Vi voksne kan også være bange

og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på

Sådan lyder omkvædet til en af de sange, vi lærte, da jeg gik i skole. Jeg kan huske, at jeg som barn fandt det skræmmende, at de voksne også kunne være bange - jeg tænkte på, hvad de mon kunne være bange for, men jeg husker, at det stod der vist også noget om i sangen, men husker ikke præcis hvad. Men det er jo så rigtigt!! Vi voksne kan også være bange, og jeg synes faktisk, at jeg har lettere ved at blive bange...eller vel nærmere bekymret...efter jeg er blevet mor. Ansvaret for de to små dyrebare mennesker, der er mine børn, kan gøre mig bange og virke skræmmende overvældende. Min fantasi kan nemt løbe af med mig og fylde mit hoved med "hvad-nu-hvis"er - jeg ved, jeg vil have godt af at lære at være bedre til at slappe af i mine tanker, men jeg finder det ind imellem svært. Jeg føler også en form for angst for, at der skal ske enten Pelle eller jeg noget...eller endnu værre, at der skulle ske os begge noget!! Bare tanken kan give mig kyldegys, ondt i maven og tårer i øjenkrogen....og der er det jeg igen skal passe på min lidt for veludviklede fantasi og forestillingsevne. Det er noget, jeg kæmper med ofte - jeg bliver bedre til at skyde tankerne væk, men de dukker stadig op...men omvendt er det vel også meget naturligt - omend jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er en kvindeting.

Igår med den oplevelse med Lina, der fik jeg godt nok min angst sat på prøve. Den slags oplevelser håber jeg ikke, vi skal have for mange af...undgåes kan de nok ikke helt, men føj, hvor angsten og fantasien hurtigt kan løbe af sporet - i hvert fald for mig!!

Andre der har en lidt for livlig fantasi - og som ind imellem overvældes af det ansvar, der ligger i et være forælder?

/Ida

jeg tror ikke det er en kvindeting...i hvert fald havde Søren og jeg en snak i efteråret hvor jeg spurgte ham hvad der skræmte ham mest ved at skulle blive far og der sagde han, at han nu vidste at hvis han døde, så ville jeg være efterladt tilbage og jeg ville have det rigtig svært, men jeg er voksen og jeg ville komme igennem det, men hvis han havde et barn så ville det barn for evigt mangle en far og det skræmte ham, at han pludselig ville være ...ja...næsten livsnødvendig for et andet menneske. det synes jeg jo også han er for mig, jeg får helt ondt i maven af at tænke på, at han måske ikke er her en dag, men jeg kan godt følge ham og jeg ved det er noget han tænker enormt meget over fordi han selv mistede en helt igennem fantastisk far da han var 16. en far som han stadig mangler idag - og måske især idag hvor han selv skal til at være far.

men ja, jeg tænker også alt alt for meget på at der skal ske en af os noget eller ske babyen noget og hvad skal vi så gøre?? hvem skal tage sig af vores barn hvis vi dør? puha, jeg får helt tårer i øjnene af at tænke på det

hilsen Trine - der også var hunderæd for den sang i børnehaven

idamaria83 skriver:

og synge mange lange bange sange
der er så meget man skal passe på
jeg har jo dig, jeg skal passe på

Sådan lyder omkvædet til en af de sange, vi lærte, da jeg gik i skole. Jeg kan huske, at jeg som barn fandt det skræmmende, at de voksne også kunne være bange - jeg tænkte på, hvad de mon kunne være bange for, men jeg husker, at det stod der vist også noget om i sangen, men husker ikke præcis hvad. Men det er jo så rigtigt!! Vi voksne kan også være bange, og jeg synes faktisk, at jeg har lettere ved at blive bange...eller vel nærmere bekymret...efter jeg er blevet mor. Ansvaret for de to små dyrebare mennesker, der er mine børn, kan gøre mig bange og virke skræmmende overvældende. Min fantasi kan nemt løbe af med mig og fylde mit hoved med "hvad-nu-hvis"er - jeg ved, jeg vil have godt af at lære at være bedre til at slappe af i mine tanker, men jeg finder det ind imellem svært. Jeg føler også en form for angst for, at der skal ske enten Pelle eller jeg noget...eller endnu værre, at der skulle ske os begge noget!! Bare tanken kan give mig kyldegys, ondt i maven og tårer i øjenkrogen....og der er det jeg igen skal passe på min lidt for veludviklede fantasi og forestillingsevne. Det er noget, jeg kæmper med ofte - jeg bliver bedre til at skyde tankerne væk, men de dukker stadig op...men omvendt er det vel også meget naturligt - omend jeg føler mig temmelig overbevist om, at det er en kvindeting.

