Nu er jeg normalt heller ikke en der er så god til at være aktiv herinde, men troede godt nok at jeg lidt før ville skrive om at vores datter var kommet til verden. Har dog nu skrevet en fødselsbeskrivelse, som jeg så vil dele med jer, der også synes at disse er spændende læsning
Terminen lå d. 9. februar, så blev gradvist mere og mere utålmodig for hver dag der gik over, selvom jeg hele tiden havde haft en god fornemmelse af, at jeg ville gå over tid.
Fredag d. 19. vågnede jeg og skulle ud på toilettet, selvom jeg virkelig ikke havde lyst. Slæbte mig derud og mærkede en irritation over at fødslen stadig ikke var gået i gang, og at jeg sikkert måtte vente til igangsættelse om tirsdagen. Stod lige og kiggede på toilettet, da det begynder at sive i trusserne. Tænkte først ”nå ja, det er sikkert bare lidt ekstra udflåd”. Men så løb det ned ad benene og dannede en fin vandpyt på gulvet, og så var jeg vist ikke meget mere i tvivl. Men først da jeg satte mig på toilettet og så, at jeg ligeledes havde tegnblødning gik det rigtig op for mig, at nu var hun på vej.
Jeg kaldte straks på Ronnie med glæde i stemmen om, at nu var vandet altså gået og hvad klokken var. Den var 4.55 og han stod ud af sengen for lige at høre, om det nu også var rigtigt.
Efter toiletbesøget satte jeg mig ind i sengen og fik ringet til fødegangen. Jeg aftalte med jordemoderen at komme ind kl. 9.00 til at blive undersøgt. Jordemoderen sagde, jeg skulle prøve at få noget mere søvn. Prøvede da også at lægge mig til at sove igen, men veerne startede meget stille og roligt 20 min efter vandafgang, og så er det jo svært, når man ligger og tænker på den store ting, der skal til at ske. Ronnie fik dog sovet, indtil vi kl. 7.30 stod op, spiste morgenmad og så lidt fjernsyn. Veerne kom med 10-16 minutters interval og gjorde egentligt ikke særlig ondt, lige indtil at jeg skulle i bad, så synes jeg ikke det var så rart mere. Fik dog lige pakket det vigtigste til hospitalet, men da vi var sikre på at blive sendt hjem igen, var det ikke så omfattende det vi pakkede.
Da vi kom lidt over 9, viste en jordemoder os ind på en stue, hvor jeg fik kørt en kurve på veerne. Lå der en halv time, hvor Ronnie og jeg snakkede, hyggede og holdte øje med hvor høje tal veerne kom med, selvom vi slet ikke vidste, hvordan de skulle forstås. De lå mellem 16 til nogle-og-30 stykker. Nåede vist kun lige over 40 en enkelt gang.
Da jordemoderen kommer tilbage kigger hun og siger: ”Ja, det dér, kan man jo knap nok kalde veer”. Og sagde ligeledes at der jo sagtens kunne gå 24 timer inden vores pige kom ud. Dog ville de gerne lige beholde mig til at køre en kurve, når de rigtige veer startede, da en scanning en uge forinden havde vist, at der var knapt så meget fostervand. Klokken var 9.45, da jeg fik anvist en seng på en anden stue, hvor der i forvejen lå en anden kvinde. Kort efter at jeg kom op i sengen, synes jeg veerne tog lidt til, men tænkte at det sikkert stadig ikke var rigtige veer. En time efter aftalte vi, at Ronnie kørte hjem efter noget læsestof til os begge, da vi jo nok kom til at vente lang tid. I den tid han var væk, begyndte jeg at få konstant ondt, især i lænden, så jeg slet ikke kunne finde mig til rette, og havde samtidigt fået kvalme. Klokken var 11.35 da han kom tilbage, og da havde jeg så ondt, at jeg begyndte at have tårer trillende ned ad kinderne og sagde, at jeg gerne ville have et kejsersnit, hvis jeg skulle ligge et døgn sådan her. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle sige til, når veerne tog til, men af ren frygt for at det stadig ikke var ordentlige veer sagde jeg intet før Ronnie spurgte, om det mon ikke var en god idé. Jordemoderen kørte herefter en ny kurve og kom ind efter et kvarter. Her så vi at veerne nåede tal omkring 60-70 stykker, så vidste i det mindste, at jeg havde god grund til at synes, at disse gjorde mere ondt. Jordemoderen kom tilbage et kvarter efter, og konstaterede at nu var der rigtig gang i dem, og ville lige undersøge hvor meget jeg havde åbnet mig. Av, det var ubehageligt. Men i det mindste sagde hun, at jeg var 4 cm åben, og at jeg skulle ind på en fødestue. Inden hun gik, sagde hun, at nu skulle hun selvfølgelig ikke love noget, men inden sen eftermiddag skulle vores pige nok være kommet til verden. Da var klokken 12.00.
