Så er vi endelig hjemme igen. Puha det har været nogle hårde dage.
Aldrig har jeg da været med til noget så frygteligt, som at skulle være med til at lægge hende i narkose. For det første skreg hun, da de skulle stikke hende der hvor hun skulle have drop mm. Det måtte de så opgive, så ville de lægge hende til at sove med masken. Det gik også fint, lige end til de skruede op for gassen, så ville hun ikke være med mere. Hun begyndte græde og ville flytte masken. Vi måtte holde hende, så hun ikke kunne fjerne den. Aldrig har jeg været med til noget ligende. Føj hvor gjore det bare onde i min mave, og tårende løb bare ned at mine kinder. At skulle holde med lille guldklump sådan, var bare ikke sjovt. da jeg kom tilbare til vores stue, var min mor kommet, og så hylede jeg da først (Ikke sjovt med alle de hormoner der flyver rundt i kroppen)
Men nu er vi hjemme igen og det er bare super dejligt. Laura klare den så fint, hun klager ikke over smerde el. noget, så er bare super. Nu skal vi lige se i dag og i morgen an, om hvordan det går, om hun skal blive hjemme mandag fra skole.
Tak for alle de søde hilsner i den anden tråd 
Knus Sidsel
Anmeld
