Jeg har mistet min skat

I fredags kl. 9 var vi til nakkefoldsscanning. Vi mødte forventningsfulde op og havde sådan glædet os til at se vores lille baby på skærmen. Synes ugen op til havde været uendeligt lang.

Sygeplejersken blev hurtigt meget stille, og sagde efter kort tid, at der desværre ikke var liv. Fosteret lå bare der helt stille og hjertet slog ikke. Jeg havde lyst til at skrige! Jeg troede det var løgn da hun sagde det. At det var noget jeg drømte og at jeg ville vågne op lige om lidt og så ville alt være som før. Det var det desværre ikke. Hun hentede en anden sygeplejerske, som kom og scannede med, og de var slet ikke i tvivl. De mente de var dødt omkring uge 9, og i fredags var jeg i uge 12+5.

Det var bare så uvirkeligt og jeg forstår det stadig ikke. Min krop havde ikke forsøgt at frastøde fosteret. Havde jeg så bare blødt inden, havde jeg nok bedre kunne forholde mig til det. Alt havde været perfekt op til. Jeg havde ingen symptomer haft på at noget var galt, og min mave var vokset indenfor de sidste to uger, så nu kunne man endelig begynde at se bare en lille smule, at jeg var gravid.

Vi blev fulgt op på akut modtagelsen, hvor vi sad på gangen og ventede i 2 timer på at tale med en læge.  Tror jeg græd uafbrudt i de to timer. Min lille skat skulle tages fra mig, fuldstændigt uforberedt. Tankerne kørte bare rundt i hovedet på mig, kunne slet ikke tænke sammenhængende. Jeg blev indlagt og blev opereret kl. 16 om eftermiddagen. Da jeg blev taget imod på operationsgangen stod lægen ved min seng og læste i min journal, hvorefter hun sagde….”gud, du var til nakkefoldsscanning i morges, og så fik du dén besked? Dét må da også have været hårdt”. Så begyndte jeg selvfølgelig at stortude igen.

Jeg tænker på det hele tiden, og føler mig helt tom indeni. Jeg skal ”heldigvis”være sygemeldt den næste uge. Det står bare som ét stort spørgsmål over mig hele tiden: HVORFOR???? Og hvorfor havde jeg ingen symptomer haft? Har jeg mon gjort noget forkert? Jeg havde gået sagt inden, at det ville være det væste nogen kunne udsætte mig for, at få sådan en besked. Og så sker det…bliver helt paranoid…

Tak for jeres opmærksomhed, trængte bare til at komme ud med det, og håber aldrig dette må ske for nogle af jer.

Kh Mathilde

sender dig de mest medfølende og hjælpende tanker jeg kan det må være så hårdt...

Puhh hvor det rammer hårdt, at læse din beretning

Hvor er jeg ked af det på dine vegne. Jeg håber du har nogen at støtte dig til i denne svære tid.

Stort får du af mig.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor ondt det gør at læse din tråd jeg sender en masse kærlige tanker og kram til jer begge 2

Hvor skrækkeligt. En hvers mareridt. Min veninde har lige oplevet det. Føler med dig. Du kunne intet ha' gjort - i uge 9 udvikles nogle meget vitale organer. Det går desværre galt i nogle tilfælde, og så går den lille til. Så tarveligt, når kroppen ikke er medspiller, og giver en advarsel og du skal opdage det ved en rutinescanning. Helt uforberedt. Kan sagens forstå din frustration og sorg. Stort kram til dig

Tak, det varmer. Både mine forældre og min søster har tilbudt at komme herover fra jylland, men jeg kan ikke overskue det. Kan dårligt rumme mig selv lige nu. Heldigvis har min kæreste været helt fantastisk.

Også tanker herfra. Har selv haft 4 aborter tidligere, hvoraf den ene blev opdaget ved en skanning i 11. uge, men var dødt omkring 7. uge. Det er en forfærdelig oplevelse.

Jeg håber, at du finder kræfterne til at forsøge igen, selv om det er hårdt.

 

mathildemb skriver:

I fredags kl. 9 var vi til nakkefoldsscanning. Vi mødte forventningsfulde op og havde sådan glædet os til at se vores lille baby på skærmen. Synes ugen op til havde været uendeligt lang.

Sygeplejersken blev hurtigt meget stille, og sagde efter kort tid, at der desværre ikke var liv. Fosteret lå bare der helt stille og hjertet slog ikke. Jeg havde lyst til at skrige! Jeg troede det var løgn da hun sagde det. At det var noget jeg drømte og at jeg ville vågne op lige om lidt og så ville alt være som før. Det var det desværre ikke. Hun hentede en anden sygeplejerske, som kom og scannede med, og de var slet ikke i tvivl. De mente de var dødt omkring uge 9, og i fredags var jeg i uge 12+5.

Det var bare så uvirkeligt og jeg forstår det stadig ikke. Min krop havde ikke forsøgt at frastøde fosteret. Havde jeg så bare blødt inden, havde jeg nok bedre kunne forholde mig til det. Alt havde været perfekt op til. Jeg havde ingen symptomer haft på at noget var galt, og min mave var vokset indenfor de sidste to uger, så nu kunne man endelig begynde at se bare en lille smule, at jeg var gravid.

Vi blev fulgt op på akut modtagelsen, hvor vi sad på gangen og ventede i 2 timer på at tale med en læge.  Tror jeg græd uafbrudt i de to timer. Min lille skat skulle tages fra mig, fuldstændigt uforberedt. Tankerne kørte bare rundt i hovedet på mig, kunne slet ikke tænke sammenhængende. Jeg blev indlagt og blev opereret kl. 16 om eftermiddagen. Da jeg blev taget imod på operationsgangen stod lægen ved min seng og læste i min journal, hvorefter hun sagde….”gud, du var til nakkefoldsscanning i morges, og så fik du dén besked? Dét må da også have været hårdt”. Så begyndte jeg selvfølgelig at stortude igen.

Jeg tænker på det hele tiden, og føler mig helt tom indeni. Jeg skal ”heldigvis”være sygemeldt den næste uge. Det står bare som ét stort spørgsmål over mig hele tiden: HVORFOR???? Og hvorfor havde jeg ingen symptomer haft? Har jeg mon gjort noget forkert? Jeg havde gået sagt inden, at det ville være det væste nogen kunne udsætte mig for, at få sådan en besked. Og så sker det…bliver helt paranoid…

Tak for jeres opmærksomhed, trængte bare til at komme ud med det, og håber aldrig dette må ske for nogle af jer.

Kh Mathilde

Åhhh.....jeg kan slet slet ikke læse hele din beretning igennem. Titlen ...og de første linjer er nok. Jeg er i uge 39 og det rammer mig virkeligt at høre, når det værste sker. Jeg vil blot gerne sende dig min DYBESTE medfølelse..... !!! Og et stort ønske om, at det må gå den rigtige vej for jer, så også I får jeres lille guldklump!

Pas på jer selv og hinanden og sørg for at få snakket godt om det, så I kommer godt igennem det hele. 

De største krammere fra Lisbeth 

Tak for støtten. Ja det er bare hårdt. Kan næsten ikke bære tanken om, at min lille skat er havnet i en skraldespand på Rigshospitalet...

Jeg håber bare alle jer, det er gået godt for virkelig værdsætter det, I har. I er heldige!

Vi vil prøve igen så snart jeg har haft den første menstruation ovenpå det her.

 

Årh nej din stakkel! Sender dig alle mulige tanker og kram. Hvor er livet bare uretfærdigt engang imellem