Igår med den oplevelse med Lina, der fik jeg godt nok min angst sat på prøve. Den slags oplevelser håber jeg ikke, vi skal have for mange af...undgåes kan de nok ikke helt, men føj, hvor angsten og fantasien hurtigt kan løbe af sporet - i hvert fald for mig!!

Andre der har en lidt for livlig fantasi - og som ind imellem overvældes af det ansvar, der ligger i et være forælder?

/Ida

tidligere, da jeg var yngre led jeg af depression og angst.... Om man nogensinde kan sige at det forsvinder helt, det ved jeg ikke... men man kan få det bedre og man kan lære at leve et normalt liv alligevel...

Så jo, jeg kender godt de der angste tanker, hvor man kan forestille sig hvad som helst... og det er ikke spor rart... Heldigvis har vi noget der hedder den logiske sans... og den hjælper i alt fald mig godt på vej:0)

det er liiiiiige det der med at lære, at berolige sig selv:0)

Så du behøver slet ikke føle dig alene;0)

knus fra en også bekymret, fantasifuld moar

åh ja det kender jeg godt. Sådan er jeg også blevet efter jeg er blevet mor. Jeg mærkede det i nat f.eks. Jeg havde et mareridt om at der var en kvinde der tog Carla fra mig og så fik jeg et brev hvor der stod: Tak for dit barn! Jeg vågnede og rystede og lagde mig over til Casper og 2sek efter SKREG Carla lige pludselig så jeg tænker hun også har drømt..... Jeg lå LÆNGE efter og kunne slet ikke slippe drømmen og jeg hørte bare ALLE lyde. Turde slet ikke lægge mig til at sove igen..... Men jeg faldt da i søvn.... Men ja jeg kan også blive helt overmandet af det nogle gange. Hun er jo det dyrebareste jeg har

Angsten for at Celina skal få noget mad i den gale hals, og kvæles, forfølger stadig mig. Jeg blev sindsygt bange, da jeg engang i Netto opdagede at hun ikke kunne få luft. hun havde ikke engang spist noget der. Så med mad i munden er sandsynligheden jo større, og jeg holder mig altid i nærheden, når hun spiser.

Jeg er bange for at Bianca skal falde ned af vores utroligt stejle trappe.

Jeg er bange for at køre galt igen.

Det er nok egentlig mest de ting, som ER gået galt, men som vi er sluppet heldigt fra, der har sat sine spor, og gjort mig mere bange for, at det kan ske igen med mindre heldigt udfald.

Jeg tænker ikke så meget på mine egne farer og risiko for at dø.
Det er mine børn jeg bekymrer mig om.
Men nu og da falder tankerne da også på, hvis der skulle ske Kenneth og mig noget - hvad så med børnene???
Det er så meget for dårligt, at Kenneth og jeg endnu ikke har fået lavet testamente, så der er styr på, hvad der skal ske med børnene HVIS en dag skaden skulle ske, og vi ikke længere var her. Men det er SÅ SVÆRT at skulle tage stilling til - svært at forholde sig til, og svært at beslutte. Men det bør gøres! Det SKAL vi altså have gjort snart!!

Men jo, jeg har det ligesom dig, Ida. Og jeg tror egentligt at det er meget normalt. Bekymringer er vist bare en almindelig følgesvend til det at være forældre.

Knus