Her kommer min beretníng om vores lille datters vej til verden...... Det skal lige siges at jeg skriver forløbet som jeg husker det og derfor bliver det måske en smule rodet......
Fredag d. 12/2 stod vi sent op. Jeg var overrasket for jeg har ellers ikke kunnet sove ordentlig så var lettere forvirret. Vi havde aftalt at vi skulle en tur i Bilka i Esbjerg for at bytte vores nye fjernsyn da lyden på det ikke virkede. Jeg havde siden onsdag godt mærket at mine plukveer varierede MEGET i styrke og hyppighed men jeg havde ikke som sådan tænkt at der kunne være noget under opsejling (jeg var jo førstegangsfødende og der var 1 uge til termin)
Vi hyggede os rigtig i Bilka og nød at tage det stille og roligt. Jeg havde det godt nok som om jeg havde fået nogle hotpants på der var ALT for små (velvidende at det var de ikke). Vi mødte min veninde i bistroen og satte os med en sodavand. Jeg synes det var skønt at komme ned og sidde men samtidig havde jeg en underlig uro i kroppen. Mens vi sad og fik vores sodavand fik jeg mere og mere ondt i ryggen men jeg kædede det sammen med min bækkenløsning og at jeg måske havde gået for meget. Min veninde spurgte til om ikke der snart skulle komme en baby men jeg afviste blankt, da jeg jo ikke selv troede det var undervejs.nne
Vi begav os mod Ansager igen efter at have hentet et nyt fjernsyn. Da vi nåede til Varde sagde jeg til Jesper at jeg syntes mine plukveer gjorde lidt mere ondt og vi blev enige om at jeg skulle ligge mig på sofaen og slappe af når vi kom hjem. Jo tættere vi kom på Ansager jo mere ondt fik jeg i ryggen men da jeg havde en forestilling om at veer skulle komme som bølger regnede jeg stadig bare med at det var min bækkenløsning.
Da vi havde været hjemme i ca ½ time begyndte jeg at overveje om der måske kunne være noget på vej...... Jeg skulle tisse hele tiden og smerterne i ryggen bølgede lidt op og ned.
Jeg ringede til fødegangen da smerterne var regelmæssig og jeg var nu ikke i tvivl om at det var veer. Hyppigheden varierede med 4-7 minutter og jeg kunne stadig sagtens snakke under dem. JM mente jeg skulle prøve at ligge mig og slappe af med en varmepude og så ringe igen hvis det tog til eller hyppigheden blev mere stabil. Klokken var på dette tidspunkt 15.30.
Jeg lagde mig med varmepude både på ryg og mave men kunne kun holde det ud i ca 15 min. så tog smerterne væsentlig til og jeg måtte vandre rundt som om jeg havde spist ALT for meget sukker. På et tidspunkt var jeg på toilet og opdagede jeg havde blødt en smule - først gik jeg lidt i panik men så poppede ordet tegnblødning op i min bevidsthed - hurra fødslen var virkelig på vej!!! Jeg kaldte på Jesper og prøvede på bedste vis at fortælle ham jeg havde blødt = jeg troede fødslen var ved at være rigtig igang og at han snart ville blive far. Han blev helt bleg, spurgte hvad vi nu skulle gøre?! Jeg forsøgte at berolige mig selv samtidig med jeg forsøgte ikke at sætte verden på den anden ende så jeg sagde at der jo sagtens kunne gå lang til endnu. Jesper satte sig til computeren (jeg tror han gjorde det i et forsøg på ikke at gå helt i panik :rolleyes: )
Kl 1630 ringede jeg til fødegangen igen. Jeg kunne nu ikke snakke under veerne og jeg følte slet ikke de stoppede. Det var "min egen" JM der tog telefonen og jeg følte det som en enorm lettelse at snakke med hende. Vi aftalte at vi så småt skulle begynde at komme mod fødegangen men hun mente ikke det hastede........
Kl 17.45 kom jeg ind i modtagelsen på fødegangen. Turen til Esbjerg havde været et sandt helvede for det med at sidde stille under veerne var ikke lige min stærke side.
