Jaaahrmen. Det er jo en lang historie og den er jeg lige i humør til at fortælle, så nu får du den 8D
For det første var min far rejst til Sverige, da hun var de her 3-4 måneder og så ville vi vente, til han kom hjem. Tænkte, som du skriver også på, at det i grunden kunne være rart at vente til hun var blevet ældre, så hun selv kunne have lidt fornøjelse af festivitassen og fuldstændig kolikløs og knapt så krævende, hvad angik amning og måltider og den slags.
Da han kom hjem var det for tæt på jul. Så ville vi holde det i februar, men så strandede det på, at vi ikke kunne beslutte os til, om hun skulle kirkedøbes eller vi skulle holde vores egen navngivningsceremoni for hende. Og den beslutning har trukket ud til nu, hvor det er endt med, at vi har valgt, at hun skal begge dele. Hvem sagde, at man ikke både kunne blæse og have mel i munden?
Vi havde ellers besluttet, at hun kun skulle udsættes for egen ceremoni ved en sø, hvor vi ville døbe hende og holde en tale om, hvorfor hun har fået sit navn. Men så undergik alle bedsteforældrene med undtagelse af min mor en ny-kristen vækkelse og der blev nævnt ord som hedensk og der blev gyst i store stimer 8D
Så tænkte vi over det. Og begyndte også selv at få kolde fødder. For vi er jo selv døbt. Og konfirmeret og gift i kirken.
Jeg læste mig så til, at enhver der selv var døbt, kunne foretage en hjemmedåb og barnet ville være at betragte som døbt, når man sidenhen tog barnet med til fremvisning i kirken ved en højmesse.
Så ringede jeg til præsten for at være helt sikker på den sag og han sagde så, at det kun var, hvis barnet var i livsfare, at man accepterede den salgs hjemmeroderi. Og nu havde jeg ellers lige beroliget de stakkels bedster med, at den slags hedenskab, som vi havde tænkt os at udsætte vores datter for, var helt fjong med præstestanden...
Så det endte med dette: Lørdag d. 14. juni kl. 11 tager Michael og jeg og min mor i kirke med hende og får hende døbt. Ingen andre får det at vide og vi vil ikke have nogen faddere, for vi vil ikke have nogen, der skal stå til ansvar for at opdrage hende i den kristne tro og vi får hende kun døbt for at gøre bedsteforældrene (og min indre letpåvirkelige og som netop bevidst svært paranoide sjæl) trygge ved barnets skæbne;).
Kl. 12 samme dag er gæsterne inviteret til at stille hos min far, som har fået at vide, hvor han skal vise dem vej hen. Så kører de ud til vores sø og vi holder vores dåb. Altså den del af den, som vi ønsker, de skal lytte til: hvad vi ønsker for hende og hvorfor hun har fået sit navn.
Og så kører vi hjem til os og fester.
PUHA! Det var så den beskedne fortælling (H)
Anmeld
