunne risikere at få som jeg ville dø af. Det er skrækkeligt, for jeg opfører mig helt normalt, bortset fra at jeg engang imellem er i dårligt humør og lidt bange få at jeg fejler noget. Jeg har ik ringet til min læge med det, det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg syntes jo ikke som sådan det er noget at snakke om men jeg bliver mere og mere overbevist om at det er noget jeg skal snakke om. Er der nogen der har haft det på samme måde?? eller har?

mullesmith2 skriver:

Hej alle

Jeg har bare brug for lige at komme ud med det her. Jeg har siden 2007 ikke følt mig helt normal oven i hovedet, det er ikke noget jeg har vist på nogen måde, men jeg har haft det underligt somom jeg ikke var rigtig til stede i nuet! Har hver dag tænkt på døden og på sygdomme jeg kunne risikere at få som jeg ville dø af. Det er skrækkeligt, for jeg opfører mig helt normalt, bortset fra at jeg engang imellem er i dårligt humør og lidt bange få at jeg fejler noget. Jeg har ik ringet til min læge med det, det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg syntes jo ikke som sådan det er noget at snakke om men jeg bliver mere og mere overbevist om at det er noget jeg skal snakke om. Er der nogen der har haft det på samme måde?? eller har?

Det lyder godt nok ikke rart.... Jeg har haft det på nogenlunde samme måde i mange år, og fik det først bedre da jeg blev medicineret.

Mine "symptomer" var at føle sig unormal i forhold til alle andre (mest i teenageårene), og egentlig gå rundt i min egen lille verden. Jeg følte ikke jeg havde nogen nære veninder selvom jeg havde mange "gå i byen venner". Husker egentlig teenageårene som rigtig triste og jeg havde mange tilbagevendende depressioner.

Det var først da en læge tog mig alvorligt og sendte mig til psykiater at det vendte for mig. Jeg blev medicineret og det har ændret mit liv. Jeg blev et helt andet menneske med meget mere overskud og for første gang fik jeg sande venner. Og jeg mødte osse Jesper som er min dejlige mand i dag. Vi venter tvillinger om ca 3 måneder.

Jeg skal højst sandsynligt være på medicin resten af mit liv, men det synes jeg er ret ubetydeligt hvis jeg kan have et godt liv sammen med min familie.

Jeg vil altså råde dig til at opsøge din læge og få fortalt hvordan du har det. Livet er simpelthen alt for kort til at gå rundt og ha det af h til. Du skal nyde dit liv og dine nærmeste og det kan man ikke hvis man har et "sort sind".

Håber du kan bruge det her til noget.

Hilsen Mia

mullesmith2 skriver:

Hej alle

Jeg har bare brug for lige at komme ud med det her. Jeg har siden 2007 ikke følt mig helt normal oven i hovedet, det er ikke noget jeg har vist på nogen måde, men jeg har haft det underligt somom jeg ikke var rigtig til stede i nuet! Har hver dag tænkt på døden og på sygdomme jeg kunne risikere at få som jeg ville dø af. Det er skrækkeligt, for jeg opfører mig helt normalt, bortset fra at jeg engang imellem er i dårligt humør og lidt bange få at jeg fejler noget. Jeg har ik ringet til min læge med det, det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg syntes jo ikke som sådan det er noget at snakke om men jeg bliver mere og mere overbevist om at det er noget jeg skal snakke om. Er der nogen der har haft det på samme måde?? eller har?

(Ledte lidt efter annonym knappen her, da det ikke er noget jeg normalt sådan fortæller, men her kommer det i korte træk, under eget navn)

Det lyder ikke rart og jeg vil bestemt mene at det ville være sundt for dig at få talt det ud...

Jeg har lidt af "døds-angst" i mange år og gør det stadig en del - jeg er frygtelig bange for døden og for pludselig at dø fra mine børn ... I en lang periode når min mand kørte før mig om morgenen skulle han vække mig for at være sikker på jeg levede (ja det lyder sygt når man læser det, men sådan var det altså) fordi mine børn skulle i hvert fald ikke finde mig død...

Jeg har fået nogle gode samtaler hos min læge og en psykolog og det har hjulpet mig en del men ikke helt ... Er også meget bange for ulykker og at der skal ske mine børn noget, hvis de f.eks skal på en bustur med skolen/børnehaven, eller hvis vi forældre skal afsted uden børn og der skulle ske os noget ... Det er frygteligt at leve i sådan en angst, men jeg vil sige det er blevet bedre nu... jeg bor alene nu med mine 3 børn og har valgt at sige til mig selv jeg ikke kan leve i denne her angst mere - selvfølgelig kan der ske dødsfald og ulykker men chancen for det lige rammer mig er jo lige så lille som hos alle andre... Dette var bare kort fortalt, det rummer jo en helt del andet også, men her fik du lidt af min historie...

Ved ikke om du kunne bruge mit indlæg til noget eller om det overhoved er på samme måde du har det - men jeg kan fortælle dig at hvis det er tilfælde så er du helt normal, vi er ikke de første der lidder under den slags angst, selvom jeg på et tidspunkt gik og troede det...

Knus og mange tanker fra Pia.

Pia. skriver:

(Ledte lidt efter annonym knappen her, da det ikke er noget jeg normalt sådan fortæller, men her kommer det i korte træk, under eget navn)

Det lyder ikke rart og jeg vil bestemt mene at det ville være sundt for dig at få talt det ud...