Jeg blev mødt af min JM og blev vist ind i et modtagerum. Her undersøgte hun mig først udvendig og så indvendig. Jeg var helt sikker på hun ville sige at jeg ikke åbnet nok og at vi bare skulle hjem igen. Men sådan gik det ikke.......
Hun mærkede og mærkede og til sidst kiggede hun længe på Jesper inden hun sagde at vi hellere måtte finde en fødestue for jeg var 4 cm åben. 4 CM!!!!!! ER JEG 4 CM ÅBEN?????!!!! Jeg kiggede på Jesper og så blev jeg egentlig lidt bange. Nu var det nu! Fødslen var igang - vi var på vej til at blive forældre!
Da vi kom ind på fødestuen var vi stadig meget overrasket over at fødslen allerede var så langt. Vi snakkede med JM om hvornår vi skulle ringe efter min veninde der skulle være med til fødslen. Hun sagde at det var svært at sige eftersom vi jo ikke vidste hvor hurtigt det skred frem. Vi blev derfor enige om at hun skulle tjekke mig igen 45 min senere. 45 min. senere undersøgte hun mig igen og jeg var nu allerede 6 cm åben. Med den hastighed blev vi enige om at det da vist var bedst at få fat på min veninde og bede hende komme med det samme.
En halv time senere kom både min veninde og hendes kæreste. Kæresten underholdt Jesper der sad i rummet ved siden af mens jeg lå i badekar. Drengene hyggede sig med et eller andet på computeren. Jeg havde det helt fint med at min veninde og jeg var selv ude ved badekarret da jeg stadig følte jeg kunne håndtere veerne.
Mit ophold i badekarret blev en kort affære da jeg ikke rigtig synes det var rart. Jeg synes vandet blev meget koldt (det var altså slet ikke koldt i følge termometret) så der gik ikke længe inden jeg stod under den fantastiske varme bruser.
Her stod jeg så i længe og min veninde og Jesper skiftedes til at underholde mig, komme med cola og macipanbrød og sidde og slappe af. Jeg fik sværere og sværere ved at holde veerne ud og jeg fik mere og mere ondt i mine hofter. Veerne kom som perler på en snor, ja de stoppede faktisk slet ikke i lange perioder......
Kl. 1945 kom JM ind til mig på badeværelset for at høre hjertelyd. Her jokede hun med at jeg nu havde 3 muligheder; Enten fødte jeg på et kvarter fra nu ELLER så ventede jeg til hun var færdig med at se X-factor ELLER de kørte et tv ind til mig på stuen hvor hele hendes flok af kollegaer så ville komme ind og se det sammen med os. Jeg var på dette tidspunkt egentlig ret sikker på at der ville gå noget tid endnu inden der ville ske mere så jeg sagde hun bare kunne gå ud og se X-factor....... Men men men tingene gik ikke helt som jeg havde forventet (igen)..... Da jeg fortalte JM at veerne kom så tæt og at mine hofter gjorde mega-nas blev vi enige om at jeg lige skulle ligge mig ind så hun kunne tjekke mig igen.
Jeg stavrede ind på fødebriksen og kom med møje og besvær mig slæbt op og ligge på den. Præcis kl 20 konstaterede JM at jeg var 7 cm åben. Vi snakkede frem og tilbage om hvordan jeg havde det og jeg fortalte hende at jeg syntes mine hofter gjorde meget ondt - at det føltes som om de slet ikke passede ind i hofteskålene. JM foreslår så at vi skal prikke hul på vandet da det kan lette trykket lidt og måske give mig et kort øjebliks fred. Jeg snakker lidt med Jesper og vi bliver enige om at sige ja tak. JM finder tingene frem og jeg må indrømme at jeg ser frem til at få vandet prikket og evt få 2 minutters (delvis) smertepause - jeg blev klogere. For da JM har prikket vandet når hun ikke engang at få fingrene til sig inden den første presseve skyller ind over mig og jeg skriger som en besat. Helt overrasket over min egen reaktion forsøger jeg at gøre en mellemting mellem at gispe mig gennem smerten og rejse mig op.