Jeg blev nu vist ind på en fødestue og fik hilst på den jordemoder, der skulle hjælpe mig igennem fødslen. Jeg fik noget hospitalstøj på og lagt mig op i sengen. Jeg fik tilbudt lattergas, hvilket jeg ikke har prøvet før, men sagde ja tak til. Det hjalp heldigvis rigtig meget, så jeg kun havde ondt under selve veerne, i forhold til at jeg før havde konstant ondt. Så det var en kæmpe lettelse, og gjorde mig i stand til at snakke lidt med Ronnie. Fik tilbudt lavement, hvilket jeg ligeledes sagde ja til. Men hvor var det dog ikke sjovt at skulle på toilettet bagefter og så uden lattergas. Det var her jeg virkelig tænkte over, hvad det var jeg havde indledt mig selv i, og hvorfor i alverden, kvinder vælger at føde mere end én gang. Kom heldigvis i seng igen og fik min lattergas. Nu fortalte Ronnie at en ve kom helt op på 100, hvilket vi senere får at vide er det maximale den kan nå. Jeg mister al tidsfornemmelse, men synes ikke, at der går så længe fra toiletbesøget til at jeg får pressetrang. Jeg var selv bange for, at jeg ikke havde fået tømt blæren ordentligt, og det altså nu var på vej ud. Men jordemoderen fik sagt, at det er normalt ved presseveer, så hun ville lige undersøge om jeg måtte presse. Jeg var 9,5 cm åben. Jordemoderen gav besked til de øvrige jordemødre, at fødslen gik hurtigere end ventet. I mens fik jeg gradvist mere pressetrang, men vidste ikke hvor meget jeg måtte presse med. Undervejs spurgte Ronnie mig, om jeg ikke var glad for at det gik så stærkt. Det faldt ikke helt i god jord hos mig! Kunne nok ikke lige forholde mig til, at det faktisk gik hurtigt - synes bare smerten varede alt for længe. Jordemoderen foreslog, at jeg lagde mig på den anden side, da det ofte lige kan åbne det sidste, og så blev Ronnie ellers sat på en opgave ved at skulle holde mit ben oppe for at hjælpe mig. Jeg fik faktisk ondt af ham, da jeg kunne mærke hans hænder begynde at ryste.
På et tidspunkt kan jeg ikke holde mig fra at presse med og her sætter jordemoderen sig ned for at hjælpe til. Hun siger, at hendes hoved er ved at være helt nede. Under presseveerne kan man se hendes hoved, men det forsvinder igen under pauserne. Ronnie havde ellers været meget bestemt om, at han ikke skulle se noget dernede, men på grund af den måde han står på, kan han ikke undgå det, og får fulgt med. Jordemoderen er god til at motivere til at presse under veerne, så jeg presser alt hvad jeg kan. Silke får dog ikke roteret sig det sidste stykke, men hovedet kommer ud, og få presseveer efter kommer resten af kroppen. Det var så fantastisk, da hun bliver lagt op til mig lige efter. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg nu havde fået min datter ud og blev lidt rørt. Klokken var 15.00, da hun kom ud, og ifølge jordemoderens notater var det efter 15 minutters presseveer. (Kunne næste dag også se følgerne af, hvor meget jeg pressede til, da jeg havde blodsprængninger på kinderne og i øjnene
)
Silke blev målt til 52 cm og 3260 g.
Her er lige et billede fra dagen efter da vi kom hjem