Jeg har lidt af "døds-angst" i mange år og gør det stadig en del - jeg er frygtelig bange for døden og for pludselig at dø fra mine børn ... I en lang periode når min mand kørte før mig om morgenen skulle han vække mig for at være sikker på jeg levede (ja det lyder sygt når man læser det, men sådan var det altså) fordi mine børn skulle i hvert fald ikke finde mig død...

Jeg har fået nogle gode samtaler hos min læge og en psykolog og det har hjulpet mig en del men ikke helt ... Er også meget bange for ulykker og at der skal ske mine børn noget, hvis de f.eks skal på en bustur med skolen/børnehaven, eller hvis vi forældre skal afsted uden børn og der skulle ske os noget ... Det er frygteligt at leve i sådan en angst, men jeg vil sige det er blevet bedre nu... jeg bor alene nu med mine 3 børn og har valgt at sige til mig selv jeg ikke kan leve i denne her angst mere - selvfølgelig kan der ske dødsfald og ulykker men chancen for det lige rammer mig er jo lige så lille som hos alle andre... Dette var bare kort fortalt, det rummer jo en helt del andet også, men her fik du lidt af min historie...

Ved ikke om du kunne bruge mit indlæg til noget eller om det overhoved er på samme måde du har det - men jeg kan fortælle dig at hvis det er tilfælde så er du helt normal, vi er ikke de første der lidder under den slags angst, selvom jeg på et tidspunkt gik og troede det...

Knus og mange tanker fra Pia.

nu bliver jeg så lidt nys. da jeg selv har det sådan jeg er virkelig bange for af dø ikke for andre eller mit barn man siden jeg kan huske det som helt lille har jeg været bange for at dø kan sætte mig til ad græde over det og tænker på hvad sker der hvor kommer jeg hen ser jeg ingen jeg elsker mere.... det er trælse tanker....

Pia. skriver:

(Ledte lidt efter annonym knappen her, da det ikke er noget jeg normalt sådan fortæller, men her kommer det i korte træk, under eget navn)

Det lyder ikke rart og jeg vil bestemt mene at det ville være sundt for dig at få talt det ud...

Jeg har lidt af "døds-angst" i mange år og gør det stadig en del - jeg er frygtelig bange for døden og for pludselig at dø fra mine børn ... I en lang periode når min mand kørte før mig om morgenen skulle han vække mig for at være sikker på jeg levede (ja det lyder sygt når man læser det, men sådan var det altså) fordi mine børn skulle i hvert fald ikke finde mig død...

Jeg har fået nogle gode samtaler hos min læge og en psykolog og det har hjulpet mig en del men ikke helt ... Er også meget bange for ulykker og at der skal ske mine børn noget, hvis de f.eks skal på en bustur med skolen/børnehaven, eller hvis vi forældre skal afsted uden børn og der skulle ske os noget ... Det er frygteligt at leve i sådan en angst, men jeg vil sige det er blevet bedre nu... jeg bor alene nu med mine 3 børn og har valgt at sige til mig selv jeg ikke kan leve i denne her angst mere - selvfølgelig kan der ske dødsfald og ulykker men chancen for det lige rammer mig er jo lige så lille som hos alle andre... Dette var bare kort fortalt, det rummer jo en helt del andet også, men her fik du lidt af min historie...

Ved ikke om du kunne bruge mit indlæg til noget eller om det overhoved er på samme måde du har det - men jeg kan fortælle dig at hvis det er tilfælde så er du helt normal, vi er ikke de første der lidder under den slags angst, selvom jeg på et tidspunkt gik og troede det...

Knus og mange tanker fra Pia.

det lyder som mig!!

og ja, man er nødt til at "tale" sig selv til fornuft, for inderst inde kender man godt logikken og fornuften...

jeg tror ikke man nogensinde slipper det helt, det med angst... men det bliver meget bedre!

mullesmith2 skriver:

Hej alle

Jeg har bare brug for lige at komme ud med det her. Jeg har siden 2007 ikke følt mig helt normal oven i hovedet, det er ikke noget jeg har vist på nogen måde, men jeg har haft det underligt somom jeg ikke var rigtig til stede i nuet! Har hver dag tænkt på døden og på sygdomme jeg kunne risikere at få som jeg ville dø af. Det er skrækkeligt, for jeg opfører mig helt normalt, bortset fra at jeg engang imellem er i dårligt humør og lidt bange få at jeg fejler noget. Jeg har ik ringet til min læge med det, det har jeg simpelthen ikke lyst til. Jeg syntes jo ikke som sådan det er noget at snakke om men jeg bliver mere og mere overbevist om at det er noget jeg skal snakke om. Er der nogen der har haft det på samme måde?? eller har?

for at svare på dit spørgsmål, så NEJ du er ikke sindssyg....

du lider af mild angst... og jeg synes du skal tage en snak med din læge og evt få en henvisning til en psykolog inden det tager overhånd...:0)

prøv hjemmesiden angstforeningen.dk de er så søde og vil gerne hjælpe via mail/tlf el lign. og du kan læse om de forskellige ting derinde

Det hjælper meget, og det er vel en slags dødsangst og er pisse bange for at min kæreste ikke kommer hjem fra arbejde hver dag fordi han er kørt galt eller sådan noget, det er jo ulideligt at have det sådan. Jeg er jo ellers ganske normal og fungere normalt bortset fra jeg har svært ved at have et job, har altid haft det rigtig skidt når jeg har arbejdet mest inden jeg skal på job. Ved ik hvorfor. Hvis ikke mine tanker bliver mere positive inden længe så må jeg hellere tage mig sammen og ringe til en læge eller en psykolog. Syntes det er sådan noget træls noget at ringe til lægen med for det er jo ik rart at snakke om, og i min familie har vi altid pakket sådan noget lidt ned...