Jeg kommer dog op og ligge rigtig på fødebriksen igen efter mit "flugtforsøg" og nu går det for alvor op for mig hvor stor forskel der er på en ve og en PRESSEVE! Det er jo helt vildt så ondt presseveer gør når man ikke må presse. Jeg får mig gispet igennem et par presseveer men det er rigtig svært for mig. Pludselig får jeg den ide at jeg skal ud og tisse. Selvom JM, assistenten, min veninde og Jesper forsøger at overbevise mig om at jeg ikke vil kunne tisse nu mener jeg at jeg bestemt ved bedst og det lykkedes mig (på trods af presseveer af flere omgange) at komme ud på badeværelset og på toilet. Her må jeg så indse at de allesammen havde ret og pludselig føler jeg mig enormt magtesløs. Jeg kan ikke komme op og stå selv - mine ben vil ganske enkelt ikke som jeg vil føler jeg......
Da jeg har siddet på toilettet lidt tid alene kommer JM og Jesper ud til mig. De vil have mig til at rejse mig og komme ind på briksen igen. Det eneste jeg kan - ud over at forsøge at gispe mig gennem presseveerne - er at sige at jeg simpelt hen ikke kan lade være med at presse. JM siger at det må jeg ikke men jeg KAN ikke lade være. Hun siger at hvis jeg kommer ind på briksen og ligger kan hun undersøge mig igen og muligvis give mig en udsigt på hvor længe der går inden jeg må begynde at presse. Men jeg kan simpelthen ikke rejse mig. Så JM og Jesper tager under hver sin arm på mig og nærmest slæber mig ind. Jeg kommer op og ligge og JM undersøger mig igen - denne gang konstaterer hun at der nu kun er en lillebitte kant tilbage og at jeg derfor godt må begynde at presse en lille smule med når jeg føler trang til det. Hvilken befrielse!!!! Vi bliver enige om at ved den næste presseve skal JM forsøge at skubbe den sidste kant væk men da hun mærker efter er den allerede væk = nu må der presses for alvor (JUBIIII). Jeg presser så godt jeg kan men hver gang der kommer en presseve sætter jeg hænderne ned i madrassen og bruger alle mine kræfter på at forsøge at skubbe mig væk fra smerter, hvilket betyder at jeg ikke får noget effektivt ud af mine presseveer. JM forsøger flere gange at forklare mig hvordan jeg skal gøre men jeg bliver frustreret over at hun ikke kan forstå at jeg simpelthen bare ikke kan gøre som hun siger.....
Efter lidt flere forsøg er jeg på nippet til at tude over at jeg bare ikke føler det her fungerer.
Af en eller anden årsag får jeg den ide at jeg vil op og hænge over hovedgærdet på sengen istedet (jeg tror faktisk jeg har set det i tv engang). Endnu engang ryster alle andre tilstede på hovedet over mit skøre påfund med JM syntes da jeg skal have lov at prøve. Så jeg kommer rundt og ligge på knæ - hængende op over hovedgærdet. Og så kan jeg garantere for jeg kan finde ud af at presse. JM og assistenten, min veninde og Jesper hepper helt vildt på mig og fortæller mig hvor flot det er og hvor godt det skrider frem nu. Og uden at vide hvor kræfterne kommer fra er det som om jeg får et skud ny energi. Jeg presser 2-3 gange og pludselig kan jeg høre JM snakker om at finde varme klude og handsker frem. Jeg når lige at sige til hende at jeg tror det er nu så presser jeg og VUPTI så er hovedet født. Ja det går så stærkt at JM bare når at sige: Jamen jeg har ikke handsker på, hov, en eller anden GRIB!!!!!....... Heldigvis var det kun hovedet der kom kunne hun jo så konstatere...... 2 pres senere var vores lille prinsesse kommet til verden - en hel del hurtigere end vi lige havde regnet med. Men det var en fantastisk oplevelse